Med en hel æske patroner i den ene hånd og Coltpistolen i den anden gik han i dækning bag bilen og sendte et par hurtige skud i den retning, hvor han nu vidste Bert opholdt sig.
   Bert lå ude i mørket. Han var sluppet fra springet ud af vinduet uden andet men end et par snitsår, der ikke betød noget, i hvert fald ikke så meget som et skudsår fra en caliber .38 revolver. Bert havde to revolvere og en hel god forsyning af patroner, men han kunne alligevel ikke lide sin situation alt for godt. Han vidste, hvor hensynsløs Alfred kunne være, men var samtidig klar over, at de to nu var jævnbyrdige, ja han havde måske selv en lille fordel, fordi han var lokalkendt, og havde haft held til at give Alfred nogle grimme chok lige i begyndelsen af kampen. Det stod dog lysende klart for ham, at det ikke kunne vare ved hele natten, denne snigen omkring i mørket og skydende på lykke og fromme efter hinanden. Hvor var Alfred forresten henne? Bert var sikker på, han ikke havde ramt ham på verandaen, men havde Alfred lokaliseret ham på hans ild?Næppe. Alfred havde haft travlt med at dukke sig.
   Han hørte en lyd. Noget der faldt i nogle buske, og han skød omgående. I det samme så han Alfred som en skygge bene hen til sin bil og forsvinde bag den efter først at have revet døren til forsædet op og hentet noget derinde.
   Bert var afskåret fra at skyde. Han skulle først lade igen og inden han var færdig med det, var Alfred gået i stilling bag bilen.
   Bert bandede, Alfreds stilling var for god. Han var ikke til at få ram på bag bilen. Så fik Bert pludselig en ide, og der var ikke langt fra tanke til handling. Han rejste sig op og sendte en spærreild af kugler mod bilen, for at holde Alfred nede. Så løb han, alt hvad han kunne hen mod huset. Han nåede op på verandaen og kastede sig ind ad døren og lod sig straks rulle væk fra åbningen. Nu havde han chancen for at ryge Alfred frem fra den gode dækstilling bag bilen.
   Alfred havde fået fat i sin riffel, og nu plantede han det ene præcise skud efter det andet omkring døren. Hans øjne var vænnet så meget til mørket, at han kunne skelne døråbningen som noget, der var endnu sortere end natten. De svære projektiler rev den ene store splint af træværket efter den anden, og havde Bert opholdt sig lige indenfor døren til en af siderne var han blevet ramt. Men Bert var beskæftiget et helt andet sted i huset. Han vidste at Alfred ikke turde angribe huset, når han ikke var klar over, hvor hans fjende opholdt sig.
   Pludselig blev lyset på verandaen tændt, og Alfred holdt hånden op for øjnene for at skærme dem mod det stærke skær fra lampen. Han syntes, han så Berts skikkelse i vinduet og skød omgående. Der lød et langt klageskrig efterfulgt af en stønnen fra huset.
   - Der fik jeg dig sgu, råbte Alfred triumferende og rejste sig fra sin knælende stilling bag bilen. Der lød et riffelskud fra et af vinduerne. Kuglen flåede en lang rille i bilens tag, og Alfred mærkede et hårdt slag på skulderen, da skræddervattet blev fjernet fra hans jakke. Alfred faldt ned bag bilen som ramt af lynet. Gid titusinde djævle ville tage Bert, nu havde han fuppet ham igen, men nu skulle han Alfred i hvert fald sørge for at slukke den forbandede lampe, og så ville han angribe det forbandede hus og udrydde den forbandede slyngel. Alfred sigtede på lampen med riflen, men han nåede ikke at trække af, da han så Berts næste træk.
