"Hvad tror du på?" - er et arrangement i Allerhuset i aften. Om skytsengle, clairvoyante og des lige...

Vi snakkede om det igår A og jeg.
Han tror på ingenting. Alt har en årsag og forklaring og han nægter at tale om skæbnen, ånder og engle. Han syntes det er latterligt.

Jeg tror på ...hmm..alt muligt! Nogle ting er jeg bare fascineret af, og andre er så uforklarlige, at den forklaring jeg vælger pludselig virker logisk...som at det er en ånd, en engle eller en tidligere elsket afdød som passer på.

Selvom vi for år tilbage i vores lejlighed da teenageren var lille var udsat for så mange uforklarlige episoder og hændelser, at vi tilsidst bad en person med en helt speciel evne komme og hjælpe os...og han hjalp også afdøde Poul over på den anden side, og efter da skete der ikke mere...Selv den gang midt i det hele, da han ikke kunne forklare de ting der skete, og indvilligede i at mediet skulle komme og hjælpe os..selv da grinede han bare af det hele og tsk tsk'ede af mig.

Nu har vi så været foruden i den del år...indtil for nylig.

Nogle gange kan jeg lugte røg i mit soveværelse. Ikke bare os fra en af naboernes brændeovne, men som om der står en og ryger lige ved siden af mig.

Tvillingernes tv tænder sommetider, når jeg sidder og læser højt for dem om aftenen.

Pæren eksploderede mellem min mor og mig den dag drengene havde fødselsdag.

A griner af mig....også selvom han ikke kan forklare hvorfor deres næsten nye tv tænder af sig selv...

En aften da jeg sad alene i mørket og så "Greys Hvide Verden" - alle sov, havde kun stearinlys tændt...Jeg slukkede tv'et. Nulrede hundene lidt bag ørerne. Pustede lysene ud og listede gennem den mørke stue. Slog min lilletå på gasbordet i køkkenet. Der var helt mørkt.

Næste morgen..da ungerne vågnede tidligt og det stadig var mørkt. Listede vi ind i stuen, der nu var oplyst. Lampen ved siden af sofaen var tændt. Ledningen sidder på væggen, kontakten sidder på væggen i hjørnet. Hundene kan ikke ramme den. Jeg stod helt stille. A kom ind. Grinede og sagde, at jeg nok havde glemt at slukke den. At jeg kun havde slukket kontakten halvt og den så var tændt igen af sig selv.

Nej...der var altså slukket, da jeg gik i seng..

Og så den mest uforklarlige..som A ikke engang kan finde forklaring på:
Jeg sidder på gulvet og læser "Mio min Mio" for drengene..I deres vindue har de et lille vindspil hængende (sådan et med små metalrør, der ringler når det blæser). Det hænger dog op ad karmen på en krog og ringler kun en gang imellem når vinduet man åbner vinduet og rammer det.

Jeg havde trukket deres rullegardin for. Så vindspillet var nu helt klemt fast mellem karm og mørklægnings-gardin.

Jeg sad mellem deres senge og læste ..var nået til der hvor faren fortæller Mio hvor meget han betyder for ham.

Pludselig ringler det...ikke bare én gang, men det bliver ved at ringe..

Mindstemanden kigger på mig: "Mor...hvorfor ringer den?"
Mellemmanden ligger helt stille i sengen:"Mor - har du åbnet vinduet?"

Jeg lukker bogen. Rejser mig stille. "Øh..jeg jeg har nok glemt at lukke vinduet" siger jeg (men ved det var lukket)
Det ringler stadig ....Jeg går hen for at trække rullegardinet op...Jeg er helt vildt nervøs, men forsøger at smile og se rolig ud, for mindstemanden ser helt forskrækket på mig.

Det ringler stadig ..en fin stille lyd ...konstant..

Indtil jeg begynder at trække i snoren, så stopper det.

Gardinet er opppe. Vinduet er lukket. Vindspillet hænger helt stille op af karmen.

"Nå,det var nok en myg," siger jeg i et forsøg på at forklare de to urolige unger hvordan der pludselig kan komme gang i den bag gardinet..

Jeg trækket gardinet ned igen og sætter mig for at læse videre...
Opgiver for jeg er skidebange, så siger jeg lige skal ud og pudse næse..

Jeg skynder mig ind til A..

Forklarer hvad der er sket og for en gangs skyld, så har han ingen forklaring. Men...han vil finde en, så skynder sig at liste ud i den mørke have. Han mener at vinduet ikke er lukket ordentligt, og det trækker...

Han går ud foran vindet.
Jeg går ind og læser videre..

Vi kan høre han står ude foran . Kan høre at han pusler ved vinduet, men selvom han skubber og skubber, så kan han ikke få det til at ringe igen..

Pludselig hører vi et skrig...og jeg kan høre ham komme farende ind i stuen. Jeg skynder mig ind..

Han har hentet en lygte og er løbet ud igen.

Jeg står i stuen og er ikke helt så rolig, som jeg forsøger at se ud som om.

Han kommer grinende ind.

"Der var pludselig en lyd ved siden af mig. Noget der bevægede sig i mørket, og jeg kunne ikke se en skid"

"Jeg hendtede en lygte og så sidder der fadme en mår og kigger på mig der i mørket!"

"Men...jeg kan ikke få vinduet til at bevæge sig..:"

Så taler vi kke mere om det. Vi lader den ligge. Jeg går ind og læser videre, og beroler de to med at det bare var far som blev bange for en mår! Det griner de meget af, og lægger sig til at sove... jeg går ind igen og beholder den lidt sære fornemmelse i kroppen..Kan ikke slippe den... Det var for sært!


Måske det var en myg, måske det var noget andet...Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke forklare det og for engangs skyld kan A heller ikke..

Uanset hvad der sker i vores hus, så er jeg sjovt nok helt rolig alligevel, for jeg er sikker på, at det ikke er noget ondt, så engel eller ånd....eller andet....det er nok ok.

Hvad tror du på?

Mubsi