"Ego facultate mihi ab Apostolic Sede tributa, indulgentiam plenariam et remissionem omnium peccatoru tibi concedo et benedico te. In nomine Patris, et Filii, et Spirtus Sancti. Amen." , messede biskoppen, og lukkede langsomt kongens øjne. Svend Estridsen havde levet et begivenhedsrigt liv, men den 28. april 1074 slog kræfterne ikke til længere, og kongen begyndte rejsen mod sin skaber.
Der var ingen tvivl om, at Svend havde brug for den sidste olie. Ikke fordi han var en specielt ondskabsfuld konge for sin tid, men fordi han havde levet et liv med flere friller og fostret flere børn udenfor ægteskab end nogen anden dansk konge. Pave Gregory den 7. skrev efter Svends død, "at kongen kunne have indtaget sin plads i de himmelske boliger blandt de konger, som gud havde kærest, dersom ikke lasternes æggende tillokkelser havde løsnet de tøjler, der skulle have tæmmet hans kødelige lyster."
Sagt på godt dansk, så havde Svend taget mere end et par ture på datidens datingmarked.
Gregory kunne måske godt have givet Svend et lidt bedre eftermæle, da det i høj grad var kongens faste katolske overbevisninger, der medvirkede til at flytte Danmark fra vikingetiden til middelalderen og dermed til den katolske verdensorden med egne bispesæder og domkirker.
Svend Estridsen blev født i 1019, som søn af Ulf Jarl og Svend Tveskægs datter Estridsen, og som sådan stod han ikke i første række til at blive konge, men i den sene vikingetid og den tidlige middelalder holdt man ikke så hårdt på formerne. Kongedømmet var stadigvæk langt hen ad vejen et valg-embede, og ikke som senere konsekvensen af en veltilrettelagt arvelov, der sikrede kongens ældste søn fars firma.
Desværre kender vi ikke meget til Svend Estridsens tidlige barn og ungdom, men vi ved, at han kom fra en af rigets fornemste slægter, at han voksede op i England og som sådan har han sikkert haft en privilegeret ungdom, hvor han tidligt er blevet involveret i de magtkampe, som landet var præget af.
Faderen Ulf Jarl, var da heller ikke en hr. hvem som helst, men kong Knud den Stores Rigsforstander i Danmark, samtidig med, at han var Jarl i England, og mordet på faderen i 1026 har sikkert virket stærkt på Svend.
Det er svært at skabe et sikkert overblik over Svends tidlige bedrifter. I flere interviews til datidens CNN . Krønikkeren Adam af Bremen fortæller han, at han startede i den svenske konge Anund Jackobs tjeneste i 12 år, og at han blev gift med Anunds datter. Det er dog yderst tvivlsomt, at Svend nogensinde nåede at tjene 12 år hos den svenske konge, da han i så fald måtte være indtrådt som 10 årig.
De første spæde skridt i den politiske karriere begyndte ikke specielt politisk, men i stedet på et langskib. I slutningen af vikingetiden var der ikke langt mellem politik og pirateri, og i 1140 ledte Svend et plyndringstogt mod Elbe/Weser-området. Desværre gik togtet hverken værre eller bedre end, at Svend blev taget til fange af af Ærkebispen for Hamborg/Bremen, så evnerne som Pirat var nok ikke specielt store.
Efter en hurtig løsladelse kunne karrierer dog fortsætte, da kong Harald Hardeknud gjorde ham til Jarl i Danmark. Hardeknud var søn af Knud den store, og Harald og Svend er muligvis vokset op sammen, og har fået et venskab i tidlig alder. Samtidig har det nok haft indflydelse, at far Ulf, havde været Jarl under far Knud.
Desværre døde Hardeknud barnløs allerede to år senere i 1142, og med en spirende smag på magten håbede Svend på, at kongemagten nu var indenfor rækkevidde, men man skal som bekendt ikke gøre regning uden vært.
Svend havde et vist krav på tronen gennem sin mødrene linje tilbage til Svend Tveskæg, men da der skulle findes en ny konge, og Hardeknud ikke havde nogen børn, så faldt valget i stedet på Hardeknuds halvbror.
