Det var tid til stuegang. Den sidste.
Læger og sygeplejerske udgjorde den lille flok, der langsomt nærmede sig. I deres hvide kitler så de ophøjede og utilnærmelige ud, lignede et panel af juridiske dommere, der kort refererede med hinanden på deres formfaste fagsprog, inden de afsagde dommen. De kunne lige så godt have haft hvide parykker på.
"Ja, Kamilla, vi har jo kæmpet hårdt for dig. Det er derfor dejligt vi i dag kan sige, at du slap med livet i behold." Han gav hende hånden, sygeplejerskerne smilede deres professionelle lille smil. Gruppen vendte sig mod næste patient.
"Slap med livet... i behold!" Hun mærkede, hvordan tårerne gradvist øgede presset bag på de lukkede øjenlåg. Snart ville de starte den lille film, der i løbet af sekunder var blevet brændt ned på hendes hukommelses DVD afspiller, sammen med den melodi der lød i hendes ører da bølgen kom, og som nu spontant ville lægge underlægningsmusik til filmen, der tonede frem på hendes indre storskærm.

Flodbølgen, vandet, smerten, angsten. Forældrene der forsvinder. Suges til havs, uden at give hende mulighed for at forhindre naturens voldsomme legen tagfat med livet.
Tvillingerne på stranden. Optaget af at bygge deres enorme sandskulptur færdig. Hun vinker til dem. Blot 2 minutter senere er de borte for altid. Selv mærker hun bølgerens sug i sin krop, mærker hun får fat i et gelænder. Filmen går brat i sort, da den store betonklods lander på hendes ben.
Midt i mørket hører hun melodien.

Every breath you take
Every move you make
Every bond you break
Every step you take
I'll be watching you.
Hun var en ung attenårig pige, med livet foran sig. Student til sommer. Studenterfester med alle kammeraterne ventede . Hun var udtaget til amtskredsens badminton hold. Dejlig kæreste, dejlig familie.
Da naturen på få sekunder skiftede ansigt, forvandlede den også en vemodig og smuk kærlighedssang til forbandelse og mareridt. Hvert ord fik ny betydning og bankede angsten fast i alle sanser og livsprocesser.
Hvert åndedrag hun tog nu var smertefuldt og lammende. Hvert skridt hun tog nu var i den forkerte retning. Væk fra livet.

Oh can't you see
You belong to mee
How my poor heart aches with every step you take.
Hun ville så gerne holde fast i de glade minder fra det gamle liv, men kunne ikke.
Fortidens glade ansigter var ikke længere glade, men fyldt med ubeskrivelig rædsel.
Musikken og teksten var uløseligt kædet sammen med hendes private forbandede åg.
Musikken og teksten var den nøgle, der øjeblikkeligt kunne åbne for hendes indre private rædselskabinet.

Hendes kæreste havde - pligtskyldigt - været på sygehuset hver dag.
Hun kunne ikke længere få øjenkontakt med ham.
Vidste, at han snart ikke ville komme mere.
Han kunne tilsyneladende ikke få sig selv til at kigge på hendes manglende ben.
Han så, ligesom tilfældigt og med glansløse øjne, forbi dem.
Ingen tvillinger, der skulle konfirmeres til foråret. Ingen tvillinger, der skulle have råd om begynde kærestesorger.
Ingen mor til at snakke fortroligt med. Ingen far til at forkæle og forgude hende.
Ingen tryghed. Ingen kammerater. Alt var væk.
Lægen havde afsagt den forkerte dom.
Han skulle have sagt:
"Du slap... uden livet i behold."

("Every breath you take" - Melodi og tekst: Police)