Han lod øjnene løbe op og ned af hende, det var det første indtryk, han gjorde, for hun var lige kommet dumpende uanmeldt ind i hans lille egoistiske verden.

Flot, tænkte han, dette var ikke så usædvanligt, for kønne piger var der en masse af rundt omkring, hvor han havde sin gang, et lille træk på skulderen skulle have givet den sædvanlige ligegyldige atityde, og han ville vende tilbage bag den mur, der var bygget op omkring ham i tilfældet af nogen skulle komme for tæt på. Han kiggede væk og hengav sig til sit oprindelige gøremål, at læse dagens nyheder, men det var som om at ordene i avisen ikke rigtigt hang sammen. Der blev pludselig ingen mening i linierne, det var som om at pigens glade smil og smukke øjne, hele tiden dukkede op i hans tanker og lige meget, hvor meget han kæmpede, så måtte han lige se, om hun stadigvæk sad der, hvor han havde fået øje på hende, for ganske få øjeblikke siden. Han så op fra avisen og fik igen øje på hende. Hun sad stadigvæk godt to borde henne i cafeen og drak en kop kaffe. Han lurede lidt diskret. Dette var nemt nok, for hun kiggede denne gang ikke i retning af ham, så han kunne sidde og se rigtigt på hende og jo, hun var en meget flot pige. Han skulle lige til at genoptage sin avislæsning, da hun pludselig kiggede tilbage på ham. Deres øjne mødtes et kort sekund, og selv om hans blik hurtigt bevægede sig ned i avisen igen, nåede han at opfange hendes smil, og det var, som han mærkede et lille gib i sit indre. Piger var da kommet ind og ud i hans liv, og småforelsket havde han da været, og han havde da følt de lyserøde skyer, sådan lidt i hvert fald, og det havde ikke betydet, at styringen på følelserne var blevet uligevægtig. Nej, det var altid styr på den del, ingen grund til at give sig alt for meget hen, det hele drejede sig jo bare om, at når de lyse røde skyer var forduftet, så gjaldt det bare om at få indført de fornuftige rutiner og en god struktur så forholdet lå i fast ramme, et godt og solidt forhold, hvor man vidste, hvor man havde hinanden som godtfolk er til... men hende her, der sad få meter væk, hun udstrålede intet af dette, hun havde et eller andet, der gjorde en lille forskel.

Det begynde pludselig at blive lidt varmt, det var som om at... fugten forsvandt fra munden og kom ud gennem håndfladerne, hjertet bankede hurtigere, tankerne begyndte at køre rundt, og det var som om hele verden havde slået bremserne i og var sunket i jorden. Det eneste, der var tilbage, var hende og ham, helt alene, siddende i cafeen og med øjnene fastankeret dybt i hinanden.

Aldrig i sit liv havde han følt den lethed og varme. Hun var anderledes, helt anderledes. Hun havde det, der gjorde, at hun i hans øjne og for ham med et blev den smukkeste pige, han nogensinde havde set.

Han lukkede sine øjne for at kunne forestille sig, hvilket vidunderligt liv, han kunne komme til at leve med hende, hvilket fantastisk forhold det ville blive, kærlighed der ville blomstre, næ de ville aldrig kunne få nok af hinanden, de ville dyrke hinanden i tide og utide... intet ville nogensinde kunne bryde deres bånd. De var som skabt til at leve sammen. Varmen i hans indre var nu flydt ud i hver eneste del af hans krop, ja, det var som om det blev varmere og varmere, som om sveden var begyndt og pible ned af hans kinder... PLUDSELIG var der en, der ruskede i ham, han slog øjerne op og så lige op i hendes ansigt... Han smilede saligt, og skulle lige til at sige... men så hørte han hende råbe:
   - VÅGN OP, MAND. VÅGN OP NU, MAND. VI SKAL UD HERFRA... CAFEEN BRÆNDER...