Magnus, med tilnavnet den gode, var efter aftale med Hardeknud, blevet konge i Norge i 1034, og da der skulle vælges ny konge i Danmark faldt valget på Magnus, der så i 1042 overtog magten.
Magnus kom med rigtigt stærke papirer og et godt CV. Han var søn af Olav den hellige, den norske helgenkonge, der allerede havde sin egen kult, og i første omgang måtte Svend derfor tage til takke med at beholde embedet som jarl i Danmark.
På trods af Svends for sin tid fantastiske uddannelse med kendskab til kirke og latin, faldt valgt på en praktiker og ikke en halvstuderet røver som Svend.
Forholdet mellem Svend og Magnus blev aldrig godt, og da Svend lod sig hylde til konge på Roskilde ting, så var Magnus tvunget til at handle. Svend blev jagtet ud af landet, og tog ophold i Sverige.
Da Magnus farbror Harald Hårderåde vendte hjem til Norge efter tjeneste som officer i den byzantinske kejsers garde i Konstantinopel, så Svend en chance for at få en allieret mod Magnus, og Harald var da heller ikke sen til at forlange den norske trone.
Magnus var imidlertid ikke uden politiske evner, og indgik derfor en aftale med Harald Hårderåde, der de facto gjorde ham til konge i Øst Norge og samtidig med at han lammetævede de vendere, der igen og igen angreb Danmark, blev han vældigt populær. Kampene med venderne gjorde Magnus så vellidt, at han tilmed kunne bryste sig at tilnavnet den gode.
Harald Hårderåde viste sig imidlertid at være et tveægget sværd for Magnus, og da Harald begyndte at hærge i Danmark, og bla. plyndrede Århus, så måtte Magnus ty til et fornyet samarbejde med Svend for at forsvare landet.
Svend viste sig at være en kapabel leder, og da Magnus faldt af sin hest den 25. oktober 1047, og efterfølgende døde af sine kvæstelser, så var Svend klar til at overtage magten.
Svend Estridsens kom ikke til magten med en stor vision for landets udvikling. Han kom til magten i en situation, hvor norden og England var tæt knyttet til hinanden og hvor Danmark og Norge konkurrerede om at være den førende magt.
De første år gik med den fortsatte konflikt med Harald Hårderåde, og Svend gik fra nederlag til nederlag. Heldigvis forsøgte Harald aldrig at indtage landet, og konflikten blev udmøntet i en række mindre plyndringstogter. Ved Niså i 1062 faldt Svend næsten i Haralds hænder, men ved et mirakel undslap han fra at ende som Hårderådes trofæ over kaminen på et norsk kongeslot.
Konflikten med Harald udspillede først sine sidste akter, da Hårderåde i 1066 invaderede England, og blev dræbt i kamp mod Harald Godwindsen ved Stamford Bridge.
Harold Godwindsen endte iøvrigt senere samme år sin karrierer som engelsk konge i Slaget ved Hastings, hvor Wilhelm Erobreren smadrede den engelske hær og dræbte kongen.
Den engelske trone blev tabt for de skandinaviske tronprætendenter for evigt på trods af, at Svend kastede sig ud i to forsøg på at smide Wilhelm på porten i 1069 og 1070.
Svend blev aldrig konge i England, men i stedet blev han stamfar til en lang række kommende danske konger. Svend havde øjensynligt to store ambitioner i livet, nemlig at cementere den katolske indflydelse i Danmark og så avle så mange børn med så mange kvinder som muligt.
Svend blev i første omgang gift med den svenske kong Arnun Jacobs datter Gyda, med hvem han fik sønnen Magnus. Allerede i 1049 blev Gyda imidlertid giftmyrdet af Thora, der var en af Svends friller.
Mordet bragte imidlertid ikke Thora på tronen, da Svend i stedet giftede sig med Gydas mor Gunnhildr.
Sønnen Magnus gik det ikke meget bedre, da han under vejs til Rom for at blive salvet til kommende konge styrtede af hesten og døde.
