Lykkemønt


3 måneder, 28 dage siden 2 kommentarer Noveller følelser krise psykologi

2Du kære
"Kom som du er." Fik jeg altid at vide af hende. Det var der, jeg... [...]
Noveller · livet, død, lyset
3 måneder, 25 dage siden
2Flyver fuglen
Indespærret flyver fulgen til tops. · I det grønne er det godt og b... [...]
Digte · liv, sandhed, livsrefleksion
3 måneder, 26 dage siden
2Naturens gang
Det brune kastanjetræ · hvorpå et blad der sad' · så grønt, og glad. · ... [...]
Digte · reflektion, livet, eftertænksomhed
3 måneder, 27 dage siden
2Lykkemønt
"Lille Tim, kom, her ved sengekanten og ta' min hånd, hold den tæ... [...]
Noveller · følelser, krise, psykologi
3 måneder, 28 dage siden
3Oversky
En for alle og alle for, jeg. Duet og jeget er et, og samme perso... [...]
Kortprosa · angst, drøm, misundelse
3 måneder, 29 dage siden

Puls: 5,6

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
René B. Johansen (f. 1992)
"Lille Tim, kom, her ved sengekanten og ta' min hånd, hold den tæt og lyt på hvad din gamle bedstemor har at sige." - "Når jeg ikke længere er her, så husk og vær' den stærke der passer på din mor og bevar hende nær." - "Når du bliver større så vis, at du er modig med oprejst pande. " - "Jeg ved tiden nu ser lidt mørkt og trist ud, men jeg lover dig lille skat, den skal nok blive bedre." Sagde hun, mens hun strøg lille Tims hår til siden, og tørrede en tåre fra hans kind.
   "Her lille Tim, ta' denne lykkemønt, den vil bringe dig lykke, endda en dag, måske redde dit liv." - "Hvis du skulle gå hen og blive lidt trist, så hold den fast ind til dig selv, som hvis det var dengang du faldt på din cykel, og jeg kom for at trøste dig, imens du fik et stort kram."

Og tyst blev der. Hånden begyndte at blive kold og slap.
   Solen skinnede ind af det let på klem åbent vindue, så meget, at det fik det lysegule hospitalsstueværelse, til at lyse helt op. Der var en irriterende bip-lyd, som ikke ville stoppe. Det eneste han lå mærke til, var hende, med et lille smil og fred, i mens han så vidt muligt prøvede og smile tilbage.

Der blev trukket i lille Tims arm: "Kom nu Tim. Sygeplejerskerne skal til, de skal klæde mormor til."

