Hvorfor kan man aldrig få den man seriøst brænder for?
Men kun dem man føler noget for?
Jeg vil gerne fortælle hende hvad jeg føler
Men tier når hun er der.
Hun er i besiddelse af en skønhed.
En skønhed man sjældent ser.

Men hvorfor tør jeg ikke at handle.
Når jeg har været sammen med en del.
Men ikke engang jeg har en chance for at få hende.
Her sidder jeg ulykkelig mens mine øjne hviler på hende.
Smiler igen så varmt når hun ser på mig.
Men vier derefter mit blik væk.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg ønsker at fortælle hende det.
Men jeg frygter for hvad der ville ske.
Jeg kan charme mig ind i pigers hjerter som jeg næsten ikke kender.
Men hende som jeg tror jeg kender.
Har jeg alverdens kvaler med.

Hun ejer alle de vidunderlige kvindelige former.
Hun besidder sådan en kraftfuld charme i hendes smil.
Selvom hun har en skønhed som en gudinde.
Går hun ikke rundt og spiller en rolle som de fleste

Jeg føler sådan en brændende varme for hende.
Men indtil videre må jeg leve uden hende i mit hjerte.
Det er hårdt at have en passion man ikke føler bliver gengældt.
Jeg ved jeg ikke er i hendes liga.
Jeg er ikke den populære.
Jeg er udyret ikke skønheden.

Men det er jo nok heller ikke meningen,
At få alt det man gerne vil have.
Eller er det?