Igår morges....
Lucas skulle på tur med spejderne, og jeg var ved at danne mig et overblik over hvad det var han skulle have med, hvor og hvornår det var, da Bo så spørger hvad planen er...
"med hensyn til katten?" spørger jeg... og jeg ved godt er det er det han mener.
Jeg havde sendt den efterlysning vi havde lavet til min far, og bedt ham printe 10 stykker ud fra arbejdet. Så jeg tænkte at vi efter at have afleveret Lucas gik rundt og ledte på samtlige nærliggende veje, og satte sedler op.
Gik med det samme ud og åbnede hoveddøren, (Tiggyline sprang glad indenfor for at se om der var mad i madskålen) og kaldte på hende.
"Josefine!"
Der lød en lille pibelyd... Næsten ikke til at høre.
"Josefine??" Prøvede jeg igen, mens jeg kiggede omkring. Var det hende??
Hørte den lille pibelyd igen, men ingen kat kom springende eller humpende eller noget...
"Bo sagde Tiggyline noget herinde??"
Nej, det havde hun ikke gjort. Prøvede at rykke lidt i døren, for at høre om det måske var den der havde sagt en pibelyd, men nej.
Skyndte mig i nogle bukser og sprang ud af døren og ud på den anden side af hegnet, for jeg tænkte hun måske lå derhenne, når nu jeg ikke kunne se hende i haven.
"Josefine!!"
Pibelyd igen. Og så så jeg hende... Liggende under den ene plantekasse inde i haven. Hendes forpoter prøvede at slæbe hende ud, men gav hurtigt op igen.
Bo var også kommet frem i døren.
"Bo hun ligger dér" pegede jeg, mens jeg skyndte mig ind i haven igen, "men hun kan vist ikke gå"
"Men hun er der," sagde Bo.
Puha! Det var både en lettelse og en helt ny bekymring der kom på én gang.
Prøvede at ringe til vores dyrlæge... Eller rettere Bo gjorde, jeg bad ham om det, for jeg vidste jeg selv ville begynde at stortude, ligeså snart jeg fortalte om det.
Men det var jo lørdag, så klinikken var selvfølgelig lukket.
Vi kiggede på dyrehospitalets hjemmeside. Jeg mindedes med gru, hvor dyr en oplevelse det var blevet den gang Tiggyline havde fået en lille flænge hen over snueden - også en lørdag hvor vores egen dyrlæge har lukket (fantasisk timing mine katte har). Og vi havde været derine til konsultation max 10 minutter, havde fået at vide at det godt kunne vente til mandag hvor vi kunne komme til vores egen dyrlæge, og så havde hun fået en sprøjte pencilin for en god ordens skyld. Sprøjten havde kostet ca 70 kr. Alt i alt blev det (omkring og sådan ca.) 2500 kr. Og det var en simpel ting, som de bare så på og ikke gjorde noget ved. Dette her ville betemt kræve ryntgenfotografi, og muligvis operation med det samme.
Bo kiggede på en gennemsnitsregning for knoglebrud. I den almindelige åbningstid (mandag-fredag) var prisen ca 16.000 kr...
Kunne jo godt regne ud, at hvis det var det, ville vi med weekendtakst ende omkring en 25.000, hvis vi var heldige...
Fik fat i min far (puha! at ringe og vække folk kl kvart i 8 lørdag morgen), for at høre om han ville hjælpe mig, både med at køre derind (vi havde jo godt nok lånt deres ene bil, men jeg bryder mig ikke om at køre i KBH. og slet ikke i den sindstilstand jeg var i nu), men også med det økonomiske i form af et lån eller noget, hvis det trods alt holdt sig indenfor rimlighedens grænser.
Det sagde han vi nok skulle finde ud af.
Bo ringede til Dyrehsopitalet og forklarede situationen. De ville naturligvis gerne se os derinde.
Der var heldigvis ikke andre da vi kom derind (mindedes igen sidste gang, hvor der bare havde været 4 før os, og vi kom til at vente i over en time). Vi havde heller ikke ventet mere end 20 minutter, før der var kommet yderligere 5 patienter. Endelig kom vi ind, og han mente at der var noget brækket og ville have nogle røntgenbilleder. Han foreslog at vi kunne tage hjem og så blive ringet op, men vi valgte at vente på billederene (det ville ca tage 45 minutter), og så se hvad de sagde.
