Jeg mødte en kvinde af tvivlsom byrd
at trække var hendes metier.
Jeg tog hende hjem og bød hende plads
på en stol i mit atelier.

Jeg malte hende så godt og smukt.
Det var svært for hun synede slidt,
naturen blev ændret fra slet til godt.
Hendes åsyn blev smukt og blidt.

Jeg gav hende penge, hun fik sit salær,
og hånligt hun gik sin vej,
mens jeg stod tilbage med krummede tæer
og følte mig som et kvaj.

Så kom en kender og så mit værk,
med kundskab han sagde som så:
Den hellige jomfru så from og stærk,
ja guddommelig er hun som få.

Så jeg malte et barn ved en jomfrubarm,
en glorie omkring hendes hår.
Jeg solgte mit værk og tog mit sold.
I Domkirken nu hun står.