21 år siden

Ødelagt tillid, hvor bliver den af?

Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
10 år siden
På plads... sådan nærmest...
Michala Esch...
16 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
7 år siden
Pandekagekomfur
Peter
11 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
8 år siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
10 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
9 år siden
Fuffy til 100-årsfødselsd...
Michala Esch...
15 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
7 år siden
Et digt
Peter Munk (...
11 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
10 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
12 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
9 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
10 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
8 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
4 år siden
Pause
Hanna Fink (...
11 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
7 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
10 år siden
den første dag år 2013
bondeven
12 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
10 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
8 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
12 år siden
Kære
Halina Abram...
7 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
10 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
12 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
11 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
17 år siden
Siver den ud i atmosfæren og æder af ozonlaget, grunden til størrelsen af hullet, eller rejser den hen til dens planet, hvor den mødes med ligestillede?

Af et tolerant menneske at være, som godt kan se når mennesker har en dårlig dag og andet, bliver jeg noglegange træt af at være en skraldepose.
Skide være med gæsterne, men når det er mennesker ejg kender, holder af og har tillid til, bliver jeg vred og skuffet.

og jeg har desværre svært ved at "lade som om". Jeg glemmer ikke. Jeg kan tilgive, men jeg glemmer ikke. Ikke sålænge jeg føler mig trådt på, uberettiget.
og jeg bider mig i tungen for ikke at sige hvad jeg mener, fordi jeg tænker på andre mennekser, og ikke vil ødelægge stemningen. Det er vist dumt.
Men især når det drjer sig om et væsen, som er så skide påståelig og stædig, at han ikke er modtagelig for nogetsomhelst. skønt vores aldersforskel er to årtier, så er det mig der er den voksne og SKAL være den voksne..igen..igen..og atter.

nU daler tingene ikke mere ned i skødet på mig. Nu lander de hårdt ned i hovedet. Men det vidste jeg også ville ske. Livets faser. det er ikke første gang og jeg er hverken skuffet eller overrasket. jeg beundrer på en måde livets måde på at justere og tilpasse, holde ved lige, og sørge for at træerne ikke gror ind i himlen.

Jeg fik det obligatoriske svar fra gyldendal i går, et svar jeg havde regnet med. og jeg havde forberedt mig på det, så jeg var hverken skuffet eller ked af det. måske er jeg skuffet over at jeg ikke fik et par kommentarer, men de har nok for travlt.

Fint nok. Nu er det prøvet. Og mine noveller er allerede på vej til det næste forlag.
Jeg er ikke slået ud og det bliver jeg heller ikke. Kun hvis jeg får e kommentar, der siger" Don´t quit your dayjob!"
Min tro på mig selv er hel, men det bekræfter mig bare endnu engang at forventinger er utilregnelige ogikke behagelige at have med for langt tid ad gangen. Ellers vokser de sig store og klodsede.

Jeg tænker faktisk ikke på udgivelse, jo, men langt ude....det jeg håber at få, er kritik af "de faglige". Så jeg kan se hvor på linien jeg ligger. ligesom når man køber ost. Hvor på den litterære linie ligger jeg. i den milde eller den stærke eller midt i mellem.
men jeg har fat i den lange ende. Jeg er stolt af det jeg har skrevet og jeg synes at det er godt. Og det er noget jeg selv ville læse, men andre som har læst dem får næsten også tårer i øjnene af mie historier, og det vælger jeg at tolke på baggrund af novellerne kraft, og ikke at de kender mig.

Men en tanke har da slået mig hist og her: Hvad hvis jeg "kun" kan skrive digte?
Kan man "kun" det?
Ikke fordi jeg hader at skrive digte, jeg synes bare at det er sjovere at skrive noveller og essays.

Måske mangler jeg stadig den sidste anderkendende ros fra "en forælder", at det er godt nok det jeg gør. måske har tvivlen alligevel overtaget styringen lidt!
Selvom jeg ved at indenfor de litterære genrer, er det som med vin; en smagssag, men selv indenfor vin findes der kvaliteter, forhold der gør at lige denne her vin er fantastisk, kvalitet.

og jeg ved at jeg ikke er nogen Pontoppidan, hvilket jeg heller ikke vil eller har tanker om.
Jeg vil gerne være ligeglad, men en afvisning af mine noveller, er en slags afvisning af mig. På en fordrejet måde. Det skal ikke slåes stort op. Bare en konstatering.
den jyske hest knokler videre.
(*BRÆK*..."Den jyske hest"..hvor f....kom det fra..billeder fra martyr og helgenmosaikker i kirken dukker lige op og jeg græmmes over mig selv!!!)

Nuvel, lige nu ser jeg nok glasset som halvt tomt, men kun i forhold til mine noveller. i forhold til min påbegyndende krimi, er det hav fuldt og i forhold til vores kommende flytning til spanien, er detogså halvt fuldt...ajr..faktisk helt.

Hørt i en rævefamilie.

"advr...de er fandme sure de her"

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ødelagt tillid, hvor bliver den af? er publiceret 28/03-2004 12:12 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.