Jeg har stor ærefrygt over for en hjemløs, jeg mødte i forgårs.

Han gjorde virkelig et stort indtryk på mig.

Jeg mødte ham i en park, og jeg gik hen for at høre, om han havde en cigaret.

Vi snakkede kort. Jeg kunne fornemme, at han ikke havde brug for at snakke.

Han fortalte mig, at han ikke har nogen drømme, men at han lever i accept.
Har du ingen drømme, tænkte jeg, og jeg tænkte, om jeg skulle give opmuntrende ord med håb og tro.
Men jeg gjorde det ikke.
Måske han er mere lykkelig end mig lige nu, tænkte jeg.

Han sad der på bænken og solen. Han havde varme, rolige øjne. Hans rynker smilede.

Hvordan kan man leve uden drømme, tænkte jeg. Uden mine drømme ville jeg dø.

Hvordan er det muligt at leve uden drømme i fuld accept?

Jeg kunne mærke, at noget i mig længtes efter det, han havde.
Jeg skal ikke ophøje ham til en oplyst vagabond. Jeg kender ikke til hans indre tilstand.
Men jeg var bevæget. Dybt. Jeg har tænkt på ham lige siden. Tænkt på det han sagde, og den fred han udstrålede. Noget i mig længes efter det, han havde.

Min bønnebog er fyldt op af en million drømme og bønner. De er dejlige at have. Det er dejligt at have noget på hjerte, noget at se frem til og arbejde hen mod. Det er dejligt at have noget at gå og glædes ved.
Men jeg ser også, at mine længsler og drømme kan være kilden til mit urolige hjerte. At de kan fjerne mit fokus fra at være i et med livet, som det er. De kan fjerne mig fra nuet og fjerne mig fra glæden ved at kunne acceptere det, der er. Mine længsler og drømme kan blive min flugt fra nydelsen ved livet, som det er.

Jeg tænkte på den hjemløse, da jeg stod op i dag.

Jeg vil gerne øve mig i at være lykkelig, når der ingen grunde er til det.
Jeg vil gerne kunne leve kun i sjælens lyksagelighed, uden nogen forventninger, i accept af alt der er, uanset hvad der sker i det ydre.
Jeg vil gerne være så fuldt ud til stede, at der ikke er tanker på fremtiden, ikke noget at længes efter. Hvile så dybt i mig selv at intet ydre skal gøre mig lykkelig.
Hvor lidt kan jeg forvente af livet, og stadig være lykkelig?
Hvor lidt kan jeg få og opleve i det ydre og stadig være dybt tilfreds?
Kan jeg være lykkelig uden gøremål og planer?
Kan jeg være lykkelig uden at have nogen som helst grund til det?
Kan jeg være lykkelig uden alle mine drømme?

Hvor vil jeg gerne kunne sige -

Jeg lever lykkeligt
i fuld accept