Aldrig før har november kastet sit mørke
så dybt ind i mit sind,
aldrig før var bladene så gule,
og det sorte så evigt gråt i natten.
Månen har mistet sin glød,
solen har mistet sin glans,
og troldene lever i hjørnerne af min stue.
November kender ikke mine grænser,
den kender ikke bunden af min sjæl,
den skubber bare til mig
som en kærlig gestus,
fordi den kender sig selv og ved,
jeg bare er een af dens små eksistenser i live.
Jeg siger til den,
at jeg kender lyset,
og at det aldrig slukkes.
Jeg siger, at jeg ved,
hvor det bor dybt nede i mig selv,
og at det kender grænsen.
Jeg siger, jeg tror,
at alt bliver skabt ved forandring,
og at jeg bliver anderledes
end i går.
Jeg drømmer,
at du blinker,
jeg drømmer,
at du lytter.
Jeg drømmer mine ønsker,
om at du kan spå.