Søndag den niende marts 2003
Starten på historien
"Miss Sarah Tyler er her - igen," oplyser sekretæren, der hedder Maggie, da jeg træder ind på kontoret, der tilhører redaktøren for Dale City News, Mark Allan. Jeg hilser stift og rækker ham fire måneders arbejde i Mexico. Han ser kun overfladisk på mine billeder. Lidt mumler han for sig selv, men hans øjne afslører den store portion ligegyldighed, som han indeholder. Det varer ikke længe, før jeg må forlade kontoret igen. Mark er ikke verdens venligste mand, og det ved jeg af bitter erfaring. Da jeg vred og slukøret forlader kontoret, får jeg et ondt grin med på vejen.
"Tror du virkelig, nogen gider at købe dine andenrangsbilleder?" spørger han.
Jeg svarer ikke noget - selvom jeg normalt er god til kvikke svar - men jeg bliver så overrasket over redaktørens udtalelse, at jeg ikke kan sige noget. Ingen har før spurgt mig om det spørgsmål, der altid har naget mig: Vil nogen nogensinde købe mine billeder?
Jeg går bedrøvet ned på gaden, hvor den normale trafik overdøver mine tanker. Tiden i Mexico har været hård, så Marks mangel på interesse har fået mig ned med nakken. Jeg går ned i Nelson Park for at få lidt ro. Der går jeg tit, og jeg sidder altid på den samme bænk. En hvid bænk ved søen midt i parken. Som altid er et par hundeejere ude med deres hunde, og et par gamle damer er ude at spadsere. De gamle damer er midt i en ophedet diskussion, da de går forbi mig.
"... jeg siger dig, Myrna Green, jeg så ham," siger den lave af de to, "jeg så ENGLEN."
Den høje ryster på hovedet.
"Ann Washington, den engel er lige så virkelig som vandpytter i Sahara..." når den høje Myrna at sige, inden Ann afbryder.
"Så må der være MANGE pytter der, for han var der! Han sad oppe på bjælken som sidste gang..."
Jeg lytter egentlig ikke efter, men da ordet "engel" hele tiden gentages, så lytter jeg interesseret - ikke fordi jeg et øjeblik tror på engle, men hvis en eller anden galning leger engel i en kirke, så vil jeg da hellere end gerne lytte til staklens problemer og tage nogle billeder - hvor han selvfølgelig har sine vinger på. Jeg rejser mig fra min bænk og stopper de to gamle damer. De ser begge på mig med klare øjne, og der er ingen tegn på druk eller løgn.
"Undskyld jeg forstyrrer, men jeg kunne ikke undgå at høre, at I talte om en engel," starter jeg.
Myrna ser fra Ann til mig med et hårdt I-er-altså-begge-to-gale-blik. Ann derimod nikker ivrigt.
"Ja, det er rigtigt, jeg så ham, da vi var til messe i morges. Jeg så ham også sidste søndag."
Jeg forklarer, at jeg arbejder på Dale City News (selvom det er løgn), og Ann begynder ivrigt at fortælle om den mand, hun har set:
"Han sidder altid på bjælken lige over menigheden. Han sad der her i morges, som om han hører prædikenen."
Så falder Ann hen til de spørgsmål, der er normale for alle gamle mennesker, så som om de kommer i fjernsynet og om de kommer til at møde Bill Grant. Desværre kan jeg ikke rigtig love dem noget, så selv Ann mister interessen.
"Hvilken kirke så I ham i?" spørger jeg, inden Ann og Myrna går videre. Ann vender sig.
"I Sankt Maria Katedralen naturligvis. Hvor skulle Gud ellers sende sine engle hen?" svarer hun, inden hun igen vender sig og går videre.