Ægteskabet med Gunnhildr holdt imidlertid ikke længe. Den katolske kirke underkendte det under henvisning til, at at slægtsskabet den tidligere kone Gyda var for tæt, og dermed incestuøst, og da Svend ikke var typen, der skulle have noget klinket med Paven, så blev Gunnhildr sendt tilbage til Sverige, hvor hun stiftede Gudhem Kloster. Før hun smuttede nåede parret at få sønnen Svend, der desværre døde som barn.
Så gik Svend på Scor, og frem til sin død fik han masser af børn med både kendte og ukendte friller. I alt blev det til mere end 20 frillebørn, og mange af dem skulle få fremtrædende roller i Danmarkshistorien.
Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, og Erik Ejegod og Niels blev alle konger. (Mere om disse senere)
Nogle af de andre ved vi mere om end andre. Svend, også kaldet korsfarer Svend endte sit liv i det første korstog i 1097 et sted i lille Asien, Benedikt sluttede sit liv sammen med halvbroderen Knud den hellige i Sankt Albani Kirke, hvor bønderne tog livet af den upopulære konge. Bjørn og Gorm Svendsen var med på Svend Estridens togt til England i 1069, hvorefter vi ikke hører mere til dem. Thorgilds Svendsen, stod af det danske ræs, og emigrerede til Rusland og Sigurd Svendsen døde i kamp med venderne. Gutrom og Ømund ved vi stort set intet om og kun ganske for af pigerne findes der information på.
Ingrid blev gift med Olaf den 3. af Norge, Inge blev smidt af en hest og sparket til døde (lidt af en familieskavank), Sigrid blev gift med Abodrit prinsen Gotskalk og Gundhild kender vi kun, fordi hun har sit eget kors på nationalmuseet i København.
Den katolske kirke fik sin først virkelige storhedstid under Svend Estridsen. Kongen forstod om nogen, at der var nye tider, og Danmark fik sin første egentligt kirkelige inddeling, og i kongens regeringstid skød der hundredvis af kirker op.
Forholdet til kirken var ikke altid en dans på roser og det fortælles at Svend, der øjensynligt også var lidt forfængelig, fik myrdet en flok tjenestefolk og gæster, der havde gjort grin med ham en nytårsaften. Kirken reagerede ved at smide Svend på porten og lyse ham i band, men da han blev han allerede angrede dagen efter, blev han straks genoptaget i kirken. Hvis historien er sand, siger den i virkeligheden noget om, at kirken ikke kunne undvære sin velynder og at Svend ikke kunne fungere uden sin kirke. Kirken og Svends regering var to sider af samme sag, og sammen med utallige børn, der alle fik betydning for Danmarks middelalderhistorie, var det den arv, som Svend gav videre til fremtiden, da han fik sin sidste olie i 1074.

Estridsønnerne
Da Svend Estridsen døde i 1074, efterlod han sig ingen ægte arving. Til gengæld var der mere end 15 sønner at vælge imellem, og Estridssønnerne var ambitiøse.
I første omgang kaldte man til Stormandsmøde på Iseøre ved Isefjorden, hvor Harald og Knud mødte op. Eller rettere Harald mødte op, og Knud smed sig selv og sin vikingehird ved Hundested, og pendlede frem og tilbage til Iseøre.
Knud har følt sig sikker på sejren, men under mødet vist der sig en stor interesse for Harald, der stod for en mere forsonlig linje, med respekt for storbøndernes magt og landes ordning.
Knud skulle nok have sikret sig en lidt bedre spindoktor, eller i det mindste nogle reklame T-shirts med teksten : Rigtige Vikinger stemmer på Knud, for PR. indsatsen var ikke god nok, og stormændene valgte Harald som konge, hvorefter Knud blev prinsesse sur, og drog på plyndringstogt i Østersøen.

Harald Hen 1174-1080
Harald blev en af de konger, som ikke fylder meget i Danmarkshistorien. Mest fordi han var en rolig og forsigtig mand, der formåede at fastholde et stærkt forhold til kirken, samtidig med, at han fremstod som beskytter af de svages rettigheder. Han gjorde krongods skovene (de store skove med tilknytning til kongen) tilgængelige for den almindelige bonde, og han undlod at indkalde ledingshæren til togter.
