Telefonen ringede. Jens bandede og skrabede det lille utyske til sig, mens den vibrerede sig hen over bordet på vej mod et frit fald ned på gulvet.
   - Hej, det er Maria, stemmen lød uforskammet morgenfrisk, og Jens himlede med øjnene. Han havde lige hældt sin morgenmad op fra en yoghurtkarton og strøet müesli på, med masser af nødder, og så ringede den værste telefonterrorist af dem alle til ham.
   En telefonterrorist var en person, der kunne snakke i timevis uden at sige noget, og som ikke var til at afbryde for at fortælle, at man lavede noget vigtigt og uopsætteligt, som for eksempel at læse sin avis eller gætte den store kryds og tværs på bagsiden af samme.
   - Jamen, goddaw Maria, sagde Jens, og tog en ordentlig slurk kaffe, jeg var ellers lige ved at spise morgenmad. Mere tydeligt kunne det ikke siges : - Gør det kort, jeg har travlt. Alle kendte Jens' afsky for lange telefonsamtaler, men det forstyrrede ikke Maria.
   - Hej, jeg ville bare lige sige tak for invitationen, Erik og jeg vil gerne komme til din 65 års fødselsdag, men jeg har et stort spørgsmål til dig, Jens?
   - Mumf, sagde Jens, han havde lige drejet telefonen skråt opad for ikke at få yoghurt og müesli på den, - og hvad er så det, du plejer da at vide alt. Der lød et krunch i Marias øre, fordi Jens lige havde knaset en hasselnød i müeslien.
   - Åh, dit pjathoved, sagde Maria, nej, jeg vil da gerne vide, hvad du ønsker dig til din fødselsdag. Det er jo halvrundt og alt det der, så du skal da ikke være for beskeden.
   Der var en lang kunstpause, mens Jens diskret fik lirket en ordentlig slurk kaffe ned, så sagde han: - Åh, du ved, jeg ønsker mig jo ikke noget, jeg er en gammel mand, og har, hvad jeg gerne vil have, så det skal du ikke tænke på, kom bare som I er, og lad os få en god og sjov fest. Du ved, vi bliver 30 til 35 stykker.
   - Ha, råbte Maria bebrejdende, det vidste jeg du ville sige, men du slipper ikke. Vi synes, det er så fattigt bare at komme med nogle flasker vin, så ordinært, banalt og alt det der. Du må da mangle et eller andet, hvad med en flot skjorte og et slips til. Et rigtigt fint silkeslips.
   Jens skulle lige til at komme med sin uforgribelige mening om banaliteten i det forslag, habitter, fine skjorter og slips, havde være hans arbejdstøj i store dele af hans lange arbejdsliv, men nåede det ikke, før Maria fortsatte: - Eller en flot sweater hvad? Der er kommet nogle rigtig fine nogen, lige noget for dig, nu du går på pension, og så er der bøger, du ved. Der er nogle debatromaner af nye forfattere, du skulle tage og blive lidt kulturel på dine gamle dage, hvad siger du, der er masser af muligheder?
   Jens mening om debatromaner af nyere danske forfattere var til at overskue. Han var mere til gode rabalderromaner fra udenlandske forfattere og læste dem i dyngevis på originalsproget, men det sagde han ikke højt, al den stund han vidste, at Maria vidste, eller burde vide, hvor hans litterære smag lå. Han gabte og håbede, at knageriet i kæberne ikke kunne høres.
   Så blev han med et nærværende, han kunne høre, at Maria var løbet tør for luft, måske han havde en lille chance for at få ordet.
   - En stegepande, sagde han med klar distinkt røst, en stegepande, det er, hvad jeg godt kunne ønske mig, hvis jeg absolut ikke må få vin og sprut, så jeg kan motionere min lever. Maria grinede pligtskyldig: - En stegepande, sagde hun, og der var både spørgsmålstegn og udråbstegn efter det ord. - Ja, men, det var da dejligt at høre et fornuftigt ønske, fortsatte hun, og til Jens store fryd, fik hun pludselig travlt med at "komme videre". Jens gættede på, hun havde et par lynhurtige opkald til veninderne. Han havde også en klar fornemmelse af, at diverse mænd i de forskellige parforhold, for længst havde afskrevet sig enhver ret til at komme med gode ideer til gaver til en jævnaldrende mand. Dels fordi konerne ikke fandt deres forslag om vin og sprut passende, og dels fordi de, lige som Jens selv, var revnende ligeglade.