Åbenbart tror denne Ann Washington på, at Gud har sendt en engel til jorden. Tanken i sig selv virker fuldstændig forkert, for hvad skal én kunne udrette?! Verden er jo gået banans for længe siden, så at sende en engel til Dale City er simpelthen bare spild af kræfter. Ham på den øverste etage må da kunne se, at der mindst skal en million internationale englefyre til, før der kan rettes op på noget som helst. Ellers Han kan jo sende sine englebasser af sted efter Osama bin Laden og Saddam Hussein, for så vil præsidenten i hvert fald køle ned for en stund. Jeg ser rundt i parken men gider ikke bruge mere tid der. Jeg vil hellere gå til katedralen, men den ligger i den modsatte ende af byen, så jeg beslutter mig for at tage hjem.


Søndag den fjerde maj 2003
Katedralen
Jeg står usædvanligt tidlig op bare for at komme til den første messe klokken ti. Det er mere end et årti siden jeg sidst stod i en kirke, og alligevel er jeg tidligt oppe og pænt i tøjet. Det er vel et levn fra den tid, hvor min mor var diktator i mit liv. Jeg husker hver eneste bøn, jeg nogensinde har hørt, mens jeg tager undergrundsbanen til den station, der ligger et par minutter fra katedralen. I alt den tid, der er gået siden jeg har hørt om englen for første gang, har jeg undersøgt alt om englefænomener og personer, der påstår, at de har set engle. I toget sidder jeg ved siden af en dame, der snakker om sit barnebarn, der lige er begyndt at gå. Jeg gider ikke lytte efter, men lader som om jeg gør af høflighed. Damen viser med hænderne, hvor lang barnet var ved fødslen, og jeg tænker over, hvor langt et barn mon normalt er, så jeg tør ikke sige:
"Det var da en pæn størrelse." Hun snakker videre om barnets undulat, og hvordan barnet leger med den.
Jeg gaber inden i og ser, hvornår jeg skal af. Det er heldigvis den næste station, så jeg forlader glad mit sæde og damen, der skal et stykke videre. Jeg følger folkemængden op til gaden og står så bare som en skide turist, der ikke kan finde rundt. Jeg kan ikke se katedralen og ender med at spørge en forbipasserende gammel mand, om han ved, hvor katedralen er. Med sin pibe hængende i gabet forklarer han kun delvist forståeligt, hvordan jeg kommer til katedralen. Jeg takker ham og går i den retning, som han har udpeget. Alligevel må jeg efter at have gået i nogle minutter spørge en ny.
Endelig ser jeg katedralen foran mig. Den er stor og gammel, og hvis jeg var en engel, så ville jeg også bor her. Jeg tjekker lige mine notater om engle, og så går jeg ind i katedralen, der også indefra er et mesterstykke. Gud er en heldig fætter, for min mor dikterede altid, at kirken var Guds hus. Dette må så være Hans penthouselejlighed, for den katedral er simpelthen stor og rumlig. Desværre gør det bare, at man kan se, hvor få mennesker, der er i kirke. Et par gamle tanter og to, som jeg genkender, da de stadig ser ud til at skændes. Jeg sætter mig ved siden af Ann Washington og hilser på dem. De to gamle damer hilser og genoptager så deres diskussion.
"Jeg siger dig Myrna, hvis det ikke var fordi din styrke i brillerne var så lav, så ville du også se ham! Han ER virkelig!" siger Ann, mens Myrna opgivende ryster på hovedet.
"Ann, Ann, Ann... jeg tror, du har taget for meget insulin for tiden, for der er INGEN engel," Myrna har ikke opgivet at overbevise Ann om manglen på engle i denne verden. Imens de skændes, sidder jeg og ser op mod koret, hvilket betyder, at jeg sidder med en overkrop drejet 180 grader i en smertefuld stilling, inden orglet begynder at spille. Først i dét sekund indser jeg noget skæbnesvangert. Jeg har ikke mit kamera med.
