Hun elsker at komme hjem til sit lille hus på bakken, hun omfavner ligefrem stilheden og roen når hun lukker døren bag sig. Her føler hun sig frit og aldrig alene. Her er hun hjemme.

De forstår det ikke, hverken Mathias eller Julie, hendes elskede børn som over natten blev voksne og gled hende af hænde, som sand løber mellem fingre.

"Mor", siger de med en stemme, bliver du aldrig ensom i dit lille hus. Hun svarer dem ikke, det er den samme snak hver gang. Flyt nu tættere på os Mor, kom ind til byen, her er du sammen med andre mennesker, og vi kan passe på dig. Du bliver ensom så langt ude på landet.

Man kan nemt blive ensom i denne verden, tænker hun. Trods at der aldrig har der været mindre afstand mellem planeter, måner og stjerner, mellem kontinenter og lande, mellem mennesker. Mangfoldige fællesskaber, sammen om at være alene, men hun er aldrig alene mere.


Haner der, hele tiden, og hun orker ikke at skulle prøve at få dem til at forstå. Han er ikke en del af deres liv, og han har heller aldrig været der da de var små, så hvordan skulle de kunne forstå.

Hun ved det, han er der virkelig, og selvom det meste af deres fællesskab foregår i hendes tanker, så er han alle vegne rundt om hende i sekundet hun kommer hjem. Han er der nu også når hun er ude blandt andre, tynd i kanten og gennemsigtig og det gør ensomheden mindre.

Hun kigger på dem, lytter uden at forstå, hun prøver virkeligt at deltage, men deres snak handler ikke længere om virkeligheden eller hendes verden. Hun glider længere og længere væk.

"Jeg var på Betty i går, det var stærkt" hun hører ordene, men de giver ikke genklang længere. Stærkt? Nej, det er andre menneskers tolkning af fortidsglimt, de har set.
Hun kender fremtiden, DET er stærkt. Hun ved med sikkerhed, alt der ligger forude, og hun ved at det kun handler om tid og mod til at ryste almindelighederne af sig.

Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lad sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit åsyn mod dig og give dig fred

Igen og igen, ekko i hendes indre.

Herren velsigne MIG og bevare MIG
Herren lad sit ansigt lyse over MIG og være MIG nådig,
Herren løfte sit åsyn mod MIG og give MIG fred

Hun ser det.
Herrens lader sit ansigt lyse over hende, han sender sit himmelsk lys ned over hendes lille hus på bakken, det har aldrig været tydeligere end på billedet foran hende. Hvordan kan de afvise at han viser hende vejen, hvis hun har mod. Han kalder på hende og med et vil hun ikke være ensom i denne verden længere, og modet pibler frem af alle åbninger. Hun tager fat om kniven og fører den op langs armen. HERREN er mig nådig. HAN giver mig fred.