Med hvad og hvorfor, forstod han ikke? Han forstod faktisk ret lidt af alt, det der skete lige nu. Det var som om tiden standsede op og alt var ligegyldigt.
   Det eneste han kunne forstå var at holde fast i sin lykkemønt, i håbet om at det ville give ham trøstende lykke, men lige meget hvor hårdt han holdt fast, blev det ikke bedre. Tårerne løb forsat ned ad hans runde kinder, og nu kunne mundvigen ikke smile mere.
   Han så ikke mere sin mormor efter dette. Hun dukkede ikke engang op til sin egen begravelse. Der var ellers så flot, solen varmede og den lille å glitrede. Blomsterne var i mange forskellige farver som gul og grøn, blå og rød, ja, alle regnbuens farver.
   To uger var gået efter fratagelsen. Nu var det kun lille Tim og hans mor der boede sammen. Han synes, at mor havde ændret sig efter den dag. Mor sang eller dansede i sit forklæde ikke længere, hun prøvede, men endte altid med at hun lukkede døren, og man kunne høre en hulken. Lille Tim stod nu der i gangen, med let dæmpet lys, da den anden lampe var gået i stykker. Mor vidste ikke hvordan man fixede den, og hvis hun ikke vidste det, hvem skulle så? Far var her jo ikke. Ham havde lille Tim ikke lært at kende, og mormor var her hellere ikke længere.
   Der er et lille stearinlys, over hvor man sætter sine slidte sko.
   Der var ret brunt i hele huset, som malet ligesom i 1970'erne.
   Lille Tim var ni, og om få dage ville han blive ti, men det var som om hans mor ikke rigtigt kunne huske det. Der blev hverken pyntet op, eller snakket om, hvad for en kage han kunne tænke sig, eller om hvor mange af hans legekammerater der skulle med til hans fødselsdag. Måske fordi, der var en hemmelighed? En stor overraskelse?
   De to dage gik så hurtigt, som hvis de aldrig fandtes. Han lå i sengen med det ene øje åben. Han lod som om han sov, for om lidt ville døren langsomt blive åbnet op, og ind komme hans mor og mormor, med store smil på læben og i sang. Han lå i noget tid og tænkte på din gode overraskelser der lå ham vente, men der kom aldrig nogen.
   Han kiggede på sit vækkeur, for at se om han havde kigget forkert. Den var god nok, kl. var halv otte, og om ikke så længe, ville han ikke engang kunne nå og få sin morgenmad, inden han skulle i skole. Han så lykkemønten på natbordet, og som en lussing fik han tanke om, at de ikke ville være to til at synge for ham, men kun en. Han rejste sig fra sengen og begyndte og tage sit tøj på, som han også havde på i går. Det lugtede ikke eller noget, men var stadig lidt beskidt af jord og græs pletter, da han var faldet dagen før. Han tog sin lykkemønt i lommen. Lille Tim begyndte at bevæge sig ud i den kolde gang. Det var vintertid, men ikke så koldt at der var faldet sne i nu, men det gjorde dog, at der var lidt koldere og mørkere om morgen. Han kiggede i køkkenet og fandt ikke sin mor. Han gik derefter hen mod hendes soveværelse, og der lå hun stadig, sovende. Hun var ikke særlig køn, faktisk var hun ret grim. Der var savl ud fra hendes snorkende mund, og en fæl lugt af gærende vindruer. Lille Tim holdt sig for næsen, og ruskede i sin mor. Der gik lang tid før hun gav lyd fra sig. En irriteret hulken kom der fra hende.

"Lad nu være og la' mig sove." - "Mor har ondt" og vendte sig med dynen over hovedet.
   "Jamen... min..." Mumlede han, og stoppede helt med at sige noget.
   Ingen lyd kom der fra dem begge. Stilheden og ensomheden tog nu over. Lille Tim forstod ikke situationen, og stod samme sted, helt stille, i sine egen tanker. "Det jo min fødselsdag?... Og, og hvad med mine gaver? - Hvad med skolen?"
   Han begyndte at undre sig over, hvorfor der lugtede som der gjorde. Han mindes om lugten, men kunne ikke rigtigt komme frem til hvad det nøjagtig var. Langtid havde han stået der, frosset stille, i tid og sind. For første gang, var han nu helt på egne ben, noget han aldrig har tænkt over at han skulle, jo, når han var ældre, måske, som de store drenge i skolen, men da ikke nu? Også igen på hans egen fødselsdag!...
   Han drejede sig 180 grader, og med et koldt blik, der stirrede midt ude i den tomme luft. Som mørkt stillestående vand, indstillede hans mundvig sig. Han bevægede sig ud til køkkenet igen og satte sig til bords. Han satte sig til at... vente, simpelthen bare at vente. Ingen tanker, ingen sang, ingen snak, bare tomhed.
   Op mod væggen, stod det store gulv ur, urets lange viser havde indhentede den korte to gange, og klokken var nu lidt i 10. Maven rumlede, men han havde jo heller ikke fået noget mad i nu. Solen var stadig lav på himlen, og skinnede kræftfuldt ind af køkkenvinduet. Den varmede ham, og Lille Tim synes nu det var dejligt. Han sad stadig på samme måde, helt tavs for sig selv. Den uendelige lyd, tik-tok... Fra gulv uret, begyndte at irriterer ham.
   Da kom han i tanke om sin lykkemønt, som han derefter klemte ind til sig selv, og i sin vrede tænkte han.

