Da jeg var fem år, så jeg på glade piger, der løb rundt på legepladsen i hvide Barbie-kjoler uden bekymringer.
De filosoferede aldrig over livet, universets balance og befandt sig aldrig i en trance.
En trance af bekymringer, af spørgsmål om livet, fremtiden eller uvidenhedens kløfter.
Derfor lovede jeg mig selv, jeg aldrig ville blive lige som dem, vel vidende at jeg aldrig bryder mine løfter.

Da jeg blev syv år, levede jeg i en virkelighed, hvor ingen svaghed kunne vises.
For ud over at blive udstødt og forladt betød det at forlade skolen med en brækket arm.
Derfor ville jeg være perfekt til alt: akademisk, kampsport, instrumenter og leve uden skam.
Jeg holdt mit løfte, for jeg bryder aldrig mine løfter.

Da jeg talte til ti år, gik jeg på min anden skole ud af mine fire.
Jeg kunne hurtigt se, hvor svært det er at være i live.
Men på forhånd havde jeg lovet mig selv aldrig at give op og aldrig vise fortrydelse.
Jeg lovede mig selv at jeg aldrig skal stole på nogen udover mig selv, vel vidende at jeg aldrig bryder mine løfter.

Da jeg fyldte femten år, gik jeg ind på min fjerde skole i håb om et frydefuldt liv.
Desværre endte fredelige skoledage enten meget kedelige eller ekstremt aggressive.
Heldigvis havde jeg stadig min mors ustabile psykiske tilstand, som blev degressiv og en distraktion fra mit eget liv og velbefindende.
Så jeg lovede tøvende at være der for min mor i viden om at jeg aldrig bryder mine løfter.

Jeg er vel bare den slags person, der aldrig bryder et løfte, uanset hvor lille eller dumt løfter er.
Og disse løfter blev ved med at flyde ud af min mund i årenes løb, så til sidst blev de til et hav.
Nu er jeg 17 år og ville ønske, at jeg vidste, hvordan jeg skulle bryde mine løfter.
Jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan jeg bryder mine rutiner.