"Siden krigen" svarede han. Viserne på uret bag ham viste, at spørgsmålene havde varet knap en time. "Hvor er dine forældre?" Kvindestemmen kom bag fra pladen. Han svarede ikke, men stirrede bare ud i luften. Hans øjne var tomme. Håndjernene blev låst op. Han vred sine hænder. "Din inspektør vil tale med dig" sagde stemmen. Han satte i løb ud ad døren og ned af gangen. Lyden af deres skridt der fulgte efter ham, blev lavere. Han nåede hjørnet, hvor Emma stod og ventede. "Lad os gå i skoven" foreslog Emma, der var medlidenhed i hendes stemme. De gik ud i haven, og sneg sig langsomt ud af hullet i hegnet. De slidte tal på den gamle mur, viste at stedet var åbnet i 2024.
Deres grin rungede i skoven. Vreden var forsvundet, og i stedet lyste hans brune øjne af latter. Da deres latter døde hen, var det kun bladenes sagte raslen der kunne høres. Så lød et sagte råb "der var i jo. Hekse." De satte i løb. Bladene knirkede under deres fødder. Efter dem fulgte en skikkelse. Han standsede, skikkelsen var forsvundet. Han kiggede rundt. "Emma, Emma" råbte han, mens han drejede rundt. Hun var der ikke. ...
"Peter" det var inspektøren der råbte. Han rejste sig langsomt op. Døren blev åbnet. Inspektøren var rød i hovedet. Rød af vrede. Han prøvede at bakke. Inspektøren greb ham. De var alene. Han rømmede sig, Peter satte sig omvendt på stolen, og tog langsomt blusen af. Ryggen var fyldt af dybe sår. Inspektøren tog en genstand i hånden. Peters øjne flakkede. Så kom slagene. Hovedet forblev bukket, og øjne stirrede stift, ingen følelser. Hans knoer blev hvide. Råbene kunne knaps hører gennem slagne.
"Emma, Emma." Han gik ned ad skovstien. Det brune hår blafrede i den kolde efterårsvind. Han knælede, der hvor vejen skiltes. "Emma" hviskede han "1 år." Hans krop ramte jorden. Så kom tårerne. " Er du et bedre sted nu?"
Blodet dryppede. Han var på vej mod skoven, da de første lyde dukkede op. Han vendte sig om. Der var intet. Hvor han havde gået var der et svagt blodspor. Det afrevne ærme var rødt. Han smed det væk, og rev et stykke af det allerede slidt bukseben. Det varede ikke længe før det også var rødt. Han fortsatte. Stien var bevokset, men han gik den med kendte skridt. Han drejede til højre der hvor stien delte sig. Skridtene blev langsommere. Blikket vaklede. Stien var tilgroet, der havde ikke været nogen i lang tid.
Stien endte. Han kiggede sig omkring. Der hang et reb i træet. Han nærmede sig. Under rebet var der et hul. Han kiggede ned, men kunne ikke se bunden. Han prøvede forsigtigt at komme nærmere. Noget dernede træk i ham. Han faldt bagover, grenen havde ramt i hovedet. Ømmede sig og rejste sig op. Der var noget i hullet...
Uret viste fem minutter i tolv, han måtte hjem, hvis de ikke skulle råbe ad ham. Han kiggede rundt. Stien var forsvundet. Han prøvede at finde noget bekendt. Det lykkes ikke. Han sukkede. Tog et par skridt i den ene retning, gik tilbage. Et par skridt i den anden retning. Han kiggede rundt igen. Noget raslede. En gren knækkede. Han snurrede rundt. En hånd klamrede sig til græsset. Den var på vej op af hullet. Han satte i løb.
Han standsede forpustet. Han var nået til en lysning. I kanten af lysningen var et hus. Den ene ende af huset var faldet sammen. Han kunne høre noget nærme sig. Han fik med besvær hevet døren op. Han hoppede indenfor, og smækkede døren i. Hans fodspor blev tydelige i støvet. Der lugtede råddent. Den eneste lyskilde var et hul i taget. Der var ingen, kun en svag streg i støvet.
Den hylende vind blev højere, da han nærmede sig døren, i den anden ende af rummet. Den stod på klem, der var nogen derinde. Et kraftigt vindpust væltede ham omkuld. Vinden hyl lød som en sang. "Brænd heksen." Han rejste sig op. Døren knirkede, og gik langsomt op. Han stod frosset på stedet. "Løb. Løb herfra. De er ude efter dig." Ordene kom fra den gamle mand , der var dukket op i døråbningen. "Løb." Manden forsvandt. Han rev i døren. Den rykkede sig ikke. Han skubbede. Stadig ingenting. Han vendte rundt, og gik over mod den dør han var kommet ind ad.
Noget tungt ramte ham i hovedet. Han faldt sammen.
"Heks"