At læse korrektur er som at plukke tyndskid af en tjørnebusk.

Når jeg selv giver et manuskript fra mig, er det læst igennem og rettet adskillige gange. Alligevel kan det sagtens ske, at der er et eller andet, der kan gøres bedre. For kort tid siden fik jeg f. eks en novelle, der netop havde været gennem min egen "finmaskede korrektur". Læseren havde gjort mig den tjeneste at cirkle ordet "Han" ind med rødt, fordi det forekom alt for mange gange i manuskriptet. Det så fuldstændig grotesk ud, men fremstillet på den måde, kunne jeg godt se, at det var nødvendigt at rydde op og finde på en anden måde at beskrive den enlige hovedpersons gøren og laden.
Et godt råd til alle, der læser for andre, er at bruge en god kraftig rød kuglepen eller lignende. Det kan godt være, det bringer mindelser om fortidens dansklærere i erindring - og hvad så! Korrekturlæseren skal ikke bruge den røde pen for at virke bedrevidende og give et åndeligt smæk over fingrene, men fordi, det ganske enkelt er lettere at se og læse for den, der modtager sit manus tilbage.
Så skulle I få et manus retur fra en læser, og det ser ud som om, en eller andet er forblødt ud over det, så bliv ikke vred. Din læser har virkelig gjort et godt stykke arbejde, og det skal du glæde dig over, og hvis dit manus kunne gøres bare en lille smule mere "guddommeligt", så var det heller ikke så galt.
Altså glæd jer, når nogen tilbyder at læse manuskripter for jer. Tag vel og positivt mod kritikken og gør gerne læseren en gentjeneste ved for eksempel at læse hans eller hendes arbejder, men bliv ikke uvenner over det, hvis ikke læseren synes, at netop dit manus er manuskriptet over alle manuskripter, selvom du måske selv mener det. Man kan glæde sig over sit eget "barn", men man kan ikke vurdere det.
Mange anerkendte forfatteren bringer dedikationer som denne:
"En hjertelig tak til NN uden hvis utrættelige gennemlæsning, rettelse og vejledning, denne bog aldrig var blevet til."