   Pyha, sagde Jens og skænkede sig en kop kaffe mere. Det var helt godt at høre køkkenurets dik-dik igen. - Så slap jeg da af med hende, gud ved, hvad hun så får ud af det, nå fred være med det, så går tiden for hende, men hvorfor kan jeg ikke bare få et par flasker vin og lidt sprut? En skjorte hmpf, bløde pakker, jeg kan sgu selv finde ud af at købe de klude, jeg skal have, når jeg har brug for dem.
   Jens boede alene. Det var ikke fordi, han ikke kunne lide kvinder. Der havde være flere i hans liv, endda et par, han var gået så vidt som til at gifte sig med. Det havde så holdt nogle år, hvorefter de var skiltes i bedste fordragelighed. Jens havde fundet ud af, at en kvinde i huset var en udmærket ting, bare hun ikke blandede sig i hans rutiner, og hele tiden ville fortælle ham, hvad han skulle gøre, hvordan han skulle klæde sig, hvor han skulle hen og så videre og så videre. Jens ville gerne selv disponere sin tid, og det var så det.
   Somme tider flyttede et nyt hunkønsvæsen ind, men når de efter nogen tid havde fundet ud af, at Jens ikke kunne opdrages, til det de gerne ville være gift med, skred de igen. Sådan var det, og Jens havde det godt, men denne gang havde han chokeret Maria, og det var grunden til hendes hurtige afsked over telefonen. Der gik nemlig ikke mange sekunder, før hun havde fat i en veninde og bekendtgjorde ikke mindre end to sensationelle nyheder. Nemlig, at Jens åbenbart var begyndt at lave mad, og at han havde et ønske til sin fødselsdag, et ønske som et hunkønsvæsen kunne forstå.
   Anna var også chokeret, hendes "sofastykke" Hans sad og læste avis og rykkede forsigtigt ind på sit "kontor" eller "herreværelse", som han sommetider kaldte det, da Maria og Anna begyndte at skvadre i telefonen om fænomenet Jens, der pludselig ønskede sig en stegepande.
   - Ja, men, hvad er det nu for noget, er Jens begyndt at lave mad på sine gamle dage. Jeg troede ellers, han havde slagter Fritz som fast hofleverandør.
   - Det troede jeg også, sagde Maria, men der er åbenbart sket noget. Tror du, han har fundet sig en ny dame, der gerne vil have lidt værktøj?
   - Tja, det kan jo tænkes, men Jens er mere typen, der forventer, at en ny dame selv stiller med værktøjet, hvis det altså er så seriøst, at Jens vil spise hendes mad. De to kvinder grinede højlydt. Alle vidste, at slagter Fritz og Jens havde en simpel aftale, der bestod i, at Jens hver mandag hentede syv pakker hos Fritz. Hver pakke indeholdt halvanden portion af en eller anden færdiglavet ret, Jens godt kunne lide. Den halve portion var til hans frokost, resten til hans aftensmad. Alt hvad han havde brug for, var en mikrobølgeovn, et par minutter, og han havde en velsmagende ret, der blev skyllet ned med en god rødvin eller hvidvin, hvad der nu passede bedst. Hvis han var i tvivl, valgte han en rosé. Jens havde også en opvaskemaskine, der kunne tage præcis tolv komplette sæt service, og derfor havde Jens tretten komplette sæt, så han vaskede op automatisk og brugte det overskydende sæt imens. Jo, Jens havde styr på det, og praktisk sans, og så ville han Gud hjælpe mig have en stegepande!
   - Hvis han vil have en stegepande, så skal han sgu også have en stegepande, sagde Anna. Hør du, hvis han er begyndt at lave mad selv, skulle vi så ikke lige snakke sammen alle sammen, så han ikke får fem stegepander?