Haralds største problem var at halvbrødrene Erik og Knud ikke ville accepterer, at det er Harald der kalif, og i det meste af Haralds korte regeringsperioder udspillede der sig en række småkonflikter, som Harald dog kom stærkest ud af. Ikke mindst fordi han i den grad havde arvet faderes sympati i den katolske kirke.
Tilnavnet Hen, får Harald først af sin eftertid. Ved Hen forstås en slibesten, eller en blød sted, og tilnavnet er derfor Harald den bløde. Meget af Haralds eftermæle gives af Danmarks historiens største propagandist Saxo, der absolut ikke var meget for småsvage kvindagtige konger som Harald.
Harald dør i 1080 efter kun 6 år ved magten. Der er spekuleret meget over, hvorvidt han bliver myrdet, men langt de fleste kilder peger på, at han dør en naturlig død. Han begraves i Dalby Kirke i Sverige, og efterlader sig en enke, Margrethe Jarl, men ingen børn.
Til gengæld står Knud klar til at give os et af Danmarks historiens bedste shows.
Knud 2. (Den hellige - mere om det senere) 1080-1086.
Der er ingen tvivl om, at Knud har X- faktor, og Knud vil på hitlisten. Han vil genskabe det danske Nordsø imperium. Danmark til Cardiff. Scapa Flow og gerne langt ned i Normandiet. Han har visioner, ikke mindst på sine egne vegne, og så elsker han at slås.
Knud er klar til at gå over i historien, som en af de stærkeste konger, men han har lige glemt at læse manuskriptet ordentligt, da han siger ja til rollen.
Det er uklart. hvordan Knud kommer til magten, men historikeren Henning Dehn Andersen, slår til lyd for, at han har sat sig på den med hjælp fra den hird, han har ført i Østersøen, og den teori er da også helt rimelig, når man ser på Knud øvrige bedrifter.
Knud gifter sig med Adele af Flandern, og dermed ind i en af de stærkeste adelsfamilier i Europa. Greverne af Fladern bliver ledende figurer i korstogsbevægelsen, og Knuds ældste søn bliver på et tidspunkt tilbud kongeriget Jerusalems trone, men det er en helt anden historie, der sikkert skal skrives en anden gang.
Sammen med Adele får han børnene, Karl den danske, Cæcilia af Danmark og Ingegerd af Danmark.
De første år af Knuds regeringsperiode er der eget stille omkring kongens bedrifter men vi ved, at han fortsætter det gode forhold til kirken, og bliver små involveret i den spirende konflikt mellem paven og den tysk/romerske kejser.
Før vi går videre, er det værd at dvæle et moment ved denne konflikt, der har betydning for Danmark til langt efter reformationen.
Pavestaten er efter Romerrigets fald omkring 450 en relativ svag størrelse. Den har godt nok den moralske og etiske moral i Europa, men den er konsekvent trængt på det realpolitiske af invasioner fra både kristne og islamiske nationer.
I kølvandet på Romerrigets fald opstår der et relativt stærkt vestfrankisk rige, og med Karl den store bliver riget den dominerende magt i Central Europa. Pavestaten er nødt til at basere sin militære magt på frankerne og i 862 ophøjes riget til at blive det hellige romerske imperium.
Kirken har fået en stærk forbundsfælle, men det er et tveægget sværd, for i de efterfølgende 500 år opstår den en løbende magtkamp mellem Pavestolen og kejseren, og det er denne konflikt i 1085, der indirekte vipper Knud af pinden og giver ham helgenstatus.
I 1085 kaldte Knud den danske ledingsflåde til samling i Limfjorden. Nu skulle England erobres, den upopulære kong Wilhelm skulle fjernes, og den gamle drøm realiseres. Det var imidlertid bare totalt bad timing.
Sammen var år Paven Gregory den 7., og kejser Heinrich den 4. røget i totterne på hinanden, og Heinrich havde smidt paven på porten. Knud havde været forbundsfælle med paven, og nu var Heinrich på vej mod nord for at gøre regnskabet op.
