Nå jeg er nu nået så langt som til at kunne sige at jeg rent faktisk keder mig. Bravt. Jeg har en skide knæskade der stort set forhindrer mig i at lege med de andre... Nå men det sagt skal jeg over og kigge på en cykel nu her på onsdag. Så på en cykel idag.. De ville have 35 euro for en cykel, hvis spasserdæk var så elendige at de begge skulle udskiftes for at man kunne bruge dem. Nej tak sir jeg, se om jeg gør det. Jeg ønsker mer end det her landsby liiiiiiiiiv!

Og tak til en anden lille fransk dame, hvis stemme går mig på nerverne.

Jeg har fået A af min ryg idag. Jeg fortalte hende at jeg havde fundet et sted hvor der er gamle mennesker og unge familier der har brug for frivillige til at give dem en hånd i hverdagen. Det var sjovt. Jeg tog ind i Avesnes's smukke smukke kirke, med håndmalede malerier tilbage fra 1700 tallet. Helt unikt at have den enorme kirke for sig selv. Det fede var at kirken overhovedet ikke var opvarmet, og jeg kunne se min ånde, da jeg gik på knæ foran det rigt udsmykkede alter! Helt klart det var en katolsk kirke. Det var så majestætisk som noget kunne være, og anderledes fra andre kirker jeg har været inde i var denne bygget af mørke sten, så lyset var elendigt reflekteret. Det var helt vanvittigt! der var simpelthen sådan en rigtig dunkel stemning derinde og det gav et helt anden energi i kirken end den jeg er vant til.

Nå men mens jeg vandrede frem og tilbage i kirken og skændtes med Gud og mig selv om mit opholds ligegyldighed og kedsomhed, samt mine mange kvaler med bare at give op, fordi jeg altid giver op i utide, kom der en lille besked til mig. Snigende ind ad bagvejen til mit sind, og bedst som jeg forbandede min idé om at tage hertil uden at have nogen plan what so ever omkring det, kom budskabet om atj e skulle vende mig om. Hidsig over at være blevet afbrudt i, hvad jeg selv synes var en glimrende sammenligning mellem mig og en substansløs amøbe, vendte jeg mig vredt om og en gammel dame kom ind i kirken. Forvirret over denne beskeds kernebudskab, glemte jeg alt om min næste svada, der skulle have sammenlignet mit liv med et puslespil, hvor godt 6% af brikkerne mangler og dem som er der, hverken er en del af kanten eller for dens sags skyld vendte med billedsiden opad. Jeg gik hen imod den gamle dame, men kunne med det samme mærke at det ikke var hende der var vigtig. Der var noget andet. Den gamle dame gik over og kiggede på en opslagstavle, og jeg fulgte trop. Et voila! på den opslagstavle var der intet mindre end et opslag om søgning af frivillig hjælp til at hjælpe unge børnefamilier, ældre mennesker og socialt udsatte mennesker! Hey... Kunne det være at denne organisation kunne sætte mig i kontakt med nogen der kunne være mig behjælpelig med tilegnelsen af fransk? Og måske endda give mit liv et sense of purpose?
Peut-être...

Men det er da værd at prøve.
Frisk som vårharen spånsede jeg af sti og krat og revl og nåede bussen.

Forestil jer dette:

Du er buschauffør, nyuddannet, har kørt et par dage og skal ind og hente nogle børn på en skole. Du kommer lige før den normale bus og har et stort fedt skilt hængende hvorpå der klart på det smukkeste fransk står at dette altså er en skolebus. De første børn indfinder sig stille og roligt og alt ser ud til at blive en normal dag.
Ind tramper, en kæmpestor mand midt i tyverne, der på et gebrokkent et eller andet fremstammer ordet Felleries som værende det eneste du lige får ud af hans håblest formulerede sætning. Lidt befippet over den her mands frembrusen stammer du "oui oui" og får resolut stukket nogle penge i hånden, hvorefter manden tramper forbi dig og finder en plads i midten af bussen.

Stakkels buschauffør :) Han var helt væk fra skærmen da jeg møvede mig ind i bussen. Da opdagede jeg så det var en skolebus, og jeg kunne se at den stakkels chauffør havde opgivet at forsøge at forklare mig, hvad der egentlig gik for sig... Så jeg sad i bussen, og da jeg nåede Felleries, opdagede jeg at denne bus ingen stopknap havde fordi den åbenbart kører fra ét sted til et andet, uden holdt. En kende generende faktum, da der hvor den stopper er 8,3 km den forkerte retning af hvor jeg bor...

Tilbage til buschaufføren. Du har nu kørt en halv times tid og har lidt glemt den underlige mand, fra tidligere. Bedst som du passer dig selv og på trafikken, lægges der en stor næve på din skulder og du får et stop. Den her mærkelige mand står ved siden af dig igen. I en hvirvelvind af fakter, talentløst udtalte franske fraser og dårlig ånde fækter manden nu rundt omkring med armene og den meget store rygsæk, der uden besvær kunne forvandles til et potentielt dødbringende våben. Med hjertet oppe i halsen jokker du på bremsen og ser hvordan børn forskrækket skriger på sæderne bagved og den underlige mand vælter forover.
Han kommer på benene igen og med mord i øjnene stønner han et "mærcih" og vælter ud af bussen.
Du smækker døren i bag ham og hjuler afsted.

Sådan må det vidst have synes for den stakkels mand! :D Jeg er ret ivrig efter at gøre mig selv forståelig når jeg mangler de rigtige ord. Ikke altid at folk lige fatter den. Som dengang hvor jeg kom til at sætte hele hamborg hovedbanegård i alarmberedskab.... Nå men lad os nu ikke dvæle ved gamle minder :)

Jeg fik gjort køl på næsten alt mit dårlige mad idag. har tænkt mig at prøve det her vegetar halløj. Det kunne være skægt at se om ens boller falder af og ens ører visner som min mor siger.

Har i øvrigt bemærket at lysten til sex helt er væk... Kan ske det er et tegn på noget nederen? Eller også har den lille fyr måske lagt mærke til vi er kommet over grænsen. Men jeg giver alle ret, der siger at der er noget over franske kvinder. Det kan bare være så lidt som et skærf der sidder lige som det skal
Uh la la!

Nå mere om verden imorgen, jeg vil se et afsnit dexter og sætte mig ned og skrive videre på et rollespil jeg har tænkt på hele natten.

Jakob Arndal
-En Globetrotters Dagbog