Første del
   Frøken Dorthea Larsen lettede sig fra stolen bag receptionsskranken i Pension Sommerfryd, Liseleje og kikkede interesseret ud på den solbeskinnede gade. En stor amerikansk bil standsede netop ved fortovskanten ud for Pension Sommerfryd, som frøken Dorthea var enehersker over. En kraftig mand steg ud af bilen. Han var iført et nydeligt mørkt citydress, og han havde en stor cigar i munden. Han stod et øjeblik og kikkede på skiltet over indgangen, så vendte han sig om mod bilen og krogede finger af manden, der sad bag rattet.
   - Kom bare Bertie, her skal vi bo, sagde han højt på engelsk, - få fat i bagagen, så går jeg ind og ordner resten.
   - Okay Alfred, lød det inde fra bilen og en lille væver mand, klædt lige så ulasteligt, steg ud og begyndte at rode kufferter frem fra bilens bagagerum. Med noget besvær fik han hanket op i fire kufferter samtidig, og vaklende under vægten begav han sig afsted efter den store mand, ind i pension Sommerfryds halvmørke.
   Alfred styrede lige hen mod Dorthea. Han standsede foran skranken, tog hatten af med den ene hånd og cigaren ud af munden med den anden, hvilket måske forklarede, hvorfor han ikke kunne hjælpe Bertie med kufferterne, og sagde med et smil, der formodedes at kunne smelte ethvert kvindehjerte: - Det er måske Fru Sommerfryd, jeg har den ære at tale med?
   Frøken Dorthea Larsen lod sig imidlertid ikke så let smelte af et smil fra en mand. Hun havde 63 jomfrunalske års mandehadende erfaring, desuden forstod hun ikke, hvad Alfred sagde, fordi han talte engelsk. Hun opfangede kun ordet Sommerfryd og nikkede energisk, mens hun i sit stille sind frydede sig over, at manden kunne gætte, at dette var Pension Sommerfryd, al den stund hun i 1947 havde givet 50 kroner for at få lavet skiltet, der hang over døren.
   Hun vendte sig halvt om: - Hanne, råbte hun ind ad en åben dør til et andet lokale, - skynd dig at komme, her er gæster, og jeg kan ikke forstå, hvad det er for noget mærkeligt noget, de siger.
   Hanne var studine og hjalp Dorthea i sommerferien, skønt der ikke var meget at hjælpe med, Pension Sommerfryd trak ikke mange gæster selv i højsæsonen, det sørgede Dortheas halvsure væsen for.
   Hanne dukkede op fra halvmørket. Hun var atten år og hverken jomfru eller mandehader, tværtimod. Hun struttede af sundhed, og alt hvad en attensårs velskabt pige ellers kan strutte med, hvilket i Hannes tilfælde ville sige ikke så lidt.
   Alfred, der allerede havde fattet, at Dorthea udgjorde den ene procent af Danmarks befolkning, der ifølge den stabel turistbrochurer, han havde læst, ikke forstod engelsk, vendte sig glad om mod Hanne og smilede endnu venligere, da han så hende. Hun var sandelig en kontrast til det magre halvsure fugleskræmsel, han først havde talt til.
   - Jeg er bange for, Fru Sommerfryd ikke forstår, hvad jeg siger, begyndte han og gav charmen en ekstra tak, da han havde fået set sig lidt mere mæt på Hanne.
   Hanne, der absolut var modtagelig for mandesmil og beundrende blikke, fnisede tøset og vred sig lidt. - Hun hedder slet ikke Fru Sommerfryd, oplyste hun og blinkede medviderisk til Alfred over, at de to havde gjort sig til gode på Dortheas bekostning. - Ønsker Du et værelse, så har vi nogle vældig gode nogle ledige, forsatte hun hurtigt for at undgå, at Dortheas skulle tro, hun gjorde grin ad hende over for de to fremmede.
   Bertie, der i mellemtiden havde slæbt sig selv og de fire kufferter ind i forhallen, sank næsten en tomme inden i sig selv, hvorved kufferterne og deres formodede tunge indhold, kom i berøring med gulvet. Han slap dem med et suk af lettelse og rettede sig atter op, hvorefter han indtog en let rørstilling og afventede, hvad Alfred fandt ud af sammen med Hanne.
   Alfred skrev løs på en indmeldelsesblanket assisteret af Hanne, der beredvilligt oversatte det vanskelige danske til engelsk, så godt hun kunne.
   Alfred E. Manning, forretningsmand, bosiddende Vestaustralien, sekretær samme sted. Formål med ophold? Alfred tøvede et øjeblik! Kongres og forretning i København. Han skubbede blanketten over til Hanne, der tog imod den og videregav den til Dorthea, som omhyggelig studerede den uden at forstå Alfreds oplysninger.