Mens ledingsflåden henslæbte sommeren i Limfjorden, måtte Knud stå for det store diplomati ved sydgrænsen, og selv om Heinrich i sidste ende undlod at tage på charterferie til Jylland, så nåede Knuds flåde aldrig af sted.
Stormændene og bønder var rasende. De havde forladt deres gårde og høsten stod for døren, så de begyndte at smutte hjem, men Knud blev vred, og begyndt at uddele bøder til højre og venstre for bannerflugt.
Stormændene besluttede at sende kongens bror Oluf på tur for at tale kongen til besindelse, men det hjalp ikke spor. I stedet blev Knud så sur på Oluf, at han sendte ham i husarrest hos Svigerfar i Flandern.
Så var bægeret fuldt, og på trods af, at kongens endeligt selv indfandt sig i det nordjyske, så var oprøret en kendsgerning.
Knud måtte flygte fra Børglum til Aggersborg, hvor hirden blev overfaldet af lettere ophidsede bønder, så kongen måtte sammen med nogle få hirdmænd og brødrene Benedikt og Erik smutte videre.
I første omgang endte flugten i Slesvig, men her var stemningen også på kogepunktet, og så måtte kongen igen tage benene på nakken, og denne gang gik flugten videre til kongsgården i Odense. Stemning i Odense var imidlertid ikke meget bedre, og efter en rædselsfuld nat til den 10. juli 1086, valgte kongen at søge tilflugt i Sankt Albani kirke.
Borgerne var imidlertid så vrede, at man lod hånt om kirkefreden, og brød ind i kirken, hvor det efter nogen tumult og kamp lykkedes for bror Erik at slippe såret væk. Bror Benedikt måtte imidlertid lade livet sammen med 17 andre hirdmænd, før Knud endeligt blev slået ihjel.
Knud var død og gået over i historien, men altså ikke lige på den måde, som han lige havde forventet det.
Knud skulle ende med at blive den hellig, men det var ikke lige efter døden i Odense, at det lå i kortene. Lad os holde spændingen lidt, og straks kaste os over kongens efterfølger.

Oluf Hunger 1086-95
Ok. Lad det være helt klart fra starten Oluf har ikke fået det bedste eftermæle af historien. Tilnavnet hunger er kommet af, at han regerer i en periode, hvor landet er præget af misvækst og sygdom.
Oluf bliver hentet til Danmark af stormændene, efter Knuds død. Svigerfar Roberts af Flandern, er ikke meget for at give slip på sit gidsel, men han bytter Oluf med Niels, så han stadig har et kort på mod det uregerlige land mod nord.
Egentligt skulle det have været Knuds søn Karl den danske, der skulle have været konge, men stormændene ville simpelthen bare ikke have en ny Knud, så han fik lov til at blive i Flandern. Karl blev en højt respekteret greve, der oven i købet fik tilbudt kongeriget Jerusalems trone. Det skulle han nok havde sagt ja til, for i 1117, blev han myrdet af sine egne vasaller, da han ville forhindre dem i at sælge korn til overpris. Han blev senere dyrket som helgen i Flandern men først i 1885 optaget på den officielle katolske helgenliste.
Tilbage til Oluf, der overtager riget på et rigtigt trist tidspunkt. Høst efter høst svigter og hungersnød og sygdom breder sig. Landet oplever misvækst, og i middelalderens små skingre optik, findes der kun en forklaring.
Gud er gal på danskerne og over mordet på Knud, og derfor skal vi ha nogle tørre gudetæsk. Oluf sættes i forbindelse med mordet på Knud, og lige pludseligt er der så naturligvis kongens skyld.
Kong Knud helgengørelse begynder så småt under Oluf, men det er usikker hvorvidt, det er Oluf, der står bag. Vi ved, at det oprindeligt var engelske munke ved Sankt. Albani kirke, der begyndte de indledende øvelser. Kong Knuds ben blev bl.a. udsat for ildprøven, der i den katolske tradition er den første prøve på, om et menneske har været tæt på gud. Brænder knoglerne ikke, så er det et bevis på guds miskundhed.
