Når jeg får dig tilbage i glimt
i hukommelsens lange øjeblikke
er det os igen
som i en begyndelse
der aldrig holder op.
At blive spiddet og dyrket
og udnyttet i mørkets lænker
opfyldt af magtesløshed
binder mig stadig med jern.
Det er dem.
Min tro på en Gud ?
Min mening om politik ?
Og min opfattelse af døden ?
Som om jeg skulle være en udbryder
eller noget meget
meget værre ?
Er det, det i mener,
i tror i skal følge mig i
også i den sidste dag ?
Når jeg ser dig igen som en anden
og som din fjerne tvilling
i din lyse styrke
og enkle logik
og alt det jeg ikke kender
til bunds
forstår jeg det hele igen
som det er
i øjeblikkets nærvær.
Du er min styrke
og min forbudte glæde
uden ønsker om mere
i nuet
og i kærlighedens
genskær.