Hvornår er det, man skal give slip på sine børn, og kan man nogen sinde gøre det helt!?! Jeg har jo prøvet det før det med at sige farvel til et "barn", der absolut ville ud og opleve verden kun med en rygsæk og så i 9 måneder. Denne gang er det dog til en civiliseret del af verden med ordnede forhold - tror og håber jeg. Men efter at denne verden gik af lave den 11. september er mine begreber blevet noget forrykket. Der er kommet en angst snigende ind, som jeg ikke kendte før. En bevidsthed om hvor sårbare vi mennesker er, og smitter det nu "barnet", der har sit mod og tillid i behold trods alt!?!
Det at være MOR er svært, for jeg er jo bare en pige, der brændende ønskede at få børn, og har jeg nu gjort det godt nok, er jeg for omklamrende, skal jeg sørge for at det sidste af navlestrengen hurtigst muligt bliver kappet! Måske og måske ikke. Som det udfarende "barn" sagde, da jeg forelagde mit dilemma:
"Jeg ønsker ikke det brud mor, selvom du siger, at det giver en større sorg til sin tid. Det er godt og trygt for mig at vide, at forbindelsen til dig er intakt uanset, hvor i verden jeg befinder mig!"
Det var slemt at stå i lufthavnen og vinke farvel og vide, at først om 5 måneder ser jeg min elskede datter igen. Min egoisme forbandede min voldsomme opbakning til det, jeg stod i nu. Processen havde varet et helt år, da der først skulle scores flotte karakterer, og forceres mange bjerge og sorteringer inden hun nåede sit mål. Der stod jeg, og skammede mig over mine tanker. Inderst inde var jeg jo så stolt, at jeg havde lyst til at råbe ud over hele lufthavnen:
"Det er min datter, der er udvalgt til STASIER på forskningskontoret i EU-kommissionen!" Se, hvor kvik og sød hun ser ud, dér i sit nye tøj!"
Faktisk kunne jeg dårligt nok kende hende i den fine uldfrakke og dyre kuffert! Normalt plejer hun at gå i genbrugstøj og have en stor rygsæk på ryggen, når hun skal ud at rejse. At være på SU og arbejde på plejehjem i weekenden kaster jo ikke så meget af sig, i hvert fald ikke til "mærketøj". Alle hendes sparepenge var gået til den nye kollektion, der hørte med til at bestride jobbet i Bruxelles.
I de 6 timer, der gik før vi endelig hørte fra hende, var jeg fuldstændig tom! Hvad er det, der sker med en mor, eller er det kun mig!?! Mine tanker kørte rundt i hovedet, jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om mine egne forskellige gøremål. Der er "det" igen! Hvordan tager andre mødre denne situation!?! Er jeg specielt følsom!?!
Mine tanker går tilbage til sidste gang, jeg skulle sige farvel på Københavns Hovedbanegård, hvor hun skulle over Moskva for at stige på Den Sibiriske Jernbane til Kina. Godt nok havde jeg ondt i kinderne af at smile og smile, så hun ikke selv skulle begynde at græde, men den grimme angst for hendes liv erindrer jeg ikke. Der var ellers nok at være bange for, da hun skulle rejse ud helt på egen hånd for hvad med jordskælv, oversvømmelser og banditter, men terrorister skænkede jeg ikke en tanke! At jeg hulkede vildt, da toget var ude af syne var vel naturligt!?!
"Hej mor!" Endelig hørte jeg hendes stemme! "Alt er gået godt, bortset fra da jeg skulle checke ind. Der var "noget" i min kuffert, der fik alle alarmklokker til at ringe, så jeg blev trukket til side! Det værste var, at mens de ledte som gale i mine tasker efter synderen, var jeg ved at komme for sent til mit fly. Nå - enden på den historie blev, at hvis jeg selv skal klippe mit hår, må jeg vist købe en ny saks i Bruxelles!"
Tankerne blev ved med at svirre denne morgen! Jeg havde før tænkt grundigt over det at være mor. Især efter nogle artikler, der handlede om at være mor på godt og ondt! At det altid var mors skyld - enten er mor for lidt eller for meget. Til gengæld er jeg holdt op med at pine mig selv med det, jeg kunne have gjort bedre, og var begyndt at se på det, der gik godt. Se i øjnene, at det ikke var så dårligt at have arbejde ved siden af det at være mor. At jeg også har kunnet give noget værdifuldt videre til mine døtre. Om ikke andet så en anden bevidsthed om det at være kvinde end den, jeg voksede op med. At turde leve drømmene ud, og det var så det, jeg alligevel havde svært ved at acceptere, fordi jeg ikke selv kunne efterleve det mod, jeg havde givet mine døtre. Hvilken paradoks!
"Din kaffe bliver kold!" Jeg hører min mands stemme nede fra stuen, og skynder mig at ryste de sidste tanker bort og vende tilbage til den praktiske del af mit liv.