På stranden så jeg springe,
en kilde ud af sand,
som om den ville bringe,
mig livets ferske vand.
En dråbe her,
en ridslen der
der fylder mig med liv,
det hvide sand,
det salte vand,
og strandens gyldne siv.

Den kilde synes sige,
"Jeg trodser vind og vejr,
for ret, at du kan hige,
mod livet som er her."
Trods lyn og blæst,
orkanens test,
og vintrens hårde skud,
så gir jeg vand,
til rette mand,
og jeg vil ej gå ud.

Jeg tænker ofte kvinde,
hvor kan du blive her,
når du røg ud af sinde,
og jeg jo ville mer?
Måske du er
som kilden der,
jo altid bliver ved,
og fylder sand,
og salten vand,
med alt sin kærlighed.