   - Vi vil gerne have morgenmad op på vore værelser kl. 10 i morgen formiddag, sagde Alfred. Hanne tøvede et øjeblik og oversatte så for Dorthea.
   Dorthea åbnede munden af overraskelse og skulle lige til at holde et længere foredrag om urimeligheden af dette arrangement. Det var absolut ikke noget hotel, måtte Alfred vide, og ville han have morgenmad på værelset kunne han flytte et andet sted hen, men hun klappede skyndsomt i, da Alfred med en ligegyldig mine tog et bundt pengesedler, sammenholdt med en klemme, op af lommen og med en lige så ligegyldig bevægelseskrællede et par 100 dollarsedler ud af bundet, hvorved det røbedes, at der var mange flere af samme slags, og smed dem på skranken.
   - De kan vel slå til et par dage, sagde han, - De kan bare sige til, når de er sluppet op.
   Han vendte sig om mod Bertie. - Nå, Bertie, det ser ud til, vi har fundet et godt sted at bo i det dejlige Danmark. Det sidste blev sagt ekstra højt til benefice for de to kvinder bag skranken. Hanne kroede sig og oversatte for Dorthea, der tillod sig et lille smil, ikke så meget på grund af "det dejlige Danmark" som på grund af l00 dollarsedlerne, der lå og lyste op på skranken. Nok brød hun sig ikke om mænd, men når de ligefrem smed om sig med penge og i hendes retning, var der ingen grund til at være fanatiker.
   - Jeg må hellere tage kufferterne op ad trappen, sagde Alfred. - Det skal der et rigtigt mandfolk til, for de er jo temmelig tunge.
   Bertie sagde ingenting, men flyttede sig beredvilligt, så Alfred kunne komme til. Den slags fornærmelser, var han vant til, og vidste udmærket godt, at det kun var fordi, Hanne var tilstede og så til.
   Hanne førte beredvilligt an op ad trappen, med Alfred i kølvandet bærende de fire kufferter. Bertie, der ikke havde noget at slæbe på, dannede bagtroppen.
   Alfred nåede den første afsats, drejede om et hjørne og skulle til at gå op ad den næste trappe, da han nær var snublet over et kvindemenneske, der lå på alle fire og var ved at skure gulv. Alfred stoppede, gjorde mange undskyldninger, bakkede og styrede så udenom kvinden, der gloede nysgerrigt på ham.
   - Det er fru Amalie Olsen, frøken Dorthea Larsens søster, kvidrede Hanne forklarende, ivrig efter at lufte sit engelske og samtidig gøre de to fremmede tilpas. Alfred nikkede forstående. Åh Gud, findes der to af hendes slags, tænkte han, men holdt det for sig selv.
   Amalie var ikke gammeljomfru, men havde været gift.Efter 27 ægteskabelige vintre, var hendes mand død fra hende med et smil på læben, overbevist om, at hvor han så end skulle tilbringe evigheden, kunne det kun blive bedre.
   Amalie, der derved havde mistet sin forsørger: - Han drak så mange bajere hver torsdag, at der ikke blev noget tilbage til stakkels mig efter hans død, flyttede ind i Pension Sommerfryd, hvor hun tilbragte det meste af sin tid liggende på alle fire med en skurebørste i hånden.
   Når Amalie tilbragte så megen af sin tid med at skure gulve, var det ikkeaf nødvendighed - det tænkte hun forøvrigt ikke selv på -, men fordi hun derved altid havde en god undskyldning for at være på gangene ud for værelserne. På den måde fik hun styret et af sit livs store behov: Sin interesse for andre mennesker, og hvad de foretog sig, eller rettere sin grænseløse nysgerrighed. Dorthea slog to fluer med et smæk. Gennem Amalie fik hun alt at vide om sine gæster, og hendes gulve var altid skinnende rene. Samtidig, som en yderligere bonus, skulle Amalie ikke have noget videre i løn. Hun var jo dog Dortheas kødelige søster, og søstre flår da ikke hinanden vel?
   Amalie kikkede efter Hanne og de to fremmede, der fort- satte op ad trappen.
   Mærkelige mennesker, tænkte hun, og så fra udlandet åbenbart. Hun fnøs indvendigt af Hanne, der snakkede og gestikulerede i et væk til de to mænd.
   - Piger i vore dage har da heller ingen anstændighedsfølelse, at tale så meget til to vildtfremmede mænd. Og så den kjole hun gik i, hun kunne lige så godt lade være med at have den på, så kort den var. Uf, næh i hendes ungdom, der var der kvinder til, anstændige kvinder, som hende selv for eksempel, og hendes søster Dorthea.