   En stang gelignit kom sejlende gennem luften. Den vendte langsomt rundt over ende, som for at præsentere sig selv og den brændende lunte, så landede den med et bump foran bilen og rullede ind under den. Eksplosionen kom næsten med det samme, et buldrende drøn, der totalt døvede Alfred og sendte en sky af småsten og grus ud under vognen. Alfreds dyrebare bil sprang i vejret, motoren blev revet løs fra sit leje, gearkassen blev ødelagt og sidst men ikke mindst, gulvet i vognen blev trykket opad, sæderne kvast og instrumentbrættet knust. Da resterne af Alfreds før så gode bil atter nåede jorden og væltede om på siden skiltes den langsomt i to stykker.
   Denne katastrofe gav imidlertid Alfred ideen til et afgørende slag mod sin dødsfjende. Idet vraget af bilen faldt til ro, smækkede Bagagerumsklappen op og reservedunken med benzin væltede ud og faldt ned over Alfreds store tæer. Alfred lå på jorden nødtørftigt skjult bag resterne af vognen. Han skruede med besvær låget af dunken. Så rev han sit slips af og proppede det næsten ned i dunken, før han et kort øjeblik vendte bunden i vejret på beholderen for at få tøjstrimlen gennemvædet med benzin.
   - Hej Alfie, nu kommer den næste om et lille øjeblik. Den skulle kunne sende dig i kredsløb om jorden, stemmen fra huset var mere spottende end nogensinde. Det var tid til handling. Alfred satte ild til sit slips, han ventede et kort øjeblik, så rejste han sig halvt op og kastede af al kraft dunken op mod træhusets veranda.
   Alfreds og Berts kast var næsten synkrone, men Alfred var lige netop så meget foran, at Bert ikke ramte den del af bilen, Alfred skjulte sig bag, men der imod den forreste ende. Alfred så med slet skjult undren en V8 motor flyve i en bue hen over hans hoved og lande med et tungt bump lidt længere væk.Han så også, hvordan benzindunken landede på verandaen og spyede sit brændende indhold udover hele forsiden af huset.
   Alfred fortrak skyndsomt fra stumperne af sin vogn til nogle buske i nærheden. Nu ventede han bare på, at Bert skulle blive røget ud af det brændende hus. Huset var et stort bål nu, og ilden nåede bilen, hvis benzintank var revnet ved eksplosionen. Alfred konstaterede, at også Berts bil ville blive flammernes bytte, men hans glæde varede kun kort. Han kom til at tænke på, at sejrherren i alle tilfælde skulle have noget at transportere sig selv væk i.Der var ikke megen fornøjelse ved at vinde en 200 km spadseretur.
   Alfred lå i sit skjul og betragtede branden med øjne, der sved af røg. Bert viste sig ikke. Var han smuttet ud ad en bagdør? Så kunne slaget jo fortsætte, eller- - - - - .
   Alfred skuttede sig imellem buskene. Det var ubehageligt at sidde her og blive grillet på den ene side, mens nattekulden frøs hans rygstykker, for slet ikke at tale om, at han kunne risikere at få en kugle i nakken, hvad øjeblik det skulle være. Han tvivlede på, det var lykkedes at få has på Bert, men hvor var han, hans tidligere kompagnon?
   Hans tankerække blev afbrudt pludselig og fra en side, han mindst havde ventet. To politibiler med hylende sirener gjorde deres entre på arenaen. Pludselig kom de farende ind på gårdspladsen og standsede i en sky af grus. Otte granvoksne betjente var ude af vognene med deres revolvere fremme, før bilerne var helt standsede. De tog ingen chancer, men løb øjeblikkelig i dækning, som om de ventede at blive beskudt med det samme. En mand iført en ekstra flot kasket, åbenbart chefen, holdt en megafon for munden og råbte ud i det store mørke.
   - Alfred Manning og Bert Thomson, brølede han, vi ved I er her, kom frit frem med hænderne i vejret, så sker der jer ikke noget. Der blev en lang forventningsfuld pause, hvor der intet hændte, alt var stille, bortset fra det flammende bål. Alfred var endnu for forbløffet over det skete til at reagere på nogen måde. Han kunne ikke vide, at garagemanden havde stukket ham, og at hans kontor var ved at blive gennemrodet af politiet.