Hele vejen under gudstjenesten sidder jeg og forbander mig selv. På et tidspunkt under en oplæsning af Evangeliet prikker Ann til mig og peger op mod bjælken langt oppe over os. Jeg forbander mig selv endnu mere, for det, jeg ser, er i sandhed forsidestof. På bjælken sidder der en ung fyr med en lang hvid kjole på. Et par vinger, som jeg kun kan skimte, sidder på ryggen af ham. Jeg undertrykker et grin, for han ligner på ingen måde den agent 00-engel, som jeg har forestillet mig. Der er intet guddommeligt eller overnaturligt over ham, som han sidder der på en bjælke. Hvis jeg får denne historie, så vil Mark Allan tigge efter mine billeder. Jeg skriver nogle noter ned på min blok, og prøver uden held at lave en skitse over "Englen." Jeg skriver også et par eventuelle overskrifter ned og lover mig selv, at jeg i hvert fald skal i kirke igen.


Søndag den ottende juni 2003
Flugt og lysende lamper
Jeg er ikke den mest kristne person i verden, og nu har jeg set ham sidde på den samme bjælke hver søndag, og jeg undrer mig over, om han bare ikke kan komme ned. Eller om han er en dukke, som præsten har sat der, for at lokke folk i kirke, for han bevæger sig ikke ud af flækken. I hvert fald ikke af hvad jeg har set.
Jeg er på vej med undergrundsbanen som altid, og normalt er Ann og Myrna der også. De er aldrig enige om, hvorvidt englen er der eller ikke, og jeg har opgivet at blande mig. I dag skal de et eller andet, så jeg sidder alene og kigger mine mislykkede skitser og mine spørgsmål til præsten igennem. Jeg har ikke sovet siden i fredags, jeg har bare tænkt, tænkt og tænkt. Hvis Mr. God på øverste har sendt en dukke-engel til jorden, så må der jo være det mest kiksede forsøg på at redde jorden nogensinde. Ann har givet ham det vildt originale navn Mikael, men jeg er lidt ligeglad med hvilket navn englen har. Han må da gerne hedde "Satan Hula-hula Frikadelle Bahamas" for min skyld.
Mikael sidder på sin pind, da jeg træder ind i katedralen, der er usædvanlig tom. Ikke engang de gamle gimper er der. Jeg kan ikke høre koret snakke eller se noget liv - nå ja, ud over Dukke Mikael på bjælken. Jeg står bare og glor lige inden for døren, og jeg tænker ved mig selv, at der vel ikke er messe i dag. Jeg tager mit kamera frem, og sigter mod englen. Ved at stille skarpt kan jeg se ham på tættere hold, og jeg begynder at knipse billeder. Lyden fra kameraet skaber hurtigt et uhyggeligt ekko, og Mikael hopper forskrækket på sin pind, men sætter sig så tilrette igen. Han sidder med ryggen mod mig, men han ser sig ikke tilbage. Der er stille i katedralen igen, da ekkoet lægger sig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg har regnet med at snakke med præsten, ikke at være alene med englen.
"Hej engel," råber jeg, og kan høre hvor kikset og forkert det lyder. Mikael drejer sig ikke, men ser ud som om han lytter til ekkoet af min stemme, der runger ordet 'engel'. Han siger ikke noget, så jeg opgiver at komme i kontakt med ham og vender mig for at gå.
"Er jeg en engel?" spørger en stemme, der kommer højt oppe fra.
Jeg farer sammen. Englen taler til mig! Jeg føler en stor mængde frygt, der alligevel ikke er frygt. Følelsen er underlig.
Jeg forlader hurtigt katedralen og regner med, at jeg ikke skal tilbage der til igen.
Jeg er først rolig, da jeg dumper ned på min bænk i Nelson Park. Mit hjerte har under hele turen i toget banket, og jeg er på panikkens rand. Jeg ved ikke, hvorfor jeg flygter fra englen eller mennesket eller dukken eller hvad det nu er, der sidder på den bjælke. Først nu, hvor jeg sidder i MIN del af byen i MIN park på MIN bænk, kan jeg tillade mig at blive mere rolig. Jeg tager rystende mit kamera frem. På den film er billederne af englen. I det apparat er min genvej til forsiden. Adrenalinet pumper stadