Kuffert efter kuffert løber forbi på bagagebåndet i den lille lufthavn, men jeg ænser det næppe. Jeg ser kun dig, dit smukke ansigt og dine sørgmodige øjne. Du lader din hånd løbe gennem håret og strækker dig en smule.

Jeg gyser, mens jeg et øjeblik ser ind i dine øjne og frygter, at du ser kløften i min sjæl.

Jeg kender dig ikke, og du kender ikke mig, men alligevel føler jeg instinktivt, at jeg ville kunne finde ro og hvile i dine arme for altid.

Du løfter din kuffert, og jeg ønsker, at håndtaget må briste, så du må vente en omgang eller bedre, at jeg kan fange den for dig, og i et nu blive din frelser.

Du går mod udgangen, og jeg følger hver eneste bevægelse. Du kaster dit hår over dine smalle nøgne skuldre, der er brune af solens stråler.

Jeg løfter min kuffert og går mod ankomsthallen, men du er borte. Bag mig løber bagagebåndet ubønhørligt videre.