Vi gik en tur rundt i området. Fik pulsen lidt ned igen... Jeg fortalte lidt om vores Tivolitur dagen før, og prøvede så vidt muligt at tænke på noget andet end min lille missekat...
Vi var tilbage i lidt god tid (der var virkelig ikke meget at gå og kigge på), og kom da også til at vente et kvarter mere end de 45 minutter det ca ville tage. Hver gang døren gik op, fik jeg en klump i maven. Det var værre end den værste eksamen jeg endnu har været til.
vi havde talt lidt om det økonomiske i bilen min far og jeg. Havde ikke sat nogen fast grænse, men 20.000 ville vist under alle omstændigheder være for meget.
Jeg sad og tænkte på hvor dumt det hele ville være, hvis det udelukkende var pga. weekendtakster, at lillemissen ikke skulle have lov til at overleve. 15.000 ville jeg kunne klare, det ville være alt mit overskud på kontoen - et overskud der langsomt har bygget sig op, siden vi måtte 'aflive' bilen.
Endelig kom vi ind (Typisk lige som jeg var gået på toilettet, og min far derfor måtte banke på døren for at få mig til at skynde mig).
Vi kom med ind og kiggede på røntgenbillederne. Hun var blevet ramt af en bil, bækkenet var skubbet løs fra rygsøjlen i begge sider. I venstre side var det gået eekstra voldsomt for sig.
Det var en simpel operation der skulle til, de ville sætte en skrue i den ene side, og muligvis en stift i den anden side alt efter hvor løs hun var når de tog fat. Efter et par uger skulle hun havde det helt fint igen. De kunne ikke love 100%, at hun ikke ville have mén efter det, men umiddelbart ville de tro det skulle gå smertefrit (altså, så smertefrtit som det nu kan).
Prsimæssigt, sagde han... Og så knugede alt i min krop sig virkelig sammen, for én ting ville være, hvis de havde sagt det aldrig ville blive den samme kat, eller at der var alt muligt der kunne gå galt - så ville det under alle omstændigheder være mest rimligt at vælge aflivning (særligt hvis prisen var svimlende). Men han stod jo her og fortalte mig, at hun højst sandsynligt ville være helt tip top efter nogle uger, og at mulige mén ville være små... Og hvis så prisen var for høj og jeg alligevel blev nødt til at sige nej, ville jeg slet ikke kunne bære det...
De ville vente med at operere til mandag (allerede her begyndte jeg at snuse lidt håb forude), for de skulle lige observere, at hun ellers fungerede. Og de var som sagt en rimlig simpel operation, så alt i alt, ville det komme til at koste ca 15.000 kr. Med det vi havde fået allerede, røntgen og konsultation.
Jeg kunne have sprunget og danset. I mit hovede havde jeg forberedt mig på at han ville sige 25.00 eller 30.000, og jeg ville være brudt sammen, og min far havde været nødt til at tage over, og sige at det kunne vi ikke klare...
PUHA!!!

Men resten af dagen havde jeg det også bare ad HT. Ingen appetit, og jeg følte jeg kunne lægge mig ned og sove til næste dag.
Følte hele tiden at der var ny gråd tilbage, og kunne slet ikke samle tankerne.
Efterhånden gik det også op for mig hvor mange penge 15.000 alligevel er... Det er ikke meget i forhold til hvad jeg havde frygtet... Men det ER mange penge...
Vi kørte hjem, og jeg ringede til Bo, og fortalte hvordan det stod til. Han og Helene havde lige været oppe til spejder med Lucas.
Jeg kom hjem, og vi tog en handletur. Havde lavet en indkøbsliste hjemmefra, men jeg kunne slet ikke koncentere mig, og vadede bare lige forbi alt hvad vi skulle have.
Samtidig med at jeg pludselig følte mig frygtelig nærrig (endnu mere nærrig end jeg normalt er!!)
Men vores kat bliver rask....
Og vi skal sgu nok klare skærene alligevel!
Og mens jeg sad her og skrev ringede de lige fra Dyrehospitalet for at opdatere mig. Hun har det efter omstændighederne fint, har spist godt, har haft normal afføring, og de regner med at operere allerede imorgen tidlig, hvorefter de så vil ringe og opdatere mig igen....