Du kære


3 måneder, 1 dag siden 2 kommentarer Noveller livet død lyset

2Du kære
"Kom som du er." Fik jeg altid at vide af hende. Det var der, jeg... [...]
Noveller · livet, død, lyset
3 måneder, 1 dag siden
2Flyver fuglen
Indespærret flyver fulgen til tops. · I det grønne er det godt og b... [...]
Digte · liv, sandhed, livsrefleksion
3 måneder, 2 dage siden
2Naturens gang
Det brune kastanjetræ · hvorpå et blad der sad' · så grønt, og glad. · ... [...]
Digte · reflektion, livet, eftertænksomhed
3 måneder, 3 dage siden
2Lykkemønt
"Lille Tim, kom, her ved sengekanten og ta' min hånd, hold den tæ... [...]
Noveller · følelser, krise, psykologi
3 måneder, 4 dage siden
3Oversky
En for alle og alle for, jeg. Duet og jeget er et, og samme perso... [...]
Kortprosa · angst, drøm, misundelse
3 måneder, 4 dage siden

Puls: 32,6

Publiceret: 5
Afgivet: 21
Modtaget: 10
René B. Johansen (f. 1992)
"Kom som du er." Fik jeg altid at vide af hende. Det var der, jeg altid følte mig bedst tilpas. Jeg følte mig for alvor hjemme. Jeg spurgte af og til, om jeg ikke skulle komme i det lidt finere klæder?
   "Kom som du er." Fik jeg bare at vide igen. Jeg gav mig til af afklæde mig, fra mit nystrøget jakkesæt. Hang jakkesættet på sin plads, og fandt altid det mest slidte, gamle hjemmetøj, bagerst i klædeskabet, jeg kunne finde. Det lød på mine mest, brugte, gennemvasket joggingbukser, og aflagt arbejdsbluse. Jeg tror der er omkring 6 huller i den nu. Et par tykke, tyndslidte hyggesokker og så var jeg klar. Klar til, at komme hjem til hende.

Når jeg var ankommet, efter en lang køretur, på omkring de 57 minutter og 20 sekunder. Igennem gik jeg, af den velkendte gang, af pænt skåret natur. Heller ikke for pænt, for det skulle have lov til at gå sin gang. Sagde hun ofte. Hun holder så meget af naturen, og det viste sig, på hendes have. Det var her jeg var vokset op. det var her alle mine store, gamle og stolte klatretræer var. Det var her, at jeg var hjemme. Når jeg var nået op til døren, bankede jeg altid på. Ventede 2 til 3 sekunder, os selvom jeg vidste, at du ikke ville åbne.

Næh, nej, hun vidste det kun var mig der kom, så hun ville hellere have, at jeg bare gik ind. Det gjorde jeg så, og satte mig til bords ved sofaarrangementet, i udendørsstuen. Der var altid så flot. Man kunne se alt herfra, ud over markerne, helt ned til den anden ende, hvor den nærmeste nabo boede. Han hed Bent. Han kom altid, når hun havde brug for en hjælpende hånd, til dvs. Små byggeprojekter, som hun nu kunne finde på i haven, eller på huset. Hun lavede altid en omgang mad, eller kage. Hun sørget selvfølgelig altid også, at der var en kold klar til ham, og jeg, for den sags skyld. Det var nu ikke sådan, at hun ikke selv gav en hånd med. Næh, nej, hun var næsten den der gik mest til den. Efter jeg havde siddet der lidt, og kigget udover markerne. Kom hun ud med det store dejlige smil, som hun altid påførte sig i, Med en nybagt kage, eller alt godt fra havet. Hun fik ofte den lokale fisker til at fange for hende. Alle kendte hende heromkring, og var altid klar til at ofre sig lidt. De vidste, hun ville gøre det samme for dem.


Men der var hun. Lagde maden fra sig på bordet, og kom derefter over med de mest åbne arme man kunne forstille sig, sådan en lille kvinde kunne have. Jeg fik det største kram jeg kunne ønske mig. Det var rart og befriende.

"Ta' for dig - Du blevet så tynd! - Får du nok at spise, og hvordan går det".

Det var oftest de selv samme ting hun sagde, som det første, hver gang vi mødtes. Det gjorde mig ikke spor, for hun var den eneste der gik op i mit ve og vel. Jeg kom selvfølgelig med de samme svar som.

"Åh lad nu være, man skal jo passe formen, så de kønne piger kigger efter en. Ved du jo nok."

"Jamen hvor er hun så?" - "Svigerdatteren?"

Jeg kiggede altid lidt ned i jorden, når vi kom ind på det punkt, men hun hurtig afbrud og sagde.

"Så! Ta' nu, inden det bliver koldt."

For hun ville ikke ødelægge den nu så gode stemning. Jeg tog altid det største for hun kunne ikke spise så meget igen.
   Hun var begyndte og hoste, mere og mere, som tiden gik. Jeg var bekymret, men hun klappede mig bare på skulderen og sagde.
   "At det ikke var noget jeg skulle tænke over" - "Det kommer med alderen." Smilende og grinende.


Der var mange flere mennesker, og næsten endnu flere ansigter jeg ikke kendte. Der var ikke bare fyldt op herinde, der var proppet. De mange ståpladser, i gården, var også optaget. Flaget var hejst til tops, selvom det ikke var normalt. Hun ville fejres og det skulle hun selvfølgelig få lov til.

Vi var Bent, jeg og fire andre, som var nøje udvalgt til at skulle løfte. Jeg hørte langt fra det hele, der blev sagt i dag.

"Vi husker dig, som det evige smil. håbet selv. Hende der tog fat, men os med en blid hånd, for dem der havde brug for hjælp. For dem der ikke kan finde håbet og lyset selv. Du var altid klar og folk var altid velkommen hjemme hos dig, til en kop kaffe eller to. Du er hvo' alle sammens mor, bedstemor, bedsteven og veninde".

Mange smukke ord og ting blev der sagt, og min mund gik længere og længere i grund.

"Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Amen."

Det var tid til, at vi skulle løfte. Da vi går igennem den blændende gang, opdager jeg de flotteste og farverige blomster, jeg endnu engang har set. Folk har alt andet end sort på. Jeg lægger mærker til, at alle smiler, måske med våde øjne, men de alle er så kønne, og viser deres respekt for hendes sidste ønsker. I dette tidsrum, kan jeg ikke stoppe at give mig selv lov at smile også.

Jeg retter mig op, og kigger hen mod Bent som giver mig et ekstra trækken på smilebåndet. Først der, lægger jeg for alvor mærke til hvor smukt det er. Musikken spiller de fineste toner og fylder alle vores sind med de rareste følelser.

Da vi kommer ud af den store port bliver jeg først ramt af lyset, som varmer mig og forblinder mig. Da ser jeg, at flok har stillet sig i en rundkreds, med vær en forskellig farvet rose i deres hånd. For enden af rundkredsen står vogne, klar til at taget imod. Imens vi går mod den, lægger folk deres blomst, og siger deres sidste farvel. En hvid due flyver op, i det øverste af træets kronetop, og kigger ned på os.

Vi sætter kisten i vogne. Jeg banker på, venter 2 til 3 sekunder, lægger hånden og hoved til, og siger.
   "Vi ses snart... - du kære."
Forfatterbemærkninger
En af mine noveller fra novellesamlingen, Ondt er indbydende.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/06-2020 15:34 af René B. Johansen (Renebj) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1049 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.