"Jeg har aldrig brudt mig meget om livet," udtaler jeg efter at have pustet røgen fra min nytændte cecil ud i ansigtet på ham, "det er så... levende." En grimasse følger, men jeg tyder den ikke. Jeg ser ikke på ham - iagttager i stedet gløden i smøgen. Dulmende. Var det ikke på grund af nikotinen, ville jeg slukke den. Jeg kan ikke lide, at den er så levende. Der er ikke stille i rummet, naboen knalder sin dame igen. Hun skriger og stønner højlydt - det samme gør han. Pokker tage dem. Jeg hælder endnu en whisky op til mig og ham. Han har ikke taget meget mere end en slurk, mit glas er tomt, men begge glas fyldes alligevel på ny. "Jeg fatter ikke, hvad det fede er ved at leve... det betyder jo intet i den store sammenhæng." Jeg ser hans øjenbryn hæve sig. Et usagt 'javel' gjalder gennem det tomme støvede rum. Jeg har endda slukket lyset. Jeg kan ikke klare det. Det irriterer mine øjne med dets aktivitet. Det minder mig om livet; handling. Igen et hiv, cecilen bliver kortere, det behager mig, mens en hoste flår ozonhuller i min hals. Han ser på mig med undersøgende øjne. 'Dør han nu?' Jeg ryster på hovedet. Det er intet. Det er blot et lille hosteanfald. "Den driller mig - min krop. Den prøver at få mig til at tro, at jeg er levende. Ha!" En hæs latter, der umuligt kan være min, stiger op gennem min hals og river sig vej ud gennem mit gab. Jeg ser svimlende ned på bordet, der lidt efter følger med mit blik. Det mørke træbords årer kan jeg følge med en sort negl, hvis jeg vil. Jeg gør det ikke, men mine øjne ser det. Registrerer det. Mørke som bordet. Men ikke levende. "Du undrer dig måske over, hvorfor jeg ikke bryder mig om livet," jeg smiler sorttandet til ham, der hurtigt vågner fra vilde tankers spind, "det skal du også have lov til. Jeg fortæller det ikke. Det er lige meget." Han synker sammen igen.
   Når jeg vender mine hænder for at få fat i glasset, ser jeg de hvide mærkninger. Ærgrelse. Tre er der på venstre, for jeg er højrehåndet. Den anden ser dem. Ser på mig med et enkelt spørgende blik. 'Hvordan har du fået dem?' Jeg tømmer mit glas i en enkelt slurk, og da jeg hårdt knalder glasset i bordet, så det splintrer og skærer min finger, ser jeg dem også igen. Jeg smiler og lader tungen føle de glatte gummer, hvor fortænderne ville have været. "Jeg siger dig jo," gentager jeg, han forstår åbenbart intet af, hvad jeg siger, "Jeg har aldrig brudt mig om livet." Jeg mærker det klø i arrene, men mine nedgroede negle hjælper intet. Den anden tager en lille slurk af whiskyen. Den er god. Den kradser godt. Endnu et hiv. Røgen blæser jeg ned mod glasset, hvor noget røg fanges et millisekund. Jeg klør min hovedbund under det let filtrede hår, og derefter klør jeg min næse. Jeg asker over i det overfyldte askebægre og hoster igen. Denne gang får jeg en dråbe blod på læben. Ikke mit blod. Min krops.
   Uroligt rører den anden på sig. Træstolene er ikke behagelige, men jeg sætter mig ikke bedre tilrette, i stedet bliver jeg siddende. Jeg tager et hiv og mærker den velkendte følelse af, at blive tilfredsstilet. Var det ikke for nikotinen, ville jeg slukke den. Den er det eneste lys i lokalet. Udenfor er det mørkt. Naboen knalder ikke mere. Stilheden er som graven, der er sikkert også lige så koldt. Jeg har været i en ligpose én gang. Jeg glæder mig, til jeg skal det igen. En bil kører forbi udenfor, lyset fra lygterne blænder mig, men lyser også hans ansigt op. Kortklippet. Det glæder mig. Jeg aner ikke, hvordan jeg ser ud - men jeg ved, hvordan min krop ser ud. "Skal vi slås?" jeg smiler hemmelighedsfuldt og slikker blodet fra min finger op. Det smager. Det smager ulækkert og jernagtigt. Jeg mærker en varme fra min krop, og det giver mig kvalme. Den anden ser op og tager en slurk til. Ryster på hovedet. "Nej... du har ret. Det ville være at kæmpe for livet." Jeg ser på de hvide ar igen. Dette var ikke at kæmpe for men imod livet. En fantastisk følelse. Jeg har lyst til at gøre det. Og jeg gør det. Efter et sidste hiv skodder jeg endelig smøgen. Det tilfredsstiller mig - for nu. Men hvor længe? Jeg tager hans glas, og han gør ikke modstand. Iagttager mig bare, mens jeg drikker hans glas og uheldigt forsøger at hælde op igen. Jeg kan ikke ramme. Det er godt. Jeg sætter flasken for munden og drikker af den. Så kan jeg ramme.
   "Jeg hader livet, fordi det er levende. Livet er en fiasko, for det overvindes altid af døden." Jeg tager en bon op af lommen og kaster den over mod ham. Den stopper i luften og faldende siksak blafrer den mod bordet, som var den en sønderskudt and. Han samler den op. "Det er som med Flying Queen; spiller man på den... taber man med sikkerhed sin investering." Han læser bonen, kan jeg se. Hans øjne flyver hen over papiret. Jeg smiler. "Hvorfor skal vi herse rundt og jagte gevindsten på noget, der med garanti taber? Du får aldrig en gevinst." Han ser op. For første gang har vi øjenkontakt.
   "Måske er det ikke rejsen og ikke destinationen, der er vigtig..." Jeg griner gnækkende men stoppes af et hosteanfald, denne gang er der mere blod. Jeg tænder en ny smøg og puster røgen ud i ansigtet på ham. Jeg tager en slurk fra flasken. Tømmer den. Er ved at kløjes i det.

Griner hostende og harkende.