Helgenkåring handler imidlertid om langt mere end brændende knogler. Der er mange interesser i en helgenkåring i middelalderen. Den giver enorm præstige, og for det sted, hvor helgenens afsjælede krop hviler, er der tale om en yderst lukrativ forretning.
Både munkene i Odense og Estridsønnerne har derfor haft rigtigt meget at vinde ved en helgenkåring af Knud, men Oluf når ikke at opleve det. Han dør barnløs 18. august 1095, og landet er klar til endnu en Estridsen på tronen.

Erik Ejegod 1095-1103
Denne gang falder valget på Erik Estridsen, der har tilbragt det meste af sin ungdom i Sverige efter konflikten med Harald og flugten fra Odense.
Erik var lidt af skår for sin tid. Han var mentalt skarp og han havde en krop som en trænet håndværker, så der var ikke noget at sige til, at han var populær hos kvinderne. Før landflygtigheden i Sverige bliver han gift med Bodil, og sammen med hende får han sønnen Knud Lavard
Udover sønnen Knud får han frillebaret Harald Kesja, Ragnhild, Benedikt og Erik Emune, og da Dronning byder alle børnene velkomne i hoffets midte, så er der ikke noget at sige til, at Saxo beskriver hende som værende overbærende.
Erik fik en god start. Misvæksten hørt op, og landet rettede sig. Han kaldte flåden sammen og stoppede vendernes angreb på det sydlige Danmark, så der er ikke noget at sige til, at han fik en stor fanskarer på datidens Facebook.
I 1095 blev der kaldt til korstog, af pave Urban den 2. og selvom Erik ikke var med i det egentlige 1. korstog fra 1096-1099, tog han i stedet en pilgrimsfærd, der bragte ham til bl. Smyrna i det nuværende Tyrkiet.
På vejen hjem smuttede han forbi Rom, hvor han fik klaret de sidste detaljer om bror Knuds kanonisering(helgengørelse), og Estridsønnerne var nu i besiddelse af en helgen i familien og det gav om noget street credibility .
Samtidig fik han sikret sig Pavens støtte til at sikre et dansk ærkebispsæde i Lund, og for første gange siden danerne blev kristnet lå den kirkelige magt i norden og ikke i Hamborg.
Erik indgik også et tæt samarbejde med Hvideslægten, der var ved at udvikle sig til den stærkeste stormandslægt i landet, og Asser Rig af hvideslægten blev da også den første ærkebisp.
Kongen var imidlertid ikke til sinds af blive hjemme, og i 1102 besluttede han og Dronning Bodil, at de ville gøre en egentlig pilgrimstur til Jerusalem. Kongeparret forlod Danmark og efterlod sønnen Harald Kesja som rigsforstander, men kongen nåede aldrig Jerusalem. Han døde 10 juli 1103 af feber på Paphos på Cypern, hvor han ligger begravet.
Bodil fortsatte til Jerusalem, hvor hun selv døde på Oliebjerget samme år.
Erik gik over i historien som den gode konge, og overlod pladsen til den sidste broder Niels.

Niels 1104-1134
Egentligt var det slet ikke meningen, at Niels skulle havde været konge, men da Erik Ejegods søn Harald Kesja (spydspids) havde regeret ganske despotisk og grusomt under faderens pilgrimsrejser, så var stormændene ikke sene til at smide ham på porten og erstatte ham med en anden konge.
Valget stod mellem de tre sidste levende Estridsønner, Svend , Uffe og Niels. Svend ville gerne være konge, men døde på vej til landstinget, og Uffe gad ikke rigtigt, og så faldt valget på Niels.
Hvis det ikke havde været for de sidste fem år, af Niels regeringstid, var kongen nok gået over i historien som kompetent, retsskaffen omend nok lidt kedelig konge.
Flere kilder beskriver ham direkte som ukongelig, og mere interesseret i landbrug end i at bedrive kongelig storhed, og havde det ikke været for hans visionære og dygtige dronning Margrethe Fredkulla, så havde han så men nok stadig dyrket roer på Falster.
Sammen med Margrethe fik han børnene Magnus, der senere bliver til den gode og Inge, der dør af den sygdom, der øjensynligt plager de danske kongedøtre i Middelalderen nemlig fald fra hest. Set i bakspejlet er der ikke noget at side til at, Frederik og Joakim har fart i blodet, for det er øjensynligt et gen, der har fulgt skiftende kongeslægter.
