- Atter et veludført arbejde, sukkede han, da han igen arbejdede sig gennem trafikmylderet, men nu er jeg helt enig med dig, Daneborg skal have en lærestreg, så han husker det.
   - Det var du længe om at finde ud af. Nu må vi bare ikke glemme, at Daneborg sikkert har et par herrer til hjælp, når vi opsøger ham i aften, sagde Bert.
   - Det vil ikke slippe mine tanker, svarede Alfred, men lad os ikke bekymre os om det, lad os i stedet ringe til ham og aftale et møde på hans kontor klokken 8, så ved han, hvad han har at rette sig efter, og vi ved, hvor hans gorillaer vil befinde sig.
   - Ok. Bert fiskede et par cigarer frem og tændte for dem begge, jeg syntes nu forresten, vi også skal sørge for at fjerne hans kartoteker, det ville være synd, hvis flere mennesker skulle komme i klemme på hans snuskede udlån.
   - Afgjort. Desuden skal vi have en smule honorar, så hvis der er nogle kontanter eller kontonumre, for eksempel i en Schweizisk bank, må de rettelig tilhøre os for alt det besvær. Alfred blæste en røgring mod loftet og så tilfreds ud.
   Daneborg frydede sig, da han fik telefonopringningen. Han indvilligede straks i at mødes med sine meddirektører i det specielle kontor. Han lagde røret på og kikkede tilfreds op i loftet. - Du er en smart fyr, sagde han højt til sig selv. De er lige så dumme som jeg troede, lige i fælden, hvor ingen kan høre dem, og så kapow. Daneborg slog et karateslag i luften. Ingen spor. Hver sin balje cement, og så i havnen, færdig slut. Hans to vagthunde nikkede samtykkende, men sagde ikke noget, de var mænd af få ord, alene af den grund, at det kræver en vis tankevirksomhed at sige noget, hvis det skal have vægt og mening.
   Daneborg tronede bag sit skrivebord i det inderste lyddæmpede kontor. Klokken nærmede sig de otte, og det var lørdag aften, han havde hele kontorbygningen for sig selv. I det lokale, hvor han sad, var der ingen vinduer, så han frygtede ikke baghold, og hans to hjælpere opholdt sig i samme kontor, men skjult i forhold til døråbningen, hvor døren nu atter var blevet repareret. Daneborg røg en af sine repræsentationscigarer og var i godt lune, han følte sig overordentlig vel tilpas og meget snedig, ja han følte sig forresten også meget modig, som han sad der, udsat foran den åbne dør. Han var overbevist om, at Alfred og Bert ville gentage morgenens nummer med ham, men dennegang skulle de få en slem overraskelse.
   Den gode pengeudlåner var midt i disse behagelige overvejelser, da døren i forkontoret uden varsel gik op og Alfred kom ind. Daneborg smilede forekommende.
   Han smilede endnu da den flaske, Alfred havde i hånden, sejlede gennem luften og knustes mod hans skrivebord, han smilede stadig, da flasken eksploderede i et flammehav lige for næsen af ham, så hurtigt gik det, i et nu stod bordet i lys lue foran ham og varmen sved hans øjenbryn og pandehår. Han veg forfærdet tilbage, så indså han chokeret, at han var ved at brænde inde, og kun kunne redde sig ved at springe over bordet og styrte ud i forkontoret, hvor Alfred befandt sig. Daneborg greb til harens gevær, med et vildt hyl sprang han gennem flammerne og styrtede ud ad døren. I åbningen ramte han sammen med sine to hjælpere, der begge havde fundet det formålstjenligt at forlade kontoret, mens de endnu kunne.
   De blev alle tre ramt i hovedet af en skumslukker, da de sammen forsøgte at presse sig gennem døren ud i forkontoret. Da de atter kunne se, var ilden allerede slukket ved hjælp af ildslukkeren, og Alfred stod stor og truende med en revolver i hver hånd, mens Bert var ved at tømme ildslukkeren.
