'Fuck, fuck, FUCK! Nej, nej, nej. MIKAEL! Hvad skal jeg gøre? Pis, pis, pis! Okay, stop blødningen, Sabina, stop så den blødning. Kom nu, for helvedet, han dør!'

Hun var i ren panik og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Omkring hende var de andre allerede vågnet op af deres trance og en enkelt var i gang med at ringe til 112. Hun så bange ned på Mikael, der allerede var faldet ned i bevidstløsheden. Hun følte sig så lille, mens hun så på pølen, der langsomt bredte sig ud på gulvet. Hun vidste, at hun ville huske denne pøl resten af hendes liv, og hun så på den tykke, mørkerøde væske. Blod. "Er... er han død?" spurgte røveren. Mikaels kommende morder. Mandens eller drengens stemme rystede, og han stod lammet med pistolen i hånden. En dame, der havde overtaget styringen, begyndte at spørge, om nogen var læge. Det var der ingen, der var. Sabina vidste ikke, hvad hun skulle gøre, hun følte sig så uendelig lille, og kvalmen lurede i halsen som en panter, der var klar til angreb ud gennem hendes mund.

'Mikael, Mikael, Mikael, undskyld. Jeg er så ked af det! Du må ikke dø! Du er min bedste ven, du må ikke dø! Gud, du må ikke tage ham! Ikke ham! Åh Gud, så tag dog mig i stedet.'

Nu kom tårerne. De blændede hende, da de vældede ud og løb ned over hendes kinder i små salte bække. En standsede ved hendes mundvig, og hun smagte saltet. Mikael sitrede, og hun hørte hans åndedræt, der kæmpede med blod. Et fjernt sted hørte hun en stemme. "Hallo Peter Nyborg her, vi har en dreng, der er blevet skudt... Danske Bank på Torvegade i Vejle... ja, det er meget alvorligt, han er blevet skudt i brystet, øh... kramper... masser af blod... ja, meget kritisk... det må I nød til!" Sabina lagde hænderne, der hvor lederdamen fortalte, at hun skulle lægge dem, så såret blev lagt under pres. Mikael stønnede et blodigt åndedræt, men hun kunne på ingen måde forestille sig, hvordan det var. Hun var allerede fjern for sin egen krop. "Har jeg dræbt ham?" spurgte røveren igen, denne gang på en måde ængstelig og bange men også underligt ivrigt og ophidset. Sabina så mod ham. Måske ikke et år over tyve var han med en typisk skaterhue på, posede skaterbukser af cowboystof og en af de dér skater-sweatshirts i gråt stof med teksten 'Gangsta' syet på. Pistolen lignede noget, han havde beholdt fra sin tid i militæret eller noget. Sabina ville ikke tænke over det.
   "Måske skulle du ligge pistolen fra dig," foreslog en ældre mand roligt, men røveren vendte sig hurtigt og pegede på manden med pistolen. "I holder jer væk... alle sammen," sagde han hurtigt og pegede i en lang bevægelse på alle. Han havde skudt en, han kunne skyde dem alle. Han vidste det, selvom han ikke vidste, hvad i helvedet han lavede. Han var dum og dummere end dum.

'Tag pengene og løb for helvedet, du har fandme skudt en fyr. Karsten, for helvedet tag nu de pokkers penge. De ligger på skranken. Tag dem. Der er ingen, der vil stoppe dig. Du har scooteren udenfor. Du kører bare væk!'

Han så sig rundt og tilbage på pigen ved den blonde fyr, han havde skudt. Pigen havde lange sorte streger ned over kinderne, hvor tårerne havde trukket den sorte makeup med sig. Hendes blik brændte sig ind i hans hukommelse. Purre had. Hun så på ham med et tomt blik, der lignede, at det var hende, der var død. Men de døde øjne var bebrejdende. Han gøs. Han havde dræbt en. En forkert krilleren løb ned langs rygsøjlen på ham. Han var ved at pisse i bukserne af skræk. Hvad havde han haft gang i?
   Nu kunne han høre sirenen, snart ville det ville det snart være for sent. Skulle han flygte, så skulle han flygte nu. Men hun havde lammet ham. Hun var indsmurt i den blondes blod, men hun formåede stadig at lamme ham. Hun var bange men alligevel rasende, han kunne se det i hendes øjne, og hun var rasende.

