kernefamilien
blev ædt op af orme
og kernehuset skælvede
og brød sammen
før stormen
æblet forrådnede
i løgne så hvide som snusende sne
og kernehuset
led under stormen
der før eller siden måtte bryde ud
kernemor
kunne ikke se himlen for sorte huller
og kernehuset
så rødt som den rødeste rødvin
krakelerede som et nydeligt opstillet korthus
i en stille hviskende brise
kernefar
bukkede under for et arbejdshelvede
og kernehusets tag
blæste væk og forsvandt i universet
da fabrikken lukkede og han var
overladt til livet i sig selv
den ældste kernedatter
havde arvet de sorte omgivelser
og kernehuset
blev hende for meget
trods tryghedsblæsten i sindet
den yngste kernedatter
var rebelsk, opgivet og problematisk
og kernehusets ødelæggelse
var blot en flugt fra livet
og fra fremtidens sorte huller
facaden
der blev nedbrudt af stormen
krakelerede som korthuset
og indædt og forrådnet
faldt tilværelsen sammen
for de fire mennesker
på tilværelsens tærskeplads
de nåede ind til kernen
kernen af det hele
som viste sig
at være
fuld af opbrud og længsel