   - Det gik jo meget let, mente Alfred og beskuede tilfreds sin fangst. Sikke nogen rare gentlemen du har fået skrabet sammen til vort lille møde Adolf. Daneborg hørte ikke efter, han havde travlt med at have ondt af sig selv og med at kontrollere sin blære.
   - I to kanutter, Alfred indikerede hjælpere, hvad lød jeres ordrer på? Du holder kæft Adolf, jeg vil høre, hvad de to herrer har at sige.
   Daneborgs to hjælpere befandt sig ikke godt ved situationen, de var begyndt at svede. Ingen af dem var vant til at have med bevæbnede modparter at gøre, og de havde begge set tilstrækkelig mange gansterfilm til at vide, hvad man gjorde ved konkurrenter. Det var den største af dem, der først fik munden på gled. Han var en stor sværlemmet fyr, der svedte ukontrollabelt, og ikke så for klog ud.
   - Det var ham der, som at der hyrede os begyndte han, og pegede på den ulykkelige Daneborg. Han ville gerne have, vi skulle gennembanke jer og så smide jer ud af byen. Banditten rømmede sig og prøvede at se passende uskyldig ud.
   - Det lyder romantisk, sagde Alfred. Har du andre søde eventyr at fortælle, så fri os venligst for dem, jeg vil høre sandheden, jeg vil vide, hvad vor højtærede kompagnon havde i sinde.
   - Det, det var noget med cement og sådan noget, sagde den anden pludseligt hjælpsomt, han havde forlængst glemt alle de instruktioner, han havde fået, men det gjorde ikke noget, for han regnede med, at hans kollega kunne hjælpe. Hovedformålet var jo bare den totale bortradering af Daneborgs to besværlige partnere.
   - Aha, vi skulle altså likvideres, er det ikke rigtigt, Alfred så strengt fra den ene til den den. Hvad siger du Adolf, du har sikkert ikke hyret sådan et par bavianer til at spille ludo med os.
   - Æhm, det var kun for sjov, jeg ville skræmme jer og se, om I kunne stå for presset, Daneborg smilede fjoget og lidet overbevisende.
   - Sludder og vrøvl, du hyrer ikke sådan et par manegeklovne til den slags, som du selv kan se, skal der skrappe fyre til, og de to er typiske repræsentanter for din version af barske gutter, når det gælder om at tæve sjælen ud af kroppen på forsvarsløse mennesker.
   Alfred løftede den ene revolver, så den pegede lige midt mellem den mindste forbryders øjne. - Nu tæller jeg til tre, og inden jeg er kommet så langt, er du begyndt at synge om, hvad der skal foregå. Jeg skyder uden tøven, husk på det er et lydtæt rum, men selvfølgelig bliver jeg nødt til at tage jer andre med i købet for at udgå vidner. Ok? Et- to- - - - .
   Længere kom Alfred ikke, for pludselig fik alle travlt med at snakke. Der blev talt om cementbaljer og Københavns havn et ensomt sted, samt alt det dejlige, der skulle foregå forud for de to planlagte store plask. Altså dejligt set fra Daneborgs synspunkt. Daneborg rystede af skræk efterhånden, som hans plan blev oprullet. Cementen var klar, så det ville være meget fristende at lade Daneborg tage turen som anker på bunden af havnen.
   - Vi spilder tiden, brød Bert pludselig ind, lad os komme i gang med vor plan. Når det kommer til stykket, har Daneborgs plan ikke den store interesse og har aldrig haft det, for vi vidste jo, han ville klovne i det, før han rigtig fik begyndt. Lad os gå frem efter vor egen.
   - I orden, sagde Alfred. Altså gorillaerne først, dem tager du dig af Bert. Så kan vi sammen nyde Daneborg bagefter.
   Den største af gorillaerne begyndte pludselig at græde.
   - I må ikke gøre mig noget ondt, hulkede han. Min gamle mor ville tage sin død over det, hvis der skete mig noget, hun har altid sagt, jeg var sådan en god dreng, der fortjente at blive til noget stort.
