Johannes hed han og han var spillemand med problemer, han havde af taktiske årsager ændret sit navn til Johs, da navnet Johannes godt kunne skaffe sin ejer en tur i arenaen til løverne, det var der nogle af det navn, der havde prøvet, men aldrig mere end en gang, for bagefter kunne man godt komme til at se lidt brugt ud, når en stor sulten løvet opildnet af tilskuernes hepperåb og sin egen sult havde moret sig med en. Men Johs selv mente sig nu nok i sikkerhed, hvem ville dog finde på at gøre en fattig spillemand ondt til og med en spillemand med fremtidsvisioner, der tillod ham at bygge sit eget instrument, et smukt strengeinstrument. En flot trækasse, der fremhævede den skønne lyd og fire kattetarme af forskellig tykkelse til at frembringe dem med, for slet ikke at tale om den bue, der blev brugt til at file henover kattetarmene med og gav de pæne toner.
   Johs var i al beskedenhed et geni, og han vidste det godt, men omverdenens anerkendelse kneb det desværre lidt mere med, og derfor stod han en skønne dag på gaden og filede smukke melodier af sit strengeinstrument, af hvis lige der ikke fandtes magen i hele den civiliserede verden, der dog ellers var ret stor, helt fra Hercules' Søjler, der stod som en stor portal og vogtede over det store intet i vest, non plus ultra, som man sagde, og til Syrien og de store sandørkener i øst, bag ved hvilken, der ikke fandtes ret meget der var værd at samle på, efter hvad samtiden ellers mente, med mindre man var meget opsat på ballade og eventyr, og det lå ikke for Johs, han var fredsommeligheden selv.
   Nu havde han så stablet sig med sit nye strengeinstrument lige op ad en stor åben plads, hvor man efter sigende ville opføre alle tider kolossale amphiteteater, man havde endda taget de indledende knæbøjninger til projektet og rygtet ville vide, at det nok skulle kunne blive færdig sådan om en seks års tid eller deromkring, så den gode kejser, der vistnok ikke var så god endda, ja nærmest lidt humørsyg en gang imellem, når det tog ham, kunne komme i teatret og more sig over de, der mere eller mindre frivilligt måtte slås med missekatte i overstørrelse eller hakke hinanden i småstykker på arenaens sand.
   Når Johs havde stillet sig her, så var det fordi flere af Roms rigeste folk kom her, og de ville nok kunne afse en skilling til en fattig spillemand, men denne dag hvor solen brændte nådesløst ned over den åbne plads og på Johs hoved skulle alligevel blive noget særligt, for denne dag blev indledningen til et nyt, hektisk, men kort afsnit i Johs' liv, og det starter lige nu.
   Johs hørte høje råb og så flere soldater komme løbende ind på pladsen og brede sig ud i en vifte. Det var kejserens bodyguards. Bag efter kom en flot bærestol slæbt af 12 slaver og i denne bærestol sad kejseren himself med et udtryk af uendelig kedsomhed i sit barske ansigt. Johs så det og fattede mod, man sagde kejseren var kunstinteresseret, uden dog at gå i detaljer, og at han havde en huslærer, til at undervise sig, måske ville kejseren sætte pris på lidt god musik? Johs lagde kærligt sit strengeinstrument til kinden og sleb prøvende et par toner af det. Reaktionen udeblev ikke.
   - Hvad er det, skreg Kejseren, og så sig omkring til han havde fået øje på Johs? Bring mig den mand.
   Johs følte sig pludselig grebet af bomstærke soldaterarme og slæbt hen til bærestolen, hvor han ret ublidt blev sluppet og faldt om på jorden.
   - Kan du spille, snerrede kejseren.
   - Javel herre kejser, sagde Johs med bævende ærbødighed i stemmen, han havde hørt at folk var lavet til løvemad bare for at se på kejseren, når denne var i det humør, så det var nok passende at vise lidt ydmyghed lige her og nu.
   - Så stå ikke der mand, men spil, kejseren lød næsten helt formildet, og Johs skyndte sig at lægge sit instrument til kinden og filede løs på en selvkomponeret melodi.
   Kejserens strenge åsyn lyste langsomt op og lidt efter sad han med et forklaret udtryk i ansigtet og tappede takten med sin sandalklædte fod. Udmærket, ganske udmærket, brummede han, da tonerne døde hen og Johs tog instrumentet fra kinden. Hvad hedder dit instrument, udbrød han, jeg mindes ikke at have set sådant et før her i Rom.
   - Jeg kalder det en bi-bi-biolino herre kejser, stammede Johs, det skulle betyde den levende streng.
   - Hm, indvendte kejseren, det lyder lidt tungt, men jeg vil sætte min PR agent til at finde et bedre ord, men sig mig engang, jeg vil gerne lære at spille på sådan en biolino, er det svært?
   - Ih, nej ivrede Johs, slet ikke alle kan lære det, ja jeg vil med glæde lære Deres Kejserlige Højhed det om det skal være.
