Aber Schwesterlein!

Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
8 år siden
råb
Halina Abram...
3 år siden
Påske
Hanna Fink (...
7 år siden
1 ex er det værste, men 3...
Martin Micha...
1 år, 10 måneder siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
6 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
7 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
5 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
8 år siden
En stille bøn
Bastian
8 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
5 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
8 år siden
Tegning
Jette Peters...
5 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
7 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
8 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
7 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
4 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
2 år siden
Eksamen
RachelBlack
8 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
3 år siden
Kursus
Hanna Fink (...
6 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
7 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
7 år siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
8 år siden
Farvel til ”vores udveksl...
Carsten Cede...
6 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
7 år siden
heh, lægeerklærning, - en...
Kenny Raun (...
7 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
8 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
7 år siden
200
Jette Peters...
5 år siden
Helt ny og alt det dér
LizetteHE
8 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
5 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
5 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
6 år siden
The same old storie
Julia Stampe
3 år siden
Min mor læste en passage fra en af mine noveller i dag. Og der er mange ting, som jeg er nået frem til.

Den geografiske placering er min egen hjemstavn + omegn. Der er bestemte historiske begivenheder, som den vindes op om, selv om det overhovedet ikke handler om dem. De danner baggrund for historien.

Naja fra den surrealistiske novelle ligger og hviler sig. Nu er det Nanna og en realistisk novelle, om end stram. Nanna snakker med en tysk soldat, og hun er 10 år, da de ser hinanden første gang. Jeg har tjekket med Ibber fra mit arbejde på museet. Han er født 1940 og kan faktisk huske tyske soldater som smilende og venlige over for børnene. Man lod børnene kommunikere med soldaterne. Ibber boede i nærheden af en kasserne.

Men online-ulve, der er sådan et mageløst billede i mit hoved, for tyskerne kom cyklende fra Korsør til Slagelse. Sådan stille og roligt over Vårby Bakke. Ikke alverdens cykeltur - kun ca. 17 km. Et syn det må have været. Det skal simpelthen med.

Anyways, det der med konflikten i at være. Den/de konflikter, som man slavisk løber ind i, når man bare er. Ved bare at være til. Når man bare vil være. Jeg er stadig eksistentiel som bare pokker, og er Nanna egentlig til som sig selv, når hendes mor hele tiden går og tænker på Nannas døde storsøster, Nancy? Er den sørgende mor Tove rigtig til, når hun hele tiden ønsker sig noget hun ikke kan få tilbage?

Soldaten Fabian har en familie hjemme i Tyskland, bl.a. en lillesøster på Nannas alder. Det udgør en del af tiltrækningen mellem dem.

Har tidligere nævnt, at Nanna lærer grundlæggende tyske ord. Naturligvis ordet lillesøster. Schwesterlein.

Jeg har ikke tidligere turdet binde mig på op noget geografisk, tidsmæssigt eller historisk, men det kom næsten af sig selv, og nu indser jeg, at det er praktisk at begynde et sted, hvor man har adgang til oplysninger og research. Så ved man, hvad man skal lave, og på museet vil de hellere end gerne oplyse mig.

Skal have spurgt Gunnar om bilerne under besættelsen. Hvor mange, hvis nogen overhovedet?
Snakker med Rune om husene og arkitekturen.
Så er der lokalhistoriske arkiver.

Spekulerer endda på, om Schwesterlein ville være at finde i en bestemt del af Tyskland frem for en anden. For man kan også sige Schwesterchen. Der er tale om to forskellige diminutiver: chen og lein. Er forskellen nord/syd eller måske øst/vest i Tyskland - altså bare geografisk og ikke koldkrigsmæssigt set. Uanset, så siger det noget om soldaten Fabian. Måske kommer jeg til at rette hans navn, fordi det ikke bruges meget der i Tyskland, hvor man ville sige Schwesterlein.

Det er en ubetalelig følelse, at man har konkrete opgaver til sine historier, som ikke svæver i fri fantasi, men som tvært imod fodrer den.

Jeg er fascineret af det, som får os til at vokse og til at være, til at blive os selv. Jeg er fascineret af, hvor langt væk vi kan være fra det, hvordan vi kan gå rundt som zombier.
Er også fascineret af, hvordan det kan være nødvendigt at skrue ned for sin væren fordi det også er en naturlig del af det at være til. Her er altså ikke noget nyt fra min side, online-ulve, men det handler også mere om, på hvilken måde man fortæller den historie.

Hvad nu, hvis Nanna går rundt med illegale blade i 1944? Hun er blevet 14 og det er nu fire år siden hun mødte Fabian, som syntes hun mindede ham om lillesøster hjemme i Tyskland. Tyskerne forsøger at stoppe spredningen af illegale blade, og Nanna bliver passet op på gaden af nogle soldater, som vil undersøge hendes taske. Hun ved godt selv, at hun ikke har søde ting i den, men en af soldaterne bliver overrasket. Det er Fabian, og han bryder ud i et: Aber Schwesterlein!?

Er man sig selv, når man er i en sammenhæng, der nærmest må kalde på Stockholmsyndromet? (Som danskerne, der var tvunget til at samarbejde med tyskerne). Når den man lærer fundamentale ting af og er afhængig af samtidig er den rene gift for en. Og er det ikke en grufuld smuk erkendelse, når vi ser at tingene alligevel hænger sammen, hvor de burde skilles ad? Som i sangen af Spandau Ballet:

And now I know, what the're saying
It's a terrible beauty we've made
We make our love on wast land
Through the barricades.

Sammenhængskraften i det uperfekte, hvis det overhovedet findes andet, er sommetider ufattelig - og ufatteligt livsbekræftende. Så begynder folk at tro på, at man kan være på mere end en måde, at hverken livet eller døden er forkert. De er bare.

Tør slet ikke tænke på, hvordan jeg tackler de surrealistiske noveller. Foreløbig er den bedste måde jeg kan se, at man netop deler projektet op i noveller, der kan spejle hinanden og danne en form for helhed. Så er det mere legalt med noget surrealistisk ind imellem. Den spejlagtige og fragmentariske opstilling af noveller skaber en acceptabel og decoupageagtig stil, hvor det er mere naturligt med det drømmeagtige og surrealistiske. Og jeg SKAL have det med, for det handler om, at vi som mennesker både er gakkede, drømmer, sover, er vågne, logiske og realistiske. Vi både er og ikke er (Det kender de hårde diabetikere til, når blodsukkeret er lavt, for så er de næsten ikke til stede. Men tag nu bare fulde mennesker, som ikke husker noget dagen efter).

Det var dagens prædiken, og jeg skal løbe en tur i skoven, før regnen kommer vestfra. Det er allerede overskyet. Så, kom og spis! I Herrens navn.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Aber Schwesterlein! er publiceret 25/10-2013 13:20 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.