Hendes blågrå blik sagde mere end tusind ord, hvoraf ingen af dem kunne tolkes som positive. Der var en intens stilhed imellem køkkenets hvide klinkevægge, der føltes som om, de lænede sig mod rummet og var ved at opsluge alt i det. Hendes skrøbelige teenage-hjerte bankede hårdt i brystet under den sylespidse øjenkontakt. Og så åbnede den malede mund sig:

"Du har ikke spurgt mig om lov," sagde hun i et monotont toneleje, der næsten lød som en skrattende kortbølge-radio. Den unge pige, som nervøst sad på den hvidmalede køkkenstol, kiggede flygtigt ud igennem vinduet, hvor hendes gråhårede far var ved grave huller i blomsterbedet til nye løg.

"Jeg spurgte da far om lov," sagde hun og koncentrerede sig om at forhindre sin tynde stemme i at skælve, imens hun nervøst pillede ved flaskens etikette. Stedmoderen med sit afblegede hår lod til at sende usynlige, rasende dødtrusler ud af øjnene, men i det samme åbnede køkkendøren sig og faderen traskede ind med det sædvanlige, godmodige smil på læben. Han træsko klikkede hen over fliserne, men han stoppede langsomt op idet, han fornemmede den knugende stemning i det ellers så hyggelige køkken. Pigen havde lyst til at smile ved dette pludselige sceneskift, men turde ikke.

"Du skal spørge mig om lov, det er mit hus!" skrattede stedmoderens kortbølge-radio igen. Dette affødte et forvirret udtryk på faderens ansigt, der hurtigt gik over i en form for granskende vrede.

"Hvad foregår der?" spurgte han med en nærmest skuffet røst. Som om han tænkte: 'Ikke igen'. Pigen sad og prøvede at fokusere på køkkenbordets blomstrede voksdug, mens den verbale tenniskamp udspillede sig. Hun var træt af dette scenario... Ny scene, men samme manuskript. Sådan gik det hver gang, hun ville se sin far. Imens de to såkaldt voksne diskuterede højrøstet, HVIS hus det egentlig var, og hvem der betalte for alting, måtte pigen kæmpe en indædt kamp for at holde de sviende tårer i øjenkrogene tilbage.

Inden længe trak de to sig tilbage til soveværelset, hvor der lød råben og tumlen rundt. Pigen gned sine øjne og rejste sig op, mens hun gloede på dét, der havde sat hele dette skrigeinferno igang. Hun havde ikke engang lyst mere og efterlod flasken på bordet for at tage hjem til mor. Igen. Hvorfor var det altid sådan? Idet hun forlod huset, hørtes faderens frustrerede brøl fra soveværelset:

"Det var bare en forbandet cola!!"