- Undskyld mig, jeg skal lige ud, sagde Alfred og lettede sig fra stolen og begav sig rundt om dansegulvet på vej ud mod garderoben.
   Harris så ham komme ind ad døren til toilettet og hans puls begyndte at slå hurtigere. Lydløst åbnede han døren, da Alfred stod med ryggen til ham ved håndvasken og var ved at vaske hænder.
   - Frys, hvæsede Harris ind i øret på ham, - var det ikke det, du sagde sidst vi mødtes? I nat er det dig, der kommer til at fryse, for vi to skal på en køretur.
   Alfred blev taget fuldstændig uforberedt, men han var ikke i tvivl om, hvem manden var, og han vidste også, at den revolver, der nu blev presset ind i siden på ham ikke var af plastic. Værre endnu, Alfred havde for engangs skyld ikke selv våben på sig. Det viste sig snart, at det også kunne have været det samme. For Tom trak i aftrækkeren samtidig med han holdt hanen oppe med tommelfingeren.
   - En lille sikring mod overraskelser, sagde han gemytligt, mens han lod sin frie hånd gennemsøge Alfred.
   - Hør her gamle dreng, sagde han, - du bliver vist blød på dine gamle dage, ingen skyder, hvor er din store Colt, og hvor har du gemt dine Smith og Wessoner med de fortløbende serienumre?
   - En god bekendt af dig fik Colt'en, brummede Alfred fortrydeligt ved mindet, - og jeg går ikke på danserestaurant, med min kone, bevæbnet til tænderne, skønt det åbenbart er nødvendigt, hvis man vil undgå at blive overfaldet af tilfældige banditter.
   - Jeg er ikke nogen tilfældig bandit, sagde Harris hidsigt og stak Alfred hårdt i siden, og nu følger du pænt med, husk jeg repræsenterer ordensmagten og er politimand.
   - Det er vist uden portefølje, mente Alfred, - har de forfremmet dig til skrive parkeringsbøder ligesom din ven?
   - Hold kæft, så er det afmarch ud af restauranten, og ingen ballade, for så knalder denne her. Du er stadig et varmt navn, selv om kun jeg og vor fælles ven ved, du er i Australien.
   - Aha, sagde Alfred, - så er det altså ham, der har stukket mig.
   Ja, han har alle dage været god til at sladre, selv om det så også er det eneste han dur til. Hvorfor har du ikke taget ham med i aften, eller er du bange for at falde over ham og brække din store dumme hals?
   - Det rager ikke dig, bare afsted, sagde Harris, - synd for din kone, hun skal være enke, fortsatte han umiddelbart efter, det er ellers en nydelig dame. De gik sammen ud fra toilettet. Alfred en smule foran, og Harris en halv meter bagefter med den højre hånd begravet i frakkelommen. Folk, der ikke kendte dem kunne tro, de var to tilfældige mennesker, der begge var på vej ud af restauranten.
   Alfred slentrede tilsyneladende skødesløst afsted, men kun tilsyneladende. For første gang i lang tid var han nervøs. Han havde ikke været så nervøs, siden han lå på Berts veranda og ikke vidste, om en kugle med hans navn var på vej mod ham i det australske mørke. Det stod klart for ham, at han havde meget få chancer mod Harris. De var midt i en by, og selv om han ville få chancen til at afvæbne ham, ville Harris kunne finde på at bruge sine politimandsrettigheder mod ham.
   Der var ingen tvivl i Alfreds sjæl om, at Harris hadede ham så dybt, at han ville sætte både sin stilling og sin frihed over styr for endelig at få ram på ham, Alfred E. Manning. Helst ville han selvfølgelig likvidere ham i stilhed, og Alfred gættede på, at Harris havde et ekstra våben med et par affyrede patroner i sin anden lomme. Et våben beregnet til at plante på Alfred, hvis det blev nødvendigt for Harris at skyde ham et offentligt sted.
   Alfred begav sig ind i restaurantens svingdør. I en mørk butiksrude på den anden side af gaden, kunne han se restaurantens udgang genspejle sig, og bedre endnu, han kunne se Harris gå ind i svingdøren lige bag sig. Alfred tog chancen.
   I det øjeblik han stod med det ene ben på fortovet greb han lynhurtigt svingdørens ene fløj og trak bagud af al kraft.
   Dørens momentum i modsat retning var stort, men ikke stort nok for Alfred. Døren ramte Harris med hele fladen, og med en sådan kraft, at glasset slog revne. Alfred stak i løb, mens Harris tumlede bagover bandende som en tyrk.
   Det sidste han hørte var Alfred, der råbte: - Du lærer det aldrig kammerat!
   Med blodet løbende ned i øjnene fik Tom kæmpet døren op. Han så Alfred som en skygge 100 meter nede ad gaden, og han hævede sin revolver og skød. Braget rungede i den tomme gade.
   Alfred var ikke i god form på trods af et hårdt sexliv. Hjertet hamrede i hans bryst, mens han styrtede afsted. Han hørte skuddet, men vidste alt for godt, at et slængskud på den afstand ikke ville ramme. Han vidste også, at Harris var sportsmand og sagtens ville kunne indhente ham, og hvad så?
   Han så sin bil ved fortovskanten og fattede nyt mod. Han styrtede hen til den og fumlede med nøglerne, inden han fik døren revet op og kastet sig ind på sædet. Han kunne høre Harris' hæle hamre mod fortovet, da han endelig fik nøglen i tændingslåsen. Motoren vågnede til live med et brøl, samtidig med, en kugle med et brag slog gennem bagrudenfløj gennem ryglænet i vognens venstre side og fortsatte ind i handskerummet. Alfred sparkede parkeringsbremsen fri og flåede gearvælgeren ned i "drive". Den store Holdens otte cylindre larmede og baghjulene hylede mod asfalten, da han for ud på gaden. I bakspejlet så han Harris springe ind i sin egen vogn, der var parkeret næsten bag Alfreds.
   Alfred gjorde, hvad han kunne for at ryste sin forfølger af, men Harris hængte på ham som en burre på en puddelhund. Alfred skred rundt i et sving og fortsatte med hylende dæk ud ad en stor sekssporet vej. Det gik pludselig op for ham, at den vej han var på, førte over Sydney havnebro i retning mod city.
   Alfred kæmpede med vognen, men Harris var lidt hurtigere.
   Langsomt men sikkert, halede han ind på ham. De nåede opkørslen til broen samtidig og side om side jog de ned ad kørebanen. Alfred skævede ud af den ene øjenkrog og så Tom ved rattet. Han havde et stort sår i panden, og han havde trukket læberne tilbage fra tænderne i en snerren, da han hævede sin revolver for at skyde. Alfred vred hårdt i rattet og hans vogn bragede ind i Toms, bredside mod bredside.Toms revolver gik af og sendte en kugle op gennem loftet i hans bil, så skred hans vogn ud og drejede rundt på kørebanen, mens Alfred i sin tungere, men langsommere bil fortsatte ned mod toldbåsen i den anden ende af broen.
   Alfred kunne i sit bakspejl se Harris' vogn ramme ind i den meget høje kantsten. Et kort øjeblik stod den på to hjul, men betænkte sig dog og væltede ikke. Harris baksede bandende og svedende med bilen for at få den tilbage på ret køl igen.
   Det var et held for Sydneys myndigheder, at de kun kræver told af bilister, der kører ud af Sydney ellers var de blevet en vejbom fattigere den nat, da Alfred med hylende dæk fløj ned ad brorampen ind mod Sydney.
   Harris havde atter fået herredømmet over sin vogn og var nu igen på vej efter ham.
   Videre gik det. Det var sent på natten, så kun få havde lejlighed til at se det, da de to ramponerede vogne fløj gennem gaderne. Kun på Kings Cross, hvor der var leben 24 timer i døgnet, måtte folk springe for livet, da bilerne susede igennem bydelens smalle gader.
   Alfred kørte som en gal, der var ikke andet at gøre, for han havde ustandselig Harris lige i hælene på sig. Pludselig var de ude af Sydney og på vej op ad en stejl bakke, og det slog Alfred som et lyn, at vejen førte op til fyrtårnet syd for byen, og at det var en blindvej. Han drejede desperat på rattet, da et skarpt sving pludselig dukkede op forude, og han ville også have klaret det, hvis det ikke havde været for Harris.
   Vejen gik på den sidste strækning op til fyret langs et solidt rækværk, der stod på kanten af en klippe. Klipperne her rejste sig næsten 100 meter lige op af Stillehavet og dannede en slags tragt ved navn The Gab. I dårligt vejr var mange skibe blevet tvunget ind her og var forlist. Kun et sted kunne man komme ned ad klippe til havet. Det var en stejl sti, der førte ned til en bred flad hylde af granit kun en meter over havet. Når det var godt vejr, søgte lystfiskere ned til denne klippe, fordi de derfra kunne kaste direkte ud på dybt vand. I dårligt vejr var det livsfarligt, for da tordnede bølgerne ind i The Gab og klippen blev overskyllet.
   Idet Alfred med hvinende dæk skred gennem det sidste sving før den lige strækning op til fyrtårnet, for Harris op bag ham og torpederede bagenden af Alfreds vogn.
   Alfred mistede totalt herredømmet. Bilen snurrede rundt som en løbsk karussel. Alfred så rækværket fare forbi, så fyrtårnet og landet på den anden side af vejen. I et glimt så han også Harris' bil, så greb baghjulene atter fat i vejen, for Alfred havde ikke formået at slippe speederen, så hans blytunge fod holdt den stadig presset ned i gulvmåtten.
   Hjulene valgte at gribe fat i den ru asfalt netop i det ulyksalige sekund, vognen havde køleren rettet mod rækværket og afgrunden. Den sprang fremad. Alfred så rækværket, han så Stillehavet og månen, der hængte som en stor gul ballon ude over det. I et krampagtigt forsøg på at undgå sin skæbne, rev han døren op og kastede sig ud i mørket.
   Det svære rækværk kunne ikke modstå den over et ton tunge vogn, da den med et brag ramte gelænderet. Mærkeligt nok blev lygterne ikke knust, da bilen sprængte ud over kanten af klippen og væltede rundt. I de få sekunder, der gik inden bilen ramte vandet, spillede de to lyskegler en grotesk pardans på klippevæggen, så ramte vognen vandet og forsvandt øjeblikkelig under overfladen, fordi den ene dør var åben. Man kunne følge lyset fra den under vandet et kort øjeblik, så kortsluttedes batteriet af havvandet, og der var atter mørkt i dybet bortset fra det svage månelys.
   Alfred væltede rundt på den hårde jord. I sin fortumlede tilstand fattede han intet, men heldet var med ham. Da han var en halv meter fra afgrunden, ramte han ind i en stander fra rækværket. Instinktivt greb han fat med begge hænder, skønt al luften blev slået ud af ham. Det sortnede for hans øjne. Alfred så sole måne og stjerner og så blev alt mørke, idet han mistede besvidstheden.