   En ting var imidlertid sikkert, hverken Alfred eller Bert ville reagere på den venlige anmodning. For det første var de begge for hærdede til at give op for en sølle overmagt på fire til en i politiets favør, og for det andet kendte de begge to politichefen, der var lige så røget, som de to var speget. Samme udmærkede ordenshåndhæver ville ikke stå sig særlig godt ved at fange Bert eller Alfred levende, dertil vidste de to herrer for meget om hans levned. Ting og sager der var så lidet flatterende for chefen, at det ville være et spørgsmål, hvem der fik den længste tur i spjældet af de tre, hvis de to første fandt på at sladre om politichefens meriter.
   Alfred var i sit skjul helt klar over, at der ganske givet ville ske et beklageligt uheld ved anholdelsen, hvis han blev fanget, et beklageligt, men desværre hændeligt uheld, som han, Alfred, ikke kunne være særlig tjent med.
   - Ok, I to banditter, I har haft jeres chance, nu kommer vi og henter jer. Ordene lød meget overbevisende, som de blev brølet i megafonen. Chefen bjæffede en stribe ordrer og betjentene spredte sig ud i mørket med en forsigtighed, som om de ventede at træde på en klapperslange, hvad øjeblik det skulle være. Politichefen, der ikke hørte til de modigste, selv om han måske var blandt de mest brutale, når risikoen ikke var så stor, satte sig ind på forsædet af en af de to politibiler og rakte hånden ud efter radioen. Han skulle lige til at tage mikrofonen, da Alfreds store Colt borede sig ind i hans nakke og en stemme, han kun kendte alt for godt hviskede det ene ord: Frys!
   Politimanden frøs. Han fik galoperende kuldegysninger nedad ryggen.
   - Hvad vil du, sagde han med skælvende stemme.
   -Jeg har brug for transport ind til Perth, men jeg har ikke brug for dig, så ret dig hellere efter, hvad jeg siger. Nu river du stille og roligt mikrofonsnoren over, og giver mig den lille sladrehank.
   - Tak, Alfred tog mikrofonen og smed den på jorden, hvor hans brede hæl gjorde en effektiv ende på dens liv.
   - Og nu kommer turen til dig. Alfreds pistol ramte politimanden lige bag det ene øre med et kort hårdt slag, der kunne have bedøvet en okse. Han skubbede den bevidstløse politimand ned på gulvet i bilen, så stak han tændingsnøglen i låsen og knækkede den derefter med endnu et slag af pistolen. Alfred kravlede ud af politibilen, trykkede låseknappen ned og trykkede døren i. Så kravlede han over til den anden vogn. Forsigtigt listede han døren op og kravlede ind på forsædet. Det gav et sæt i ham, da han stødte mod en skikkelse, der var på vej ad den anden fordør. Så blev han ramt i nakken af noget hårdt, der fik ham til at se sole og måner. I næste sekund blev han grebet i nakken og trukket indenfor og stuvet væk på gulvet af bilen.
   I sin halvt bedøvede tilstand evnede han ikke at protestere, han mærkede, at bilen blev startet med et brøl. Han følte, hvordan den skred ud, idet den accellererede kraftigt op, han hørte råb og banden, og han så en silhuet af en person mod brandskæret og gendkendte Bert.
   Bert klyngede sig til rattet i politibilen. Den stærke vogn brølede fremad, dens bagende skred fra side til side i gårdspladsens grus. Brandskæret kastede sit flakkende skær ind ad dens vinduer og forvirrede Bert, så han havde vanskeligt ved at orientere sig. Han tændte de kraftige forlygter, og indhegningen omkring gården sprang frem i lyset. Bert snurrede vognen rundt i en bred sky af grus og trampede speederen i bund. Motoren brølede op og med stedse større hastighed gik det ned mod indkørslen. En betjent dukkede pludselig frem af mørket. Han stod lige i lyset fra den fremstormende bil. Han hævede sin revolver med begge hænder i den klassiske skydestilling. Flammerne stod ud af mundingen på våbnet, og Bert kastede bandende bilen tilside. Frontruden splintredes og strøede glasstumper rundt i vognen.
   I sidste sekund sprang betjenten for sit liv. Bilen skred til siden, men Bert gav fuld gas og styrede kontra, der var ikke tid til den finere kørselsteknik. En kugle det forkerte sted, og det var sket med dem begge to.Indhegningen susede pludselig frem af natten. Bert spændte alle muskler, bilen brasede med et skraldrende brag ind i det solide tømmer. Hele dens forparti blev knust, men dens momentum og dens kraftige motor bragte dem frelst igennem. Bert holdt foden krampagtigt presset ned i gulvmåtten, mens han kæmpede med rattet i den hoppende og dansende vogn. Så var de pludselig ude på vejen, og han rettede op.
   Han mærkede flere kraftige stød, da nogle af politiets kugler smældede ind i karosseriet. Så var han uden for skudvidde. Foran lå vejen ind til Perth. Bag ham lå og stod en gruppe betjente, der godt kunne belave sig på en længere fodtur, samt på at blive til grin. Det sidste vidste Bert, var næsten det værste, og ved hans side lå hans gamle kollega og makker Alfred.
   - Du kan godt komme frit frem nu Alfie, faren er overstået, jeg har klaret paragrafferne for dig.
   - Åhr hold kæft, lød det forbitret fra vognens bund, og lad være med at kalde mig Alfie.
   - Små slag gamle ven, du er ikke i, hvad er det nu det hedder -, forhandlingsposition i øjeblikket.
   - Jeg skal mase dig din lort, snerrede Alfred og halede sin Colt frem.
   Bert hamrede bremsen i bund og vognen snurrede halvt rundt på vejen, før den skred sidelæns ind i en klippeblok, hvor den blev stående. Alfred slog nakken mod instrumentbrættet, og da han var færdig med at tælle stjerner, så han lige ind i Berts ene Smith og Wesson.
   - Nu må du sgu snart se at opføre dig ordentligt, ellers bliver du serveret for dingoerne allerede i nat.Vi er i en forbandet stilling. Når de strissere får forbindelse med hovedkvarteret, og jeg håber, det varer nogen tid, så er fanden løs. I øvrigt er det ikke sikkert, at vi er i sikkerhed til da, for en eller anden må have stukket enten dig eller mig, og det vil sige, at en hel del mennesker vil være på udkik efter os. Der er faktisk kun en ting at gøre, det er at holde sammen, så skal vi nok slippe ud af Australien endnu engang. Men dennegang bliver makkerskabet på lige fod, for ellers laver jeg dig til plukfisk, og jeg tror, du nu er klar over, at jeg kan gøre det. Bert standsede forpustet sin talestrøm.
   Alfred svælgede. Det var første gang i hans lange karriere som storforbryder, han havde tabt så eftertrykkeligt til en anden person. Nå jo forresten, der var noget med en pengeafpresningsaffære. Alfred gøs i den lune nat. Hovedpersonen i denne affære havde været Berts broder, selv om Alfred først var blevet klar over det for nylig. Pokkers til familie. Selv om det stred mod alt, hvad der var Alfred helligt, så indså han dog, at han måtte spille med, hvad enten han ville eller ej.
   Han rakte sin store næve op mod Bert.
   - Ok, det er en aftale.
   Bert flyttede revolveren over i den anden hånd, og besvarede håndtrykket.
   De to var atter et par.
   Bert stod ud af vognen og inspicerede den. Den var ikke noget kønt syn. Hele forpartiet var knust. Den ene lygte var endnu intakt, skønt glasset var væk. Bert konstaterede med et befrielsens suk, at køleren ikke var blevet ødelagt. Han gik hen til klippestykket og fandt, at det havde fuldbyrdet den totale ødelæggelse af den pæne politibil. Selv den dygtigste mekaniker kunne ikke få bare en nogenlunde god bil ud af vraget igen. Det eneste denne vogn kunne bruges til, hvis den ellers kunne gå så langt, var transport til Perth, og så var det slut, herefter måtte ophuggeren tage over.