   - Mægtig, det var også det, jeg lige skulle til at foreslå, sagde Maria. For en vordende mesterkok er intet for godt. Vi ringer rundt ikke?
   - Yeps, mente Anna, og de to veninder tog afsked med hinanden, men lagde ikke røret af den grund. Der var en telefonkæde, og begge vidste, hvem, der var inviteret til Jens fødselsdag med mad på kroen og alt til faget hørende, - nu det var halvrundt.
   - Halvanden time senere var de færdige og styrtede ud for at finde deres ægte mænd, men de havde lugtet lunten og var forsvundet. De vidste kun alt for godt, at en diskussion om den slags var formålsløst og i bedste fald spild af tid. Så vidt de vidste, ejede Jens ikke så meget som en kasserolle, og et ønske om en stegepande var helt absurd i deres øren. På den anden side, hvis kvinderne havde sat sig i deres kollektive hoveder, at han ville have en stegepande, så gad de herrer ikke bruge tid på at fortælle dem, at det sikkert var en joke, en tidlig morgenstund, eller også et momentant anfald af total sindsforvirring hos Jens. I Jens' køkken befandt sig tretten sæt service, og det var så det - færdig. Nej, hvis han havde ønsket sig for eksempel en skruemaskine, en vinkelsliber, et nyt sæt topnøgler eller noget andet fornuftigt, så ville de gerne være trådt til med råd og vejledning, ja, endda være gået i byen for at finde det helt rigtige. Men en stegepande, glem det! Det kunne konerne tage sig af, og de ville elske det.
   Og det gjorde de.
   Den store dag oprandt. Kroen havde hejst flag, gæsterne begyndte at ankomme, og Jens blev begavet. Der var mange pakker, men ingen, der lignede flasker, og de var også for tunge til at indeholde tøj, så det så helt spændende ud alt sammen, syntes Jens.
   Det blev en god fest, et par af herrerne holdt taler, hvor Jens til sin forbløffelse blev gjort bekendt med en hel masse gode sider, han ikke anede, han havde, og der blev sunget sange. Ja, damerne havde poetiske årer, og noget af det var endda til at synge uden for meget besvær. Der var selvfølgelig nogle af sangene, der var købt i en boghandel, hvorefter Jens' navn var sat ind i stedet for det, der stod der, hvorefter hele baduljen var kopieret på en kontorkopimaskine, for der var stadig flere af konerne, der endnu var på arbejdsmarkedet, og derfor havde adgang til den slags faciliteter.
   En af sangene, som Jens bed mærke i, forundrede ham en del, fordi den mere end antydede, at han, Jens, var en vordende mesterkok. Det spekulerede han så lidt over, men glemte det igen, da flere af gæsterne foreslog, at Jens skulle pakke gaver ud og se, hvad han havde fået.
   Han tog den første pakke, den var næsten rund, og der stak noget ud fra den, den var også bemærkelsesværdig tung.
   - Øj, øj, en banjo, sagde Jens, det var også på tide at blive lidt musisk. Han holdt den op foran sig og spillede et par strofer "luftbanjo" og sang med høj røst en stump af Beatlesnummeret "When I am sixtyfour", idet han dog rettede det til sixtyfive. Alle grinede. På det tidspunkt ville gæsterne grine af hvad som helst.
   - Pak op Jens og se, hvad det er, jublede et par af de tilstedeværende damer, og Jens, der allerede havde gættet det, pakkede op og så glad og begejstret ud, da en flot stegepande af bedste fabrikat dukkede frem af papiret
   Den næste gave var om muligt endnu tungere og indeholdt et kæmpeskrummel af en gryde.
   - Det er en wok gryde, råbte Anna begejstret, da hun så Jens' betuttede udtryk. Wok mad er så sundt, og nu du skal til at kokkerere.
   Jens så begejstret ud og takkede rundt, før han fortsatte gaveudpakningen. Der kom flere hænder til for at hjælpe med udpakningen og forklare Jens, hvad det hele skulle bruges til.
   Der var gryder, potter, pander, kasseroller og spatler og sleve ja endda en mærkelig tingest, der lignede et kæmpestort bordtennisbat af fint trådnet.