   - Det er en aftale, kom til mit palads om en time og lær mig det, jeg vil holde en stor soireè, hvor jeg skal spille på biolino solo og al folket skal lytte til og klappe af mit musiske talent, og der skal være levende lys til.
   - Undskyld herre Kejser, men hvad er en soireè?
   - Aner det ikke, sagde Kejseren, men det falder godt på tungen, jeg har selv lavet det tilføjede han, så en dag bliver det berømt, måske ikke her i det barbariske, ukulturelle, dekadente romerrige, men måske andre steder i det mægtige romerske imperium, måske oppe i det nordvestre hjørne hos de vilde gallere, de har så vidt jeg ved forstand på livets rette værdier i den rigtige rækkefølge: Vin, kvinder og god musik. Men de er sgu skøre de gallere, sagde han og bankede sig på panden med en pegefinger. Han afbrød sig selv, klar over, at han talte til en mand langt under hans stand. En mand han skulle give ordrer, der skulle adlydes blindt ellers kunne han befale ham smidt for løverne, ja, det kunne han for den sags skyld også selv om denne mand ikke havde gjort noget.
   - Om en time, sagde han formanende i mit palads, og tag biolinoen med.
   - Javel, herre Kejser. Johs ventede ærbødigt til kejserens bærestol var blevet vendt og på vej hjemad mod paladset, så skyndte han sig selv hjem, han havde en ny elskerinde, der ventede på ham. Kvinder havde det med at falde pladask for Johs' musik, og det var ikke Johs' sag at hjælpe dem på benene igen, når de nu alligevel lå ned, og det havde en mening, så kunne man lige så godt udnytte det fuldt ud og det gjorde Johs, og han havde aldrig klager i den anledning, tvært imod. Når Don Juan og Casanova engang blev født ville de faktisk kunne have fået en glimrende læremester i Johs. Men det ville være historiefuskeri at springe så meget i det, så de kom aldrig til at lære hinanden at kende, heller ikke på astralplanet.
   Præcis en time efter stod Johs som befalet ved slottets port. Han var forfrisket af et bad og det amerikanerne langt senere ville kalde "en lille hurtig omgang" "a quickie", hans elskerinde havde kvitteret meget kontant for Johs oplysning om hans nye job og hun lå nu derhjemme i en tilstand af behagelig postcoitus og nød livet, mens Johs var på vej til sin første spilletime for den almægtige og strenge kejser.
   Kejseren var ikke helt nem som elev: -Jeg skal lære at spille biolinoen perfekt til min store optræden i aften, var hans første ord, da Johs fik foretræde.
   - Ja men herre kejser, en biolino er ikke så nem at lære at spille på, det tager tid, men når man først har lært det, så glemmer man det til gengæld heller aldrig. Johs løftede en docerende pegefinger: -Husk herre Kejser, non scholæ sed vitæ .
   - Ak ja, sukkede Kejseren det er nemt sagt, det siger min huslærer Seneca også, men, jeg er kejser, og jeg skal lære at spille biolinoen til i aften, og iøvrigt kan jeg ikke lide min huslærer, og det er slet ikke rart at være lærer for mig, hvis jeg ikke kan lide ham.
   Han tog biolinoen og lagde den til kinden og begyndte at file løs, som han havde set Johs gøre det, men buen smuttede og han stak bandende en finger med en brækket negl i munden. Nu kan det sgu være nok, snerrede han, hvis jeg ikke kan næste gang så --, han lod ordene hænge som en uudtalt trussel i luften. Johs stirrede forskrækket på ham, og skyndte sig at samle biolinoen op og vise kejseren meget omhyggeligt, hvordan han skulle lægge instrumentet til kinden og file henover strengene på det. Kejseren prøvede igen, det lød frygteligt.
   - Bravo herre kejser, det var både smukt og godt klappede Johs, da kejseren træt lagde biolinoen fra sig. Kejseren havde ingenting lært, men Johs havde lært, at når en kejser udførte kunst altså kunst i egne øjne, så var det klogest at give ham ret i at det var alletiders kunst, hvis man satte pris på at beholde sit gode helbred.
   - Det lyder ikke helt rigtigt endnu, snerrede kejseren, vis mig hvordan du gør endnu engang og hvis jeg så ikke kan er du en dårlig lærer, og ved du hvad jeg gør ved dårlige lærere--.
   Johs lagde skælvende sin kære biolino til kinden og spillede en lille let melodi. Han havde brugt ti år på at blive så god som han var nu, og han var god, og nu ville denne tåbe lære ham kunsten af på blot en time og derefter optræde solo for en større flok, han stod i en lille gård og kejseren havde sat sig på en terrasse hævet et par meter over gården, nu lyttede han hengivent til Johs spil. Johs kunne ikke dy sig, nu skulle han vise denne barbar, hvordan man spillede biolino. Strengene levede under hans følsomme buestrøg og smukke kompositioner fløj fra buen, forstærkedes af instrumentets smukt buede kasse og steg endelig op til det kejserlige øre. Johs forglemte et øjeblik sig selv, han helligede sig helt sit spil, da han mere fornemmede end så, at kejserens attitude havde ændret sig igen. Han så op, der var et febrilt skinnende udtryk i kejserens blik, og også de to livvagter stod anspændte og kikkede efter noget umiddelbart bag Johs.
