Smerten sad i hende. Dybt, dybt i hende. Hun vidste ikke hvorfra den kom, hun vidste ikke hvad den skyldtes. Men hun mærkede den. Mærkede den helt ind. Hun mærkede tårerne presse sig på. Skulle hun til at græde nu? Her? Hun forstod det ikke. Hun forstod det vitterlig ikke. Det ene øjeblik havde alt været godt, men i det næste var det som om alt var ved at falde fra hinanden. Hun græd. Smerten blev kun større. Det var som om den voksede sig op over hende og opslugte hende og alt hun kunne gøre var at græde. Blot at græde. Hvad var det som var ved at ske? Hvor kom denne smerte fra? Fra hvor var den vokset? Og hvorfor nu? Hvorfor her? Alle disse spørgsmål og ingen svar. Ikke andet end smerte og trillende tårer. Hun havde løst til at løbe. Forsvinde. Væk fra de stirrende blikke. Væk fra smerten, bare væk. Men alt hun kunne gøre var blot at stå som hun var og græde.