"Hvis det er på denne her måde, så jeg bedre alene! uden en der passer mig, uden en der holder af mig, u... uden mor!" Hans ansigt var nu helt tvær.
   Pluslig kunne han høre en rumlen fra hans mors soveværelse.

Og nogle uger gik.

I klasselokalet sad Lille Tim lidt for sig selv, og stirrer ud ad en af vinduerne. De andre børn var stoppet med at spørge indtil, om hvordan han havde det, og nu slet ikke snakke med ham. De synes, at han var blevet mærkelig. Nu var han også alene i skolen, men på en måde synes han ikke, at det var en dårlig ting. Begrund af dette, var der var mere ro, mere tid til at tænke og drømme. Han havde matematik og det var han ret god til... normalt. Fra da han var startede i skolen igen, efter hans mormor døde og mor ændrede sig, var det hele gået lidt... langsomt. Læren sagde ikke rigtigt noget til ham, eller spurgte, om han kunne løse nogle matematikstykker, oppe ved tavlen. Det var som om hun vidste hvad der var hen. Dog til tider, sad hun på hug ved hans bor, med en hånd på hans skulder. Hun spurgte,om han var klar til at lave lidt matematik i dag. Efter han ikke svarede hende, fik han et lille tryk af hendes hånd, som tegn af godkendelse. Hun gik op til tavlen igen, og begyndte undervisningen.
   Lille Tim forsatte med at kigge ud af vinduet, igennem hele timen, ja formentlig resten af dagen.

I frikvarteret, stod han ude på gangen, med sin taske. De fleste af de andre børn var ude i gården og lege.
   Lise, en lille køn pige med søde lyse fletninger, kom over til Lille Tim. "Hej Tim, har du lyst til at lege?"
   Han dejet hoved om mod hende, men svarede ikke, og gav sig til at løbe sin vej, væk fra hende. Før i tiden havde han drømt om, at snakke med Lise, og nu skete det faktisk at han fik chancen, men han kunne ikke. Han kunne slet ikke komme i tanke om, hvad han skulle gøre eller sige. Kanske vist, ville han da slet ikke have, at hun så ham sådan her. Han løb med tåre i øjne, helt ned til den anden ende af skolen, ind på toiletterne.

Drengens toiletter var altid lidt mere ulækre end pigernes. Det vidste han med sikkerhed, fordi han havde engang sneget sig ind på pigernes toiletter, med en anden dreng fra skolen. Det var ligesom om, at rengøringsdamen ikke helt ville gøre sig så umage, når det kaldt drengens. Der sad han med sin lykkemønt. Han tænkte at dagen godt snart måtte være slut, så han kunne komme hjem under dynen. Selv det var ikke rigtigt en ønsketænkning, nærmer en forskydning. Han kunne jo bare gå. Han havde alle sine ting på med sig.

"Men hvordan skulle han kunne komme ud, når han skulle forbi skolens lærerværelse?" tænkte han.
   Lille Tim tørrede sine øjne og begav sig ud på gangen.
   Da han kom til lærerværelset, så han en skraldespand. Han kom på den ide, at hvis han gemte sig i den, til frikvarteret var ovre, var der på ingen måde, at han ville kunne blive opdaget på. I hoppede han, og tog låget på igen.
   "Det var sørme smart at være lille engang imellem, udover de gange det ikke var."

Føj hvor det lugtede, også selvom der ikke rigtigt var noget skrald i. "Hvis dog bare tiden kunne gå lidt hurtigere." tænkte han. Døren til lærerværelset blev åbnet op. Han kunne høre det var hans matematiklærer og en anden lærer, som han ikke helt kunne beskrive hvem var, ved hans stemme.

"Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre ved ham." - "Hvis ikke vi snart får ham med ombord igen, risikerer vi at han falder bagud fra de andre børn." Siger matematiklæreren.
   "Hmm, jeg forstår din bekymring, men mon ikke han bare skal ha' lidt mere tid?" - " Ellers må vi jo kontakte hans forældre?"
   "Hans forælder'. Det jo det der er problemet."
   "Ja undskyld, det os rigtigt... det må os være hårdt at være så ung og... miste både..."