   Johs følte på engang nakkehårene rejse sig samtidig mærkede han en ram stank af rovdyr og pludselig hørte han ganske tydeligt en arrig snerren umiddelbart bag sig, hans spil gik i stå og han vendte sig langsomt omkring. Der stod en stor hanløve. Den så slet ikke venlig ud, men mindede mere om det den var en stor sulten og irriteret hanløve, nu gik den langsomt frem mod den skrækslagne Johs, vagtsomt, parat til angreb.
   Spillemanden stod lammet med front mod løven og ryggen til kejseren, der nu fascineret iagttog skuespillet. Løven krøb lurende nærmere, da den kun var en meter fra ham, trådte Johs rask frem mod den og smækkede med stor kraft buen i panden på den lige midt mellem øjnene.
   Angrebet kom så uventet at løven forskrækket sprang et par meter til siden og Johs var ikke sen, med en gazelles gesvindthed for han mod udgangen.
   - Soldater stands ham, hylede kejseren, jeg vil have den biolino. Johs nåede udgangen og ville også have klaret den, hvis ikke to af kejserens soldater havde slået til lige der, samtidig med at løven angreb dem alle tre bagfra. Det eneste, der slap uskadt fra det var biolinoen, som blev overrakt kejseren af den overlevende soldat. De øvrige tre, løven, den anden soldat og Johs drog til hver deres respektive jagtmarker.
   - Det var også fejt erklærede den tilsynsførende, da Johs arriverede, tre mod en, men du klarede dig ganske godt og dit fine instrument overlevede, nu skal du få lov at kikke ned på jorden og se, hvad der siden skete.
   Johs kikkede.
   Kejseren stod med biolinoen i hænderne og ignorerede totalt dramaet, der foregik i paladset baghave. Han lagde biolinoen til kinden og filede løs. Det lød stadigt rædselsfuldt, men de få publikummer, et par soldater, der stod i nærheden vidste nok, hvornår der skulle roses, når kejseren spillede biolino eller i det hele taget foretog sig noget.
   Han lagde instrumentet fra sig. -Garde træd an, skreg han. Jeg den store kejser vil give en soireé for jeg har nu lært at spille på dette pragtfulde instrument, jeg er den største kejser i hele verden og iaften skal jeg bevise, at jeg også er den største musiker.
   - Hvordan skal al folket være i stand til at se Eder, Herre Kejser i aften, spurgte en centurion forsigtigt.
   - Intet problem skreg Kejseren, sæt fyr på byen om nødvendigt.
   Den aften startede en større brand af ukendte årsager i Rom, og da den var på sit højdepunkt kunne man iagttage imperiets kejser stå på en forhøjning og file falske toner på et mærkeligt musikinstrument.
   Kejseren lagde sjælfuldt biolinoen til kinden og spillede, det lød helt godt, når han selv skulle sige det, og hvem turde vel sige ham imod. Så kunne han altså lære mig det alligevel mumlede han henført over sit eget geni. Synd det skulle gå ham sådan, men der er en poetisk retfærdighed i, at en mand der lever af at file på kattetarme bliver ædt af en løve, så glemte han ham totalt og koncentrerede sig om sit spil, et saligt smil sås på hans ansigt, et hengivent udtryk og et blik, der gled bagud ind i hans sjæls kulsorte mørke. Dér i flammernes flakkende skær, som gav en højst effektfuld baggrund. Kejseren var lykkelig.
   Kejserens PR agent må vi ikke glemme. For han var en travl, men dygtig mand, det var nemlig ikke helt let at få det til at sive ind hos skatteyderne, at kejseren var en mild og venlig sjæl, så han havde et hårdt job, og nu skulle han altså finde et navn til kejserens nyeste påfund en biolino. Han kom med mange gode forslag, deriblandt violin, der havde en bedre klang, men kejseren forkastede dem alle, og da hans PR mand ikke var spor dum og havde en naturlig sans for at overleve, udførte han sit mesterstykke i reklame for sig selv den sidste nat i cellen, inden han skulle i arenaen til løverne, til at overbevise arrestforvareren om, at han slet ikke smagte godt, var sej som sålelæder, og at Kejseren såmænd nok havde glemt hans eksistens i alle tilfælde.
   Han var god, rigtig god. Resten af sit liv tilbragte han stille og fredeligt med at dyrke vin et godt stykke syd for Rom, men historien om biolinoen gav han videre med samt hans navneforslag, og det kom en af hans efterkommere en vis Stradivarius tilgode, men først mange hundrede år senere, da kejseren og hans musiklærer var historie. De mødtes aldrig senere de to, heller ikke på astralplanet, for kejseren skulle et andet sted hen end Johs og har nu job som cheffyrbøder et meget varmt sted.