   Maria trådte til og forklarede: - Den er til at lægge over stegepanden eller gryden, så det ikke sprøjter, når du laver medisterpølse.
   - Ja, så, sagde Jens interesseret. - Og her, fortsatte Hanne begejstret, her er glaslåg, til gryden så du kan se, hvordan det går med kartoflerne eller grydestegen.
   - Jow, det kunne Jens da godt forstå. Han takkede så mange gange for alle gaverne og så passende lykkelig ud. De tilstedeværende herrer spekulerede på, om Jens havde raslet et par skruer løs eller havde været ude for en religiøs vækkelse. Men så slog de sig til tåls med, at han jo skulle se glad ud for sine gaver og takke overstrømmende. Det hørte sig til. Og festen fortsatte med endnu et par sange inden en keyboardspiller tog over, og det forventedes, at man skulle danse, hvad der altid var en smule svært, fordi herrerne var lidt tunge bagi og hellere ville sidde og ordne verdenssituationen over en sjus fra den frie bar. Så damerne enten måtte danse med hinanden eller sjanghaie en herre, som regel deres ægtemand, fra et af bordene og hive ham ud på gulvet.
   Det blev sent inden man brød op, og selskabet, der så småt var ved at køre trætte, livede lidt op, mens de tog afsked med hinanden og drog hver til sit. Jens takkede endnu engang overstrømmende for de mange gaver. - Det var alt for meget, og det havde jeg slet ikke ventet, og gæsterne sagde: - Tak for en dejlig fest, og selvfølgelig skulle han da havde noget ordentligt, når han nu havde ønsket sig det, og det var halvrundt.
   Han stod som den sidste tilbage og kikkede ud overe det hele, så betalte han værten og bestilte en taxi til at køre sig og alle gaverne hjem. En time senere lå han i sin seng.
   Nu havde han holdt en fest på sin fødselsdag, for det skulle man, og det forventedes, og så blev man inviteret igen, fint nok, Jens kunne godt lide at komme til fest, men helst når han ikke selv skulle have besværet. I morgen ville han få travlt. Han rullede om på siden, vækkeuret viste 4:30 om morgenen. 30 sekunder senere sov han.
   Det var en uge efter festen. Jens kom traskende ned ad stien på vej til første tee-sted på golfbanen. Hans tre medspillere stod allerede og ventede på ham. De tog alle kasketterne af og hilste rundt, med hånd, som sømmer sig mænd, der skal påbegynde ædel kappestrid. Så kom den ene til at se Jens' golfbag, hvor et headcover, der forestillede Anders And stak op.
   - Halløj, Jens, sagde han, har du fået nyt værktøj?
   Jens vendte sig om og kikkede på sin golfbag, som om han så den for første gang. - Jo, det har jeg skam, sagde han åndsfraværende og fortsatte, - nu skal I sgu få modstand. Det er det ultimative våben, det her, han halede køllen op af bag'en og fjernede Anders And. De andre fløjtede beundrende. - En stegepande, sagde de i kor.
   - Yeps, sagde Jens begejstret. Titaniumhoved 460 milliliter med ekstra stort sweet spot, der er meget tilgivende for mindre fejlslag specielt designet grafitskaft og læder grip. Super. Nu skal I se.
   - Ja, Jens lad os se, du får honnøren.
   Jens stak en tee i jorden og balancerede en bold ovenpå, så indtog han sin slagstilling, vrikkede lidt med bagdelen og flyttende prøvende med fødderne for at få den helt rigtige vinkel, og slog. Der lød et smukt fuldtonende PLING og bolden gik i luften med et svich.
   De fulgte den alle med øjnene.
   - Mindst 200 meter kundgjorde Hans, da bolden landede, flot Jens, den skal du nok blive glad for.
   - Jow da, sagde Jens, det tror jeg også. Han satte Anders And tilbage på det glinsende titaniumhoved og stak køllen i bag'en. - Det var en fødselsdaggave fra familien.
   - Det er en god familie, du har, Jens, bare lige at kunne ønske sig en stegepande og så få en af de aller bedste. Det ville jeg ikke have anset for helt nemt.
   - Det var det heller ikke, sagde Jens.