Mere hørte lille Tim ikke, før de var for langt væk til at man kunne høre rasten. Han tænkte ikke rigtigt over hvad det drejede sig om eller hvem.
   Han kravlede ud af skraldespanden, og løb alt hvad han kunne, hele vejen hjem.
   Han var bange for hvad mor ville sige, til at han kom hjem så tidligt. Da han nåede døren, åbnede han forsigtigt op, og nærmest sneg sig ind, men ville nu gerne lige se hvor mor var.

Slagplanen var lagt. Først og fremmest skulle han ikke blive opdaget. Senere når tiden var inde, skulle han kravle ud af vinduet - herefter komme igennem døren igen. På det tidspunkt han normalt ville være kommet hjem på.
   På den måde, ville han ikke få skældud. Først lyttede han, men der var kun stilhed. Derefter let på tå, prøvede han at kigge ind i nøglehullerne, men der var ingen. "Det var da mærkeligt." Tænkte han.
   Sidste forsøg, han måtte lave en form for lam, men det var en farlig operation, da han nu satte hele planen på spil. Nervøst kiggede han rundt, og først lidt stille, lavede han et lille bump, ved at skubbe det lille entremøbel ind i væggen... Intet svar.
   Så lidt højere, gav han sig til at banke med sine sko ned i gulvet... stadig intet svar.
   På en måde var han glad for, at hun ikke hørte noget, for det gjorde det hele meget nemmere. Lige pluslig kunne han mærke en frygt, som sad lige i midten af hans mave. En frygt, som han ikke havde mærket før. Hans tanker begyndte at tage overhånd. Han måtte finde mor!

Efter i længere tid, at havde diskuteret med sig selv, om hvor vidt han skulle bære sig an. Alle generalerne inde ved hans tankebord, fortalte, at det var en dårlig ide, råbte han, i panik "MOOOR? ..." Kun genlyden svarede tilbage, og støvet vendte sig... huset var tømt.
   Det var ikke normalt at hun ikke ville være hjemme, på denne tid. Hvor var hun? Han måtte finde hende!
   Han stillede sin taske i gangen, og gik ud. Han kiggede over til bageren, slagteren, den lille tøjbutik, som hun godt kunne lide at købe tøj i, men heller ingen mor her at finde. Han gik længere ned af gaden. Folk var begyndt at lægge mærke til ham med undrende blikke, men gik bare videre alligevel. Hurtigt drejede han om af hjørnet, hvor den store vej var. Han kiggede sig først bagud også over på den anden side af vejen.
   Der stod hun jo! Foran det sted hvor mærkelige mennesker kom ud fra, som der nogle gange råbte lidt højt og snakkede skørt. Hun stod der og svajede lidt frem og tilbage.
   "Mor, MOoR" råbte han, men hun hørte det ikke rigtigt. Han begyndte at løbe over på den anden side.

Med et, stod tiden stille. En voldsom lyd fra et horn, 2 blindende lys og et kæmpe ryk i hans krop, skete på samme tid. Alt blev mørkt. En hylene lyd og nogle få skrig. En dør blev åbnet op i en fart. En stemme
   "nej nej nej" - "hvad har jeg dog gjort".
   Øjnene åbnede sig igen for Tim. En mand stod med armene over hovedet, som først vendte ryggen imod ham, også lidt efter, vendte manden sig langsomt om imod ham, med det mest, stivnet, blege, og skræmte ansigt, Tim nogle sinde havde set. "U... undskyld... undskyld... j... jeg kunne ikke nå at bremse." Manden med hvidt forklæde på, begyndte at ryste. Andre mennesker kom stormende. Tims lykkemønt lå på vejen, smurt ind i rødt vand, som han skyndte sig at samle op, inden andre ville gøre det, men ved siden af, lå der også en livløs hånd... stille og dæmpet, næsten lydløst, kom kun et ord ud, af Tims mund "mor...?"
Forfatterbemærkninger
fra min novellesamling, De syv synder

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/06-2020 11:40 af René B. Johansen (Renebj) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2503 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.