Kære alle sammen,

jeg tænkte, at det var længe siden, jeg sidst havde spammet jer med mine bitre og lavkomiske betragtninger om tilværelsen, så det vil jeg hermed forsøge at rette op på.
Desværre har jeg i mellemtiden mistet min ironiske distance til mig selv og min omverden, så alt heri skal desværre tages fuldstændig alvorligt.
Ironien har jo ellers været min tro støtte i mange år; med den har jeg kunnet tackle alt, der er sket for mig, men nu er dette glimrende redskab altså blevet frarøvet mig. Jeg mistede ironien i et tilsyneladende harmløst lille cykelstunt, jeg lavede en sen nattetime på vej hjem fra et større drikkelag. I fuld fart forsøgte jeg at svinge cyklen op på fortovet for at komme ind på kollegiets område, men jeg havde desværre overset en ellers forholdsvis høj kantsten, og tog derfor turen hen over styret. Heldigvis nåede jeg at tage fra med ansigtet, ellers ville jeg have skrabet mine hænder til tomatpuré mod asfalten. Bortset fra et maltrakteret åsyn kom jeg altså intet til.
Troede jeg.
Det var først da jeg ville fortælle den sjove historie om mit styrt, at jeg til min store rædsel fandt ud af, at det var mig komplet umuligt at lave gas med det! Jeg kunne kun berette om det med alvorsfuld mine og lidende stemme, og det gider ingen jo høre på. I de næste dage prøvede jeg som sædvanlig at ironisere over mangt og meget, når jeg snakkede med mine medstuderende i pauserne, men det var omsonst: lutter dybfølte og oprigtige indlæg kom fra min mund. Alt var sagligt, vedkommende og interessant, og det kan jo heller ikke rigtig holde en samtale kørende ret længe.
??? ??????? What to do? Hvad skal man gribe og gøre i, når æ pot' står med fløde i?
Lægerne kan ikke sige om det er en permanent tilstand, eller om jeg måske vil vinde min selvironi tilbage med tiden, jeg må bare vente og se, siger de. Der er fortilfælde, hvor folk efter mere eller mindre alvorlige uheld har mistet ironi, førlighed, kritisk sans, musiksmag, dybdesyn eller politisk tilhørsforhold i kortere eller længere tid, hvorefter den savnede egenskab pludselig en dag er dukket op på ny, men det er desværre ikke noget, man kan genoptræne. Man må bare væbne sig med tålmodighed. Godt jeg ikke også mistede tålmodigheden i styrtet...
Det korte af det lange er imidlertid, at jeg altså nu står med et alvorligt problem: hvordan skal jeg nu give udtryk for min velkendte weltschmerz, når jeg ikke længere har min selvironiske distance til rådighed? Alle I, mine kære venner, må med andre ord bære over med mig i den kommende tid; alt hvad jeg gør og siger vil foreløbig være ment i fuld alvor, indtil jeg forhåbentlig genvinder min selvironi. Jeg ved godt, det bliver svært at holde ud at høre på, men nu ved I i det mindste hvorfor. Og kryds så fingre for, at jeg snart igen bliver mit gamle selvdistancerede jeg, uden så megen ulidelig alvor, dybfølthed, inderlighed og oprigtighed.
Men bortset fra det har jeg det kraftedeme fremragende.
Forrygende, faktisk.
Vi ses, røvhuller!

Spange-