En for alle og alle for, jeg. Duet og jeget er et, og samme person. Det ikke første gang vi er her. Du står der med gul skjorte på, som er taget ned i dine hvide chinos, med flot pudsede sko der passer til. Der står du, stolt og stærk. Oprejst, imens du spejder ud over havet, magtfuldt. Mit faste greb får næsten min hånd til at knække nu. Koldsveden fylder ud imellem fingrene du. Selv ryggen kunne vrides, så den kunne fylde karet ud. Men dette er kun begyndelsen for vi skal hele 30 etager op i nu.
   Hvad jeg ikke kan forstå er, at jeg ikke står som du. Hvordan kan jeg opfinde dig, tænke mig frem til dig, så stærk, men kun skabe så svagt et jeg. Jeg kan se din personlighed for mig, din væremåde, dine indre tanker. Hvordan du kan modstå alle dine udfordringerne. Jeg skabte dig. Jeg formede dig.
   Jeg fik hjælp af mit tidligere liv, dengang hvor man ikke frygtede døden selv, dengang man ikke tænkte på hus og hjem, dengang man ikke var klogere. Dengang... Men her står du, glemt, i de aller' dybeste kroge af mit sind og sjæl.
   Spejder oversky', bekæmpe den, med dit ærekær, og ikke et tvivl er der nær, mens angstens slimet kløer, klammer og binder sig ind til min krop, så jeg bliver kvalt. Den står bag mig nu. Den tager dens klo om mine øjne så det danner en tunnel, med sorte kolde vægge. Mit åndedræt er forkert, jeg hyperventiler'.
   Det føles som om mit hjerte er stoppet med at banke og mine hænder sover stille ind, og tommelfingrene presser ind mod min håndflade. Men der står du, uden at kigge på mig, kan jeg mærke din tapperhed. Med et lille glimt i øjet, ventende på, at jeg kravler ud af den dybe våde brønd. Flok siger ofte misundelse er en grim ting, men jeg er næsten hele vejen oppe nu.