KB-Hallen ligger stadig på Frederiksberg i den vestlige ende af København, hvor den blev bygget i 1938. Under besættelsen blev den schalburgteret af tyskerne som gengældelse for den danske sabotage rundt om i landet, men heldigvis genopført lige efter krigen. Bogstaverne står for Københavns Boldklub.
   Gennem årene har der været afholdt tennis- og badmintonmesterskaber, gymnastikopvisninger, indendørs fodboldturneringer, politiske møder og ikke mindst koncerter. Da jitterbug'en nåede vores nordiske himmelstrøg i halvtredserne blev der danset på livet løs dér ude for enden af Peter Bangsvej.
   Ti år og mange arrangementer senere udspiller følgende historie sig i den berømte hal, der på det nærmeste var et nationalt ikon: Tre kammerater beslutter sig for i eftersommeren -65 at købe billetter til en koncert med de allerede berømte eller berygtede, som man nu vælger at karakterisere dem, Pretty Things, der var et af de hotteste, engelske bands på den tid. Inden aftenens trækplaster skulle på scenen var det nødvendigt med lidt opvarmning og til det formål havde man hyret Peter Belli og Les Rivals, der desværre allerede havde lagt den første, store popularitet bag sig. De kom på scenen og spillede det bedste, de havde lært.
   Efter et kvarter med dansk rock havde de fleste publikummer fået nok og begyndte at pifte i fingrene, men Rivalerne spillede ufortrødent videre. Et kvikt hoved længere fremme i salen syntes at være træt af at drikke sit fadøl og kastede det halvt fyldte plastickrus i en smuk bue lige op på basguitaristens instrument, så øllet stod dekorativt op i hovedet på musikeren, der rutineret spillede videre. Hvis det bare havde været det enlige kast, var koncerten nok blevet gennemført, men ølkasteriet blev hurtigt fulgt op af andre publikummer, så det hurtigt var til at forveksle med regulært bombardement. Peter Belli samt musikerne måtte hurtigt flygte ud bagved for at redde sig selv og deres instrumenter. I samme øjeblik stoppede ølkasteriet og blev afløst af en infernalsk pibekoncert. Konferencieren kom frem og prøvede i ganske upædagogiske vendinger gennem en mikrofon at forklare, at hvis balladen blev ved, ville resten af koncerten blive aflyst. Mens truslen bredte sig gennem hallen holdt pifteriet langsomt op, man skulle helst have lidt mere for den dyrt betalte entrebillet. Peter belli og slæng kom atter på scenen, stak joystikkende i forstærkerne og fortsatte, hvor de slap 5 minutter tidligere. Der gik kun få sekunder, så kom der atter gang i ølkasteriet og denne gang så voldsomt at musikerne fik hjælp af et par kontrollører til at fjerne det sårbare udstyr fra slagmarken. Så piftede publikum igen for at tilkendegive deres utilfredshed, mens de trængtes om baren for at investere i mere øl. Langt om længe kom konferencieren igen på banen, denne gang iført en gennemsigtig og en mikrofon. De forreste publikummer råbte i kor på Pretty Things og på en eller anden uforklarlig måde lykkedes det den ensomme mand på scenen at få ørenlyd og lovede at aftenens hovednavn ville spille, hvis man ellers kunne opføre sig ordentligt. Råberiet stilnede langsomt af og da der ikke blev kastet så meget som et eneste krus fadøl, måtte manden bukke under for gruppepresset og introducere Pretty Things med Phil May som forsanger.
   Der gik noget tid med at få alt grejet bakset tilbage på scenen, men det lykkedes og så blev der spillet avanceret rockmusik for alle de surt sammensparede penge, mens publikummerne var meget tæt på at opføre sig eksemplarisk.
   Midt i det fjerde nummer ville forsamgeren gøre lidt mere ud af sin optræden og lænede sig bagover med mikrofonstativet helt ude ved scenekanten. Det fik en af de unge publikummer til at gribe fat i mikrofonstativets fod og knalde Phil May i hovedet med mikrofonen, hvorefter han gik i gulvet med et brag. Komtrollørerne mente ikke det var en del af underholdningen og gjorde alt for at få fat i den formastelige, der havde taget benene på nakken og løb op gennem bænkerækkerne langs ydervæggene med hele mikrofonstativet som sejrstræfæ højt hævet mellem armene. Tilbage på scenen stod Pretty Things og prøvede at få deres uundværlige sanger på benene igen. Nu heppede alle de tilstedeværende på manden med mikrofonstativet, der behændigt undgik de efterhånden 7-8 kontrollører, der forpustede prøvede at fange ham. Underholdningen var optimal, aldrig før havde man fået så meget for pengene i den hårdt prøvede hal. Nogle kreative sjæle havde tømt samtlige toiletter for WC-papir og rullerne blev kastet op under det buede loft, hvorefter de i lange faner dalede ned på scenegulvet, så det mest af alt lignede et sydlandsk karneval. Ved en sidste kraftanstrengelse lykkedes det de stakåndede kontrøllører at fange manden med mikrofonstativet og slæbe ham væk under enorme klapsalver og buhråb.
   På scenen var der kommet liv i forsangeren, han havde fået en erstatningsmikrofon uden stativ i hænderne, musikerne slog nogle akkorder an, koncerten kunne genoptages og forventningerne i hallen var enorme.
   Det gik også meget fint med de næste to eller tre numre og det så ud som om koncerten kunne gennemføres uden yderligere afbrydelser, men sådan skulle det ikke gå. Ølkasteriet blev genoptaget for fuld styrke og de sidste lokumsruller blev kastet i lange faner op i hovedet på det engelske band. Først da der lå et tykt lag øl og lokumspapir over hele scenen, havde de fået nok og flygtede ud bagved med de forhåndenværende instrumenter. Atter kom konferenciern frem i sin uniform, regnfrakken, og bekendgjorde ud over den måbende folkemængde, at nu var det uigenkaldeligt slut på en festlig aften. Det var aldeles unødvendigt, idet det kræsne publikum allerede havde regnet ud at det ville ende sådan og gik roligt mod udgangene uden mere ballade. De tre begejstrede kammerater mente også at have fået rigelig valuta for pengene her under deres første koncert i KB-Hallen og levede længe højt på historien. De var til andre koncerter de følgende år, men aldrig så underholdende som den aften med Pretty Things og med tiden lavede arrangørerne barrikader foran scenerne, så ivrige publikummer ikke kunne komme helt tæt på idolerne, der var jo ingen grund til at udsætte andre forsangere for det samme som var overgået Phil May.
   Når folk snakker om at alt var bedre i gamle dage, må det absolut inkludere koncerterne i bl.a. KB-Hallen.