Han hiver efter vejret, da han endeligt når toppen. Tågen ligger tykt som et skærmende skjold over bjergkammen og skjuler, at han er kravlet de sidste 1000 meter af knoldede og regnvåde stier. I baggrunden står en stedkendt guide og taler monotomt på et sprog, som han ikke forstår, og peger mod ruinen i baggrunden.

Han bøjer sig mod jorden og graver et par sten og lidt jord ud af den hårde regnvåde overflade, hvorefter han lukker sine øjne.

Han ser dem gå ad den smalle snoede sti i deres blå og sorte kapper forbi endeløse rækker af stridsfolk med røde kort og liljer på skjoldene mod bålpladsen ved foden af bjerget.

Han rejser sig, og begynder nedstigningen. Regnen lægger sig som fine små dråber på armene. Skønt de er kølige, så virke de behagelige i kontrast til den lumre tordenvarme, som har lagt sig over Mont Segeur.

Han passerer mindestenen ved foden af bjerget og lukker igen øjnene. I et kort glimt ser han 220 bål sende deres flammer mod himlen og kapperne blive til aske.

Han flår sig tilbage til virkeligheden, og bliver opmærksom på den lille buket på altret ved stenen. Lad mig ligge står der på et fremmed sprog.

I et nu ønsker han, at ville knibe en tåre for de gode mennesker, der døde for deres tro, men han ved, at det blot vil blive endnu en dråbe i regnen ved Mont Segeur.