'Mikael, ikke dø. Please, please, vær nu sød. Idioten skød dig, men det betyder ikke, at du skal dø! Åh, jeg er så lille, hvorfor kan jeg ikke gøre noget, hvorfor kan jeg ikke stoppe tiden? Spole den tilbage og starte igen. Mikael, du har altid været min ven, du er den gode af os to, du må ikke dø. Hvad skal jeg dog gøre uden dig? MIKAEL!'

Sirenerne stoppede, og hun fornemmede, at redningsfolkene kom løbende ind gennem den automatiske skydedør. Alt foregik omkring hende, mens hun selv var lammet. Hele verden gik videre, men hun var forstenet.

'Død. Han er død. Mikael er død. Min ven, halvdelen af min sjæl og min gode side er død. Borte. Forsvundet uden et ord. Ikke en rørende tale om livet inden han døde. Ingen rolig soven ind. Hans sidste ord var en gurglen fyldt med blod. Hans sidste tid var fyldt med smerte og elendighed. Mikael, min Mikael, er død. Jeg er død. Hvad skal jeg dog leve for uden min Mikael. Hvorfor skal de gode, de rene og de bedste dø? Jeg elskede ham, som ingen ven kan elske en ven. Elskede Mikael...'

Altid havde Mikael virket på hende, som den ærkeengel, han var opkaldt efter.
   Vandet under broen reflekterede solens lys. En smuk dag var det. Bare Mikael kunne opleve den sammen med hende. Mikael, der nu var en engel, hjalp sikkert menneskeheden nu. Oppefra. Hun var sikker på det. Han måtte være en engel nu. Et russisk containerskib sejlede under broen. Hun hørte det slet ikke. Vinden legede med hendes hår. Sort og gnistrende som natten så det ud, under farven var der en grim leverpostejfarve, som hun altid havde hadet. Hun så ned på vandet. Det var mørkegrønt, men det var sikkert fordi fjorden var forurenet. Hun var kommet hele vejen ud på broen, for at gøre én ting. Til Mikaels ære. For at ære ham og vise, hvad han betød for hende. Han havde været død længe. Havde han ikke? Det vidste hun ikke. Alt var som en døs for hende. Hun var vist sygnet ind til ingenting, men hun anede det ikke.

'Du hjælper mig, når alle har opgivet. Jeg stoler på dig, min ven, så er det lige meget, hvor du er. Jeg holder af dig, og det er jeg kommet op for at bevise. Min ven...'

Hun så ned på containerskibet, der langsomt gled som en gigantisk snegl på vandet. Hun mærkede den varme sol på sin hud, men hun ænsede den ikke. Verden var ikke. Sådan tænkte hun.

'Den er ikke, for Mikael er ikke mere.'

Igen så hun ned på skibet, hvor en mand gik og arbejdede. Han spulede vist, men det var ikke sikkert. Hun kunne ikke se det. Hun skulle tættere på, hvis hun skulle være sikker, men det var vist en mand med en stor slange. Han spulede dækket, mens han tænkte på alt andet. Han fløjtede sågar Tjajkovskij's "Nøddeknækkeren". Han nød egentlig bare, at de nu skulle tilbage til Sankt Petersborg. På den anden side kunne han godt lide Danmark. Det var et dejligt land - i små mundfulde. Sproget var måske også lidt underligt, men det kunne danskerne jo ikke gøre for.

'Men nu skal jeg hjem. Aleksandr, du er en heldig fætter, du skal bare hjem og så holde orlov! Galina venter og det er en dejlig dag. Prøv at se, hvor solen skinner, og luften er klar og frisk. Aleksandr, det bliver ikke meget bedre!'

Det var i det øjeblik, da russeren Aleksandr midt i det kendte stykke fra "Nøddeknækkeren" så op, for at se og nyde de hvide lammeskyer, at Sabina hoppede ud fra broen. Aleksandr så den sorte bylt falde fra broen, og kløende sig selv i nakken undrede han sig...