9 år siden

Så har jeg endelig "sagt studiejobbet op"

Hundrede af dem
Poul Brasch ...
4 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
2 år siden
dating.
Ruth Christe...
5 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
5 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
6 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
8 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
1 år, 1 dag siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
9 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
6 år siden
Bornholm 3
Michala Esch...
13 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
9 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
5 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
8 år siden
Like & del
Olivia Birch...
6 år siden
Tændt...... mega tændt.
Danze
3 år siden
Af jord er du kommet, af ...
Poul Brasch ...
2 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
6 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
7 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
7 år siden
Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
7 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
6 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
8 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
6 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
5 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
8 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
2 år siden
Hvordan?
Halina Abram...
4 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
4 år siden
En stille bøn
Bastian
9 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
4 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
5 år siden
Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
13 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
6 år siden
Nyt år
Martin Micha...
1 år, 9 måneder siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
4 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
9 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
7 år siden
200
Jette Peters...
5 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
9 år siden
SSO - stress
RachelBlack
7 år siden
Min røvfattige søster
Flickarocks
7 år siden
Ja, så tog jeg endelig den beslutning. Som i langt de flestes øjne er meget risikabel og dum. Og det er nok også derfor beslutningen har været et år undervejs.

Grunden til at det står gåseøjne er fordi jeg ikke endeligt har lagt opsigelsen hos min chef. Jeg har sagt det mundtligt i dag. Godt nok kun et: "Jeg regner med at sige op." En ret åndssvag måde at sige det på, men det kommer af at min chef sagde hvad jeg skulle gøre mht. sommerferien, hvor jeg skal sommersupplere og derfor ikke kan arbejde i 6 uger. Han sagde meget venligt til mig, hvordan jeg lige skulle gribe det an (jeg havde fortalt dem om problemet et par uger tidligere), og selvom det ikke var meningen jeg ville have sagt noget om min opsigelse i dag, føltes det simpelthen så forkert at lyve og spille med, når jeg vidste at jeg indenfor en uge har lagt en skriftlig opsigelse.

I lang, lang, lang tid har jeg drømt om, hvordan jeg ville sige op. Har tænkt på alle de ting jeg gerne ville sige til dem. Det har været et mildest talt forfærdeligt sted at være siden min nye chef startede for lidt over et år siden. Så jeg har glædet mig i lang tid til at kunne sige op. Jeg har virkelig følt mig som den forurettede, men da jeg stod der i dag og skulle sige det, så havde jeg det helt ekstremt dårligt. Væk var det der selvtilfredse smil man havde haft i tankerne, og frem var den lavmælte stemme, der næsten rystede. Grunden til at jeg havde det så skidt var, at min chef faktisk var helt ufattelig forstående overfor min sommersupplering. Det havde jeg virkelig ikke troet. Og så stod han der og pænt sagde, hvordan jeg skulle forholde mig. Og så smider jeg den bombe. For ærlig talt er det ikke særlig fedt for dem at nogen siger op lige op til sommerferien.

Jeg kan stadig mærke de blandede følelser i maven. Nu har jeg arbejdet i den kæde i over fem år (og i den specifikke butik i snart fire år), så det er mærkeligt at sige farvel. Jeg tænker om jeg alligevel tog fejl af min chef og de mennesker der er der. For det har bestemt ikke altid foregået i så flinkt et tonefald som i dag. Min chef og jeg har været oppe og skændes, hvor han fik mig til at gå tudende hjem. Og næste dag lader han som ingenting.

Men helt ærligt, så tror jeg faktisk han var glad for at jeg sagde op. Altså min chef. Og sikkert også hans trofaste tilbeder der også arbejder der om dagen. Jeg forestiller mig at de nærmest fejrede det efter jeg gik. Det gør faktisk lidt ondt. Men jeg orker ikke mere. Jeg er træt af at føle mig udenfor fællesskabet. At altid føle mig som den værste medarbejder, selv når jeg virkelig gør alt hvad jeg kan. Jeg har taget så mange vagter og trådt til så mange gange. Især de sidste par måneder, så jeg er dødtræt af stadig at blive panisk, når jeg tager hjem fra arbejde (fordi jeg er bange for at jeg har glemt et eller andet, som de så vil fyre mig for).
Det er virkelig ikke sjovt, når jeg de første tre år har været utrolig værdsat og altid følt mig som en vigtig del af fællesskabet i den butik. Jeg fik endda af vide at jeg var den bedste medarbejder. Det er sku ikke sjovt at gå fra det til så at stå udenfor. Jeg føler også bare vi cykler rundt dernede. Der kommer aldrig styr på butikken, og jeg synes ærlig talt at de ledere som er der ikke gør det godt nok. Det var egentlig halvt om halvt noget, som jeg gerne ville sige, når jeg endelig sagde op. Men det gør jeg ikke. Måske er de ikke dårlige ledere for resten af butikken. Måske passer jeg bare ikke ind mere, og hvorfor så lave ballade ud af det? Niks, jeg afleverer opsigelsen på mandag, og så vil jeg få det bedste ud af min sidste måned. Jeg vil være glad, som jeg plejer, og gøre mit arbejde så godt jeg nu kan, og jeg vil træde til, hvis de har brug for det. Det må være den bedste afslutning :-)

Fordi jeg ærlig talt ikke har lyst til lyde som om jeg er helt gal på den, så vil jeg gerne lige sige at flere af de bedste medarbejdere vi har haft, har sagt op siden vi fik den nye chef. Simpelthen fordi de heller ikke følte han gjorde sit arbejde godt nok. Jeg kunne komme med mange eksempler på, hvad han har gjort galt, men så ville det her indlæg blive en hel del længere. Men jeg vil da lige sige, at jeg den ene dag kom på arbejde, og så havde han sovet på kontoret i tre timer...

Hvorfor er min beslutning så dum og risikabel?
Fordi jeg faktisk var lidt afhængig af mit studiejob. Jeg bor i egen lejlighed, og det ikke en billig sag. Så lige nu står jeg i en risikabel situation. Må ærlig talt indrømme at jeg nok regner lidt for meget med at få arbejde i den Føtex der åbner her i byen meget snart. Hvis ikke, så vil jeg glæde mig over at min far netop i dag tilbød mig at komme og gøre rent i hans hus. Sammen med mit andet rengøringsjob (hvor jeg tilgengæld fik lønforhøjelse i dag!) har jeg nok penge til ikke at skulle på SU-lån. Hurra :-)

Men hold da op. Jeg havde aldrig troet min opsigelse skulle føles på denne måde. Jeg har haft så mange venner på det her job, så jeg troede det ville blive noget, hvor andre ville savne mig. Det er der nok også nogen der vil (men de fleste fra "den gode tid" har jo allerede sagt op), for der er altså nogen som har sagt de synes jeg er så dejlig at arbejde med. Men når det så er sagt, så er jeg glad for at min chef tager det så pænt som han gør. Om det er fordi han er glad for at slippe af med mig eller ej, ved jeg jo i princippet ikke, men han var også sød ved mig efter jeg sagde op. Og det er præcis derfor jeg vil gøre den sidste måneds tid så god som mulig!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Så har jeg endelig "sagt studiejobbet op" er publiceret 24/05-2012 23:31 af Bogelsker.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.