   Hanne viste de to mænd deres værelser, to ved siden af hinanden med en dør imellem.
   - Det er så praktisk, hvis de herrer skal holde konference inden de vigtige forretningssamtaler i København, sagde hun og trak sig derefter tilbage med mange forsikringer om, at hvis de trængte til noget, skulle de bare kalde.
   Alfred kikkede endnu engang på Hannes veldrejede lille skikkelse, men blev så enig med sig selv om, at den form for service, han herved kom til at tænke på, sikkert ikke hørte ind under Pension Sommerfryds almindelige turistbetjening.
   - Fanden til kvindemennesker, brummede Bertie og satte sig på en stol. Han tænkte på de to halvgamle damer.
   - Ja, det må du nok sige, svarede Alfred. Han tænkte på Hanne. Han havde sparket skoene af og smidt sig på sengen.
   - Nå, lille Bertie, nu er vi i det dejlige Danmark, hvor pigerne er frisindede og går i lårkort. Pakker du lige vort grej ud, så tænker jeg over, hvad vi skal i aften, du ved, vi er jo på forretningsrejse. Han grinede, da han sagde det sidste.
   Bertie sukkede og rejste sig fra sin stol. Det var altid ham, der skulle lave det grove, mens Alfred lagde planer om forretningsmøder, eller hvilken undskyldning han ellers brugte. Bertie begyndte at pakke ud.Amalie, der i mellemtiden var kommet i tanker om, at gulvet udenfor Alfreds og Berties værelser sikkert var blevet snavset, lå på alle fire udenfor på gangen og kunne høre hvert ord, mens hun skurede løs af alle kræfter. Til sin store fortrydelse kunne hun desværre ikke forstå, hvad der blev sagt, for hun havde gået i samme skole som Dorthea, og der lærte man ikke engelsk, men dansk, regning og bibelshistorie.
   Hvis Amalie havde haft røntgenblik, så hun kunne have set gennem døre, ville hun have fået meget at spekulere på, mens Bertie pakkede kufferter ud.
   Først var det ikke særlig spændende. Frem fra kufferterne hentede Bertie jakkesæt, pæne og velholdte, de blev hængt omhyggeligt på bøjler og anbragt i et lille klædeskab henne ved vinduet, efter at han med omhu havde børstet dem og sørget for, at der var pressefolder i bukserne og ingen folder i jakkerne. Så fulgte nydelige hvide skjorter samt diskrete slips og sokker.
   Bertie var færdig med de første tre kufferter. Med næsten hellig andagt tog han den sidste, lagde den på sengen og åbnede den. Han trak forskellige beklædningsstykker frem og smed dem fra sig på sengen. Derefter fremdrog han to små hylstre af brunt okselæder. Han tog de to hylstre og holdt dem op mod lyset. De var pænt polerede, men Bertie pudsede dem alligevel med en klud, der også blev taget frem fra kufferten. Han lagde de to hylstre på sengen, og tog en sort æske frem. Han anbragte æsken på sengen og satte sig selv på en stol ved siden af.
   Han åbnede æsken, der havde forgyldte hængsler og lukketøj. I æsken, der var foret med sort fløjl lå to identiske Smith og Wesson revolvere med fortløbende serienumre. En for en tog han de to våben op og undersøgte dem. De var omhyggeligt pudsede, men Bertie efterså dem endnu en gang. Der var ikke en fedtplet på det sorte blanke metal, ikke et fnug på de smalle kolber. Smalle så de kunne sidde i de brune læderhylstre hængt op i livremmen inden for bukselinningen.
   Han tog en æske patroner kaliber .38 frem, udsøgte sig ti stykker og ladede revolverne, efter først at have pudset hver patron i en klud, så svingede han cylindrene på plads i de to våben, idet han omhyggeligt passede på, at det tomme kammer kom til at ligge ud for slagstiften. Bertie var en påpasselig mand. Derpå anbragte han dem i hver sit hylster og lagde det hele tilbage i den lille kuffert. Han låsede omhyggelig for den og anbragte den i skabet.
   Alt dette gik Amalie glip af, og det var næsten synd, for hvis hun havde haft røntgenblik, så hun havde kunnet se det lille optrin, ville det have været hendes livs store øjeblik.
   - Er du snart færdig med at pudse skydejern, brummede Alfred fortrydeligt, medens han dovent betragtede en røgring fra cigaren, - du kæler for de to kanoner, som var det dine egne børn.
   Bertie skulle lige til at protestere, han kunne ikke lide udtrykkene "skydejern" og "kanoner", men han tog sig i det, han var vant til meget efterhånden. Som sekretær for forretningsmanden Alfred måtte man finde sig i lidt af hvert. Til gengæld skete der også meget og Bertie led ingen nød pengemæssigt set.