Nå men i de første 25 år, er Niels's største bedrifter, udover at få ungerne Magnus og Inge, at han begynder en decentralisering af hirdsmændene, så opkrævning af eksempelvis skatter ikke længer skeer fra et sted. Samtidig fastholder han et godt forhold til Asser Rig, der er ærkebisp i Lund, og sammen med ham udvikles en alliance mellem den danske del af den katolske kirke og kongemagten.
Og så er det lige nu, at vi spænder sikkerhedsbælterne, for nu sker der ting og sager, for sønnen Magnus kan godt se, at far til trods for sin høje alder nok ikke holder evigt. Det samme ved fætter Knud, der er den ægte søn af Erik Ejegod, og som har haft en komet karrierer som Jarl i Slesvig, hvor han bl.a. har sparket tekstilerne godt og grundigt ind på venderne.
Magnus ved godt, at Knud vil være konge, Niels ved godt, at Knud vil være det, og Knus ved, at Magnus og Niels ved det. og så skal der skrives 12 afsnit af forbrydelsen.
7. januar findes Knud Larvard myrdet ved Haraldssted nær Ringsted. Sara Lund og holdet tilkaldes, og afdækker, at Knud har været til julegilde hos kongen og Magnus i Roskilde. Flere vidner har dog set ham vende hjem til Hvidernes gård ved Fjenneslev, så han er ikke blevet myrdet i Roskilde.
Tjenestefolkene og Knuds kone Ingeborg fortæller, at han tidligt om morgenen er gået ud for at møde fætter Magnus, og Henrik Skadelår. Han var ubevæbnet, hvilket nok var lidt dumt i den tidlige danske middelalder, for da han møder Magnus og Henrik kan Sara Lund fastslå, at han er blevet dræbt med flere sværdstik.
Hun forsker videre i sagen, og finder snart Magnus motiv, men overraskes over, at Henrik Skadelår, der er søn af den Svend, der døde under vejs til tinget i Viborg, øjensynligt er godt og grundigt pissed over, at Knud har hjulpet Henrik kone til at stikke af med sin svenske elsker.
Sara fremlægger sagen for kong Niels, ikke er til sinds til at gøre noget som helst, så Sara sendes til grænsehirden på Bornholm.
Borgerne på Sjælland er imidlertid ikke tilfredse med kongens inaktivitet. De truer med oprør i afsnit 5, hvorefter Magnus må en periode i eksil, indtil Niels igen kan kalde sønnen hjem.
Alt ser ud til at kunne falde til ro, men Knud Lavardss bror Erik vejer morgenluft, for selvom man ikke er en ægte kongesøn, så kan man jo godt have kongelige ambitioner.
Den tyske konge Lothar, er mildest talt også sauerkraut sur over, at den danske konge har ladet en af Lothars vasaller myrde. (Ja. Jeg ved det godt. I middelalderen, var alle altid nogens vasaller. Det er noget roderi. Richard Løvehjerte var den franske konges vassal, mens den franske konge Louis var den engelske konges).
Lothar ryster med sit sværd og sender en bevæbnet forhandlingsdelegation til den danske Sydgrænse, hvor Niels og Magnus, der nu er blevet medkonge må betale en lille bøde på 4000 mark.
Knud Larvards bror Erik har imidlertid regnet med, at Niels ikke vil betale, og derfor rejst oprørsfanen og fået sig selv erklæret til konge i Skåne og på Sjælland, Han har rejst en oprørshær og flyttet den til Jylland, hvor han nu tørner sammen med Niels og Magnus styrker. Og Erik får tæsk. Først ved Ribe, senere ved Hals og til sidst ved Værebro på Sjælland.
Han bliver kendt som harefod. Ham der altid flygter, men efter 1133 er Danmark blevet for lille til tre konger, og Erik må flygte til Norge, hvor han sættes i husarrast af den norske konge, der håber at kunne presse en stor løsesum af kong Niels, der sikkert gerne betaler en formue for at få tronprætendenten aflivet eller sendt tilbage til Danmark.
