Den blege hvide måne fortæller ingenting,
hun er tavs i vinterens kulde
med spredte små snefnug
over de langstrakte marker.
Jeg ville ellers gerne vide,
hvad jeg skal gøre nu,
når min alder tynger,
som om den var opdaget første gang,
har den taget alle mine energier som en djævel
og overladt mig til en kampesten.
Frosne blade er strøet over alt,
de er gule og brune med et drys rim,
de fortæller mig ikke noget,
de sætter mig bare sammen i gråd
som en ny personlighed
i et puslespil
over alt, der er forbi.
når jeg ikke mere kan finde mit humør.
Men jeg er ikke ny,
jeg er blevet gammel uden
at tænke over det,
gammel uden at forudse,
og gammel i fortrydelse af næsten alt.
Nu venter jeg på dagens lyse timer,
jeg tager min eneste ven og vilje i hånden
til gøremål,
jeg godt ved,
jeg kan,
ikke noget stort,
bare sådan at jeg ved,
det nytter hen mod aften.