Selvom ærter var blå ville jeg stadig spise dem


1 måned, 26 dage siden 6 kommentarer Noveller

2Klarhed
Det er muligt. · Jeg ser det ikke · det er muligt jeg går forbi. · Alti... [...]
Digte
3 dage siden
3Sommersummersol
At sætte sig, · sætte sig stille under et træ. · Smuldre jordklumper,... [...]
Digte
6 dage siden
6Hæmninger
Grimme grå grene grænser · halve host · hæst forblæst · krænget ud. · And... [...]
Digte
13 dage siden
3Fraklip 2 Dengang
Hende: Jeg ser gennem dørspionen, der er han. Han ser lille ud fr... [...]
Noveller
19 dage siden
5Fraklip
Jeg ser · i dørspionen · du bliver · som ved du, · jeg er her. · Jeg tænker... [...]
Digte
1 måned, 10 dage siden
6Selvom ærter var blå ville jeg stadig spise...
For jeg elsker ærter, de minder om barndom. Lyden af spurve, bier... [...]
Noveller
1 måned, 26 dage siden
4Noget
Og så flyver jeg, · langt ud. · Jeg ser på andre, · løfter mig som en s... [...]
Digte
2 måneder, 14 dage siden
6Døren
Ni gange om dagen · på en god dag · sætter mit øje · sig fast over døre... [...]
Digte
3 måneder, 2 dage siden
7Jeg står frem
Jeg flyver · uden engle · i et pust af noget godt. · Styrken i · edderkop... [...]
Digte
3 måneder, 22 dage siden
6To ton tunge problemer 3 del
Ugen efter kom han på besøg, vi sad ved det høje bord i stuen og ... [...]
Kortprosa
3 måneder, 23 dage siden
4To ton tunge problemer 2 del
Hans hår var et kunstværk, men det var ikke det jeg først bemærke... [...]
Noveller
3 måneder, 28 dage siden
4To ton tunge problemer
Værre · værre end værst · under kommoden · med de rynkede ben · snerrer d... [...]
Kortprosa
4 måneder siden
6Horror
Mørkeland · sandsorte flammer. · Blodtunge ords · taleblinde larver. · Dr... [...]
Digte
4 måneder, 3 dage siden
8Blomstring
I skygger · der aldrig visner · på lilla marker · uden strøm · står · tulip... [...]
Digte
5 måneder, 3 dage siden
9Værdi
Der er træer der hyler i vinden · stolte kæmper med ranke rygge · sor... [...]
Digte
6 måneder, 27 dage siden
9Bøffer
Min hverdag glider roligt, jeg står op og spiser morgenmad, drikk... [...]
Kortprosa
8 måneder siden
1Jordmånemandler ny udgave
Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i ... [...]
Noveller · fremtidssamfund
8 måneder, 10 dage siden
6Ting
Da jeg så sedlen, var jeg ikke i tvivl. Den var gul med blå skrif... [...]
Kortprosa
8 måneder, 24 dage siden
4Båden
Vi sejlede ud om formiddagen, helt ud til de små øer. Han ville v... [...]
Kortprosa
9 måneder, 18 dage siden
6Spyt på muren
Spyttet hang på muren bag min mor. Jeg stirrede fascineret, mens ... [...]
Kortprosa
10 måneder, 1 dag siden
10Mandage
Det er mandag. · Jeg hader mandage. En hajmund, der sluger alle min... [...]
Kortprosa
10 måneder, 5 dage siden
2Petroleum
Hver morgen henter jeg petroleum i butikken nede om hjørnet. Det ... [...]
Noveller
11 måneder, 6 dage siden

Puls: 77,0

Publiceret: 8
Afgivet: 55
Modtaget: 45
Ulla Hexibru (f. 1956)
For jeg elsker ærter, de minder om barndom. Lyden af spurve, biers summen duften af blomster, og Mors hånd der griber min.

Vi gik gennem køkkenhavens lille labyrint, mellem ærteplanternes lange rækker. Meterhøje var de, sådan føltes det da, fordi jeg på det tidspunkt var temmelig lille. Planterne var fyldt med grønne bælge. Jeg plukkede og åbnede dem med stor behændighed, for jeg var vild med det der var indeni. Smagen, smagen af saftige små sprøde kugler var som himlen. Den bredte sig fra tungen mod ganen, og løb saftig, lækker og grøn ned i maven. Jeg havde ingen forstand på himmel dengang og heller ikke nu. Men jeg vidste en del om hvad der var dejligt at spise.

Alle påstod ellers jeg var kræsen. Det tror jeg nu ikke, mine smagsløg var bare sarte og forfinende det gjorde det svært med alt det der var ekstra stærkt, surt, sødt, syrligt. Alt hvad jeg puttede i munden afgav uendelig mange nuancer. Ofte blev det for overvældende, og så kunne jeg ikke andet, jeg spyttede ud.

Min mor og min far, var ikke i stand til at stoppe det, så jeg var svær at have med i byen, når der skulle spises. Pludselig kunne jeg finde på at åbne gabet og en lavine af alt der var kommet ind væltede ud, det var på alle måder klamt. Det syntes jeg faktisk også selv, og dengang så meget at jeg efterhånden fik det svært med at spise, især nye ting. Deraf kræsenheden som de voksne kaldte det. Jeg havde nogle få ting jeg elskede, deriblandt ærter.

Da jeg blev ældre plukkede jeg dem i køkkenhavens rækker, fyldte lommerne til bristepunktet, og fandt den lille krog i buskadset hvor jeg altid kunne være i fred. Fredløs det var noget min familie gjorde ved mig. De ville så meget godt, det havde bare en tendens til at virke modsat. I buskadset krøb jeg ind med mine ærter. Jeg puttede mig i hulens inderste krog, som en lille kænguruunge, sad jeg helt stille og indtog min mælk, alle de lækre ærter. Det var sommer, og så havde jeg det godt. Udenfor, alene og i mit eget selskab, det fungerede bare bedst. Andre børn var noget jeg sjældent kom i kontakt med, og hvis jeg gjorde vidste jeg aldrig hvordan jeg skulle opføre mig.

Bortset fra Andreas, naboens dreng. Vi var jævnaldrende og fordi vores forældre sås, så vi også på hinanden. Jeg husker første gang, lige da de var flyttet ind. Det var sommer og jeg sad i krattet da jeg hørte lyde inde ved siden af. Et stort køretøj der bremsede, de skrattende bump, råb, og mumlende stemmer. Jeg krøb ud af mit skjul og løb op til hækken for at se hvad der foregik. Inde hos naboen holdt en enorm lastbil, sølvfarvet, Sølvpilens flytteservice stod der på den, der var tegnet en stor sort pil under navnet. To mænd i blåt tøj, hjalp hinanden med at bære et klaver. På fortovet stod en dreng i shorts, han holdt en hund i favnen. "Andreas", blev der pludselig råbt: "Kom lige". Drengen tabte hunden, og skvattede. Jeg gloede måbende. Hunden løb alt hvad den kunne ned mod havegangen. Jeg ved egentlig ikke hvad der så skete. Drengen opdagede vel bare at jeg kiggede, han løftede ansigtet og gloede ind gennem hækken, lige ind i mine øjne.
   Vi stirrede begge meget længe. Et lille gys gik gennem mig. Drengen så sur ud, jeg havde mest lyst til at løbe væk. Men der var noget ved det der blik, der fik mig til at blive stående.

"Hvad glor du på", hvæsede han.

Det var noget underligt noget at sige, for det var jo ham der havde fået mig til at blive. Han rejste sig gav mig fuck fingeren og løb op mod huset. Jeg stod tilbage og kiggede efter ham, noget i mig havde lyst til at løbe efter, jeg kunne sagtens presse mig gennem hækken, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige hvis jeg gjorde det, så i stedet krøb jeg tilbage i mit krat.

Sådan kunne det nemt være endt, men Andreas var en dreng fuld af overraskelser. Som en lille sniger lykkedes det ham at tilbagelægge stykket fra hækken ned til krattet uden at jeg hørte noget. Han kastede sig ind i mit skjul bagfra, og rullede rundt med mig i favnen. Jeg hylede og skreg og forsøgte at vriste mig fri, jeg var rasende. Men Andreas var stærkere end mig. Vi knækkede en masse kviste i krattet og til sidst slap han mig. Normalt ville jeg være faret op i huset og smækket med døren, men af en eller anden grund blev jeg siddende og stirrede på drengen ved siden af mig: "Idiot", hvæsede jeg.

"Kan du selv være", svarede han og børstede sig fri fra kviste og jord.

Jeg fulgte hans eksempel. Der blev en pause.

"Jeg hedder Andreas", sagde han og grinede, han havde tabt en fortand, så der var et stort mellemrum i hans overmund.

"Du har tabt en tand", sagde jeg, der var kun et par stykker i min klasse der havde tabt nogen. Jeg selv havde kun rokketænder, så jeg syntes det var sejt.

"Maria", sagde jeg og nikkede i hans retning.

"Andreas", blev der skreget nu meget højere end før. Andreas krøb ud af skjulet, jeg fulgte efter. "Ses" sagde han og gav mig fuckfingeren til hilsen en gang til, efterfulgt af et stort grin.

Jeg nikkede og tillod mig at sende et forsigtigt smil tilbage. Så var han væk i en støvsky.

I weekenden inviterede mine forældre de nye på grillfrokost i haven. Jeg hadede det, bare tanken om maden gjorde mig dårlig. Den eneste lidt formildende omstændighed var at Andreas sikkert kom med. Lørdag formiddag gik mor i gang med at lave de forskellige salater. Hun spurgte om jeg ville være med, og som sædvanlig sagde jeg nej.
   Far havde travlt i haven, han tændte op i grillen, og arrangere havestolene med de bløde hynder. Imens gik jeg ned og plukkede ærter, hvis jeg lavede en skål med dem, havde jeg i hvert fald noget jeg kunne spise.

Andreas var den første der kom, han klemte sig gennem hækken og kom løbende ned til mig i køkkenhaven.

"Hej", sagde han, så tog han en ærtebælg, åbnede og tømte den i et snuptag: "Lækkert", udbrød han og greb ud efter en bælg mere.

"Det er altså vores ærter", jeg så vredt på ham, han skulle ikke spise mine ærter.

"Nå, nå", han lo igen, på den der frække måde.

Han fik mig til at smile: "Kommer din far og mor også", spurgte jeg og rakte ham en ært mere fra skålen. Han tog højtideligt imod og nikkede.
   Vi fulgtes op mod terrassen hvor far stod og bandede over grillen: "Hej", sagde jeg, og stillede skålen på havebordet så pegede jeg på Andreas: "Det er Andreas".

Min far så ukoncentreret på os: "Hej Andreas. Kan i ikke gå ind til mor", spurgte han.

Andreas og jeg så på hinanden, med de voksne er åndsvage blikket. Så førte jeg an gennem terrassedøren og ind. Lyden af mors kaglende stemme og to fremmede stemmer blandede sig i stuen. Andreas og jeg stirrede igen lettere opgivende på hinanden, så trådte vi helt ind i rummet: "Gud hej", sagde mor, hun lød lettet: "Det her er så Hr og Fru Simonsen, og du må være Andreas", hun aede forsigtigt hans viltre hårtop.
   Andreas trak hovedet til sig og løb hen bag sin far. Jeg gik pænt hen og gav hånd, så stillede jeg mig ved siden af min nye ven.

"Er far udenfor", spurgte mor og så på mig.

Dumt spørgsmål, det vidste hun vel: "Ja", jeg nikkede.

"Jamen skal vi så ikke gå ud", sagde hun: "Vi kan sidde på terrassen", hun førte an gennem stuen og ud.
   Andreas og jeg var bagerst: "har du et værelse", hviskede han, og listede efter mig. Jeg ville da hellere lege med Andreas end sidde på terrassen med en skål ærter.

Vi var knap nået hen til mine Lego kasser, før mors stemme gjaldede i køkkenet: "Skal i ikke med ud og spise". Andreas så på mig, han smilede og rystede på hovedet, jeg kunne ikke være mere enig.

Jeg løb ud i køkkenet: "Mor", sagde jeg: "Må vi få en tallerken med mad ind på værelset?"

"Det kan vi godt sige en enkel gang", hun nikkede: "Er han ok ham Andreas?" hun så undersøgende og lidt forbavset på mig.

"Han er meget sød", jeg fulgte med hende ud på terrassen, og fik to tallerkener med pølser og kold kartoffelsalat. Vi satte os på de to stole ved legebordet, jeg stak til den klistrede kartoffelsalat, og betragtede Andreas der henrykt guffede i sig. "Er du ikke sulten", spurgte han, da han var færdig med sin portion, jeg rystede på hovedet: "Jeg glemte at tage ærterne med ind", svarede jeg.

"Dem kan jeg da godt hente til dig", tilbød han, han rejste sig og spurtede ud som en hvirvelvind, jeg nåede ikke at svare før skålen stod foran mig. Mine grønne lykkekugler, jeg blev helt varm om ørerne og rød i kinderne, imens tog Andreas min tallerken og spiste det der var på den, bagefter satte han den over til mig igen.

Mor bankede på og kiggede ind: "Hygger i jer", hun stirrede på arrangementet foran os: "Har i allerede spist? Også dig?" hun så forbavset ud, da hun tog de to tallerkner og gik igen.

Vi legede, vi havde en hyggelig eftermiddag, og jeg spiste alle ærterne.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/03-2021 14:36 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1595 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.