Niels og Magnus står rigtigt stærkt. Landet bakker op om kongerne, Kirken er bag dem og Erik Harefod er sat i banken i Norge, den lykkelige afslutning kan nærme sig.
Men, vi er kun kommet til afsnit 8, og ingen forbrydelse er ovre før Sara Lund har sunget den sidste arie.
I Tyskland er Lotar taget på en dannelserejse til Pavestaten, hvor han tager Paven Innoncense den 2. i sin trygge favn. Han klemmer lidt til, og Paven glemmer for en stund alle de aftaler, han har lavet om den frie danske kirke med bispesæde i Lund, hvorefter han straks kroner Lothar til kejser af det hellige romerske imperium.
Paven nedlægger bispesædet i Lund og flytter ærkebispesædet tilbage til Hamborg. Ærkebispen i Hamborg bliver vildt glad og opsender taksigelser, mens ærkebispen i Lund, der nu hedder Eskild overvejer at starte reformationen 300 år før tid.
Magnus kaldes til den tyske kejser, der forlanger, at Danmarks skal underlægge sig det romerske imperium og blive et vasalkongerige. Magnus må indordne sig, og bliver kronet til konge af Danmark af Lothar him self.
Det er imidlertid et rigtigt dårligt PR-stunt, og den danske kirke, og mange af de danske stormænd overvejer, om Magnus og Niels virkeligt er det dream team, som man har forventet.
Samtidig stikker Erik Harefod af fra den norske konge. Han drikker sine vagter på pelsen, ødelægger deres skibe, og smutter til Lund i Sverige. På vejen smutter han lige forbi Falster, hvor han myrder Henrik Skadelår, og så er haren pludseligt ikke et hyggeligt kæledyr længere, men en vred gravhund, der er sluppet løs i en rævegrav.
Hvideslægten bryder loyaliteten overfor Niels og Magnus, og kirken allierer sig med Erik, og byder ham velkommen i Lund.
Oprøret er igen alvorligt, og Magnus og Niels, har brug for at få gjort regnskabet endeligt op. Ledingsflåden samles, og det er high noon i Fotevig.
I juni 1134 lander Niels og Magnus hær i Fotevig i Sydsverige. Hæren skal i land, samles og så skal turen gå til Lund, hvor Erik skal hænges i det højeste træ.
Mens den tunge danske vikingehær bakser med at komme i land begynder jorden at gungre. man studser men tænker, at Sverige ikke ligger på en territorial plade, der skulle betyde mulighed for jordskælv.
For mange er det den sidste tanke, der bliver tænkt, for i et nu er en moderne europæisk rytterhær over vikingerne på stranden, og med et perfekt overraskelsesangreb udraderes Niels og Magnus håb om en fremtid som danske regenter.
Magnus hugges ned sammen med utallige danske høvdinge og mindst 5 danske bisper, der har taget kongens parti. Niels når at flygte, mens han undrer sig over, hvorfor han ikke havde fundet på at hyre en moderne tysk hær.
Men det har han ikke, og pludseligt er jagerne den jagede, og det hele ender med, at Niels 25. juni 1134 søger tilflugt i Slesvig.
Dum, dum beslutning. Knud Larvard havde 150.000 venner på sin facebookprofil, og de fleste var fra Slesvig og omegn, så han holder ikke længe. Borgerne, der har organiseret sig i en fanklub med navnet Knud Larvards Laug, stikker ham ned og så er det nat for den sidste Estridsøn.
Estridsønnerens regeringsperiode er forbi. Det er vikingetiden også, det moderne kavaleri har holdt sit indtog, og verden bliver ikke den samme. Men det er en helt anden historie, som jeg garanteret skriver på et senere tidspunkt.

Kilder:
Kay Nielsen: Danmarks konger og Dronninger
Piet vand Deurs : Spillet om magten
Henning Dehn -Nielsen : Kongelige Mord i Danmarkshistorei
Henning Dehn-Nielsen: Danmarks konger og Regenter
Wikipedia. www.kongerækken.dk
og utallige andre hjemmesider.