   - Så skal din gamle mor nok blive stolt af dig, forsikrede Alfred, for du bliver forsidestof i morgen, hvis du altså er blevet fundet til den tid. Af en eller anden grund virkede det ikke beroligende på gorillaen, der fortsatte sin enetale, dog for døve ører.
   - Hold så op med det flæberi, snerrede Bert. I to. Omkring! Foran mig! Ud ad døren, og ingen numre, jeg ved alt om, hvordan man bruger sådan en, han klappede sin revolver. Med hænderne højt hævet over hovedet forsvandt de to mænd ud ad døren med Bert i hælene. Det varede kun fem minutter, så kom Bert igen. De to håndlangere var forsvarligt lænket til hvert sit vandrør i kælderen, hvor de tidligst ville blive fundet mandag formiddag. Foruden at være ude af stand til at røre sig, var de begge blevet forsynet med en seddel, der oplyste, hvad de var for nogle gutter, og deres våben, et par knojern, en motorcykelkæde og to pistoler, indkøbt for dyre penge på det sorte marked, var lagt på gulvet uden for deres rækkevidde.
   - Det var det, erklærede Bert tilfreds og børstede hænderne mod hinanden, og så kommer vi til vor ven hr. Daneborg. På det tidspunkt gav Daneborgs blære efter, og der dannede sig langsomt en sø på gulvet, hvor han stod.
   - Du er en rigtig helt, hvad kære Adolf, sagde Alfred ironisk, har du nogensinde tænkt på, hvor mange af dine kunder, du har drevet til det samme? Nu skal du først hjælpe os med lidt flyttearbejde, så kan vi tage stilling til, hvad der siden skal ske med dig. Nu hjælper du med at flytte alle kartoteker herfra til det andet kontor, så vi i ro og mag kan gennemgå det hele.
   Daneborg protesterede, men der hjalp ingen kære mor. Han måtte bære indholdet af sit kartoteksskab ned i den ventende bil, hvorefter han selv blev tvunget ind i bilen og transporteret til sit hovedkontor, hvor der var ganske hyggeligt undtagen for Daneborg, der stadig var ræd for sit liv. Bert og Alfred gennemgik i løbet af de næste timer Daneborgs kartoteksskabe til de havde fundet, hvad de søgte.
   - Nu skal du bare se kære Adolf, sagde Bert og viftede Daneborg om næsen med et bundt papirer, disse papirer kan få dig i spjældet et par år, hvis de kommer i de rette hænder. Daneborg skælvede.
   - Disse papirer vil blive overgivet myndighederne, hvis du ikke vil forhandle lidt med os. Daneborg slappede synligt af. Den sidste bemærkning kunne kun betyde, at han ikke ville blive myrdet den nat, men Alfreds næste bemærkning tog noget af begejstringen ud af ham, for Daneborg elskede sine penge næsten lige så højt som sit liv.
   - Nu mangler vi bare at få at vide, hvordan man skaffer sig adgang til dine hemmelige konti i de schweiziske banker. Vi har disse meget fældende papirer på dig, så du må hellere sige hele sandheden, så der ikke sker os noget ubehageligt, når vi tager til Schweiz for at hæve, hvad du har skaffet til side udenom skattevæsenet.
   Daneborg gylpede, han troede at hans hemmelige konti var absolut sikrede, selv om Alfred og Bert havde taget ret betragtelige summer fra kontorets velforsynede pengeskab. Han vred sig som en orm. For at få sat lidt skub i ham sparkede Alfred lidt til ham, og det varede ikke længe før Daneborg spyttede ud med kontonumrene samt satte de to mænd ind i den ret omstændelige identifikationsprocedure, der skulle til for at få adgang til herlighederne. Ganske vist kostede det Daneborg en masse penge, men på det tidspunkt ville han gøre alt for at undgå yderligere ubehageligheder den aften. Men hvis han havde troet det skulle gå så let, tog han grumme fejl. Daneborg havde alle sine aktiver i form af gældsbeviser og deslige i sine kartoteksskabe, et skab i hans overtalelseskontor, og to skabe i det kontor, hvori de alle tre befandt sig. Nu begyndte Alfred og Bert systematisk at tømme alle skabene ud på gulvet til der lå en hob af akter spredt på det kostbare gulvtæppe.
   - Vi vil bare sikre os imod, at du fortsætter dine indbringende forretninger, efter vi er rejst, og vi vil også gerne sikre os mod et rask lille hævntogt mod os, hvis du forstår, hvad vi mener, sagde Bert, og begyndte at strø et gult pulver udover papirerne.
   - Hvad er det I gør, skreg Daneborg rædselsslagen. Hvis I tilintetgører disse papirer, har jeg jo ingenting at leve af, skal jeg måske dø af sult?
   - Slap af din sjakal, sagde Alfred. Vi kan gøre et af to for dig, enten sørge for du dør i aften, og så har du ingen sorger mere, eller også sende denne stak papirer til politiet, og så har du heller ikke problemer med at skaffe til føden, for så kommer du til at sy postsække, eller hvad man nu gør i danske fængsler. Du bliver forresten også tvangsindlagt til at se farvefjernsyn, har jeg hørt. Det er dystre perspektiver du gamle, syntes du ikke, hvad vælger du?
   - Jeg skal aldrig kræve nogen for en øre, det lover jeg, skreg Daneborg.
   - Så kan det jo aldrig skade, at vi sætter fyr på dine kartoteker vel lille Aldolf, sagde Bert vennesælt, og dryssede mere gult pulver på papirstakken. Daneborg blev pludselig interesseret.
   - Hvad er det I gør ved papirene, spurgte han.
   - Åh vi ofrer bare et par kilo kaliumklorat på dine kartoteker, det er meget bedre end benzin, og så kan vi roligt lukke døren efter os, når vi går, for skidtet brænder selv uden tilførsel af luft udefra. Det er elementær kemi kære Daneborg.
   - Sådan, erklærede Bert. Det var det, nu er alt parat, og så kommer turen til dig min fine ven. Bert og Alfred gjorde pludselig begge front mod Daneborg, der sansede faren, snurrede omkring og løb. Der var bare ingen steder at løbe hen, for hans eneste flugtrute gik ind i det inderste kontor. Der gemte han sig bag et skrivebord, og lukkede øjnene. Han vidste ikke, hvad der skulle ske, men han kunne dog gætte sig til af udtrykket i hans plageånders ansigt, at det ikke var noget godt.
   Alfred gik forrest ind i kontoret, Bert kom bagefter og lukkede omhyggelig døren efter sig. Daneborgs rædselshyl blev kvalt, da Alfreds næve lukkede sig om hans kravetøj og halede ham frem bag skrivebordet.
   Fem minutter senere forlod Alfred og Bert kontoret. Alfred havde Daneborg i et brandmandstag over skulderen. Bert vendte sig i døråbningen. Han tog en lille flaske op af lommen og skruede proppen af. Han lugtede et kort øjeblik til indholdet, der begyndte at ryge op af flaskens hals, vrængede næse og kastede flasken ind i kontoret, hvor den havnede på dyngen, der repræsenterede Daneborgs samlede formue i form af gældsbeviser og pantebreve. Da langt den overvejende del af de lån papirene repræsenterede, ikke var opført andre steder end på disse papirer, var det ikke muligt for Daneborg senere at rekonstruere dem.
   Den kraftige syre i flasken bredte sig ud over papirerne og kemikalierne Bert havde strøet ud tidligere på aftenen begyndte at ryge kraftigt. Bert nikkede tilfreds og lukkede og låste døren.
   To timer senere blev brandvæsenet kaldt ud til en brand i en kontorbygning. Nogle tilfældige forbipasserende havde observeret røg. Da brandfolkene nåede frem, fandt de et totalt raseret og udbrændt kontor, men derudover var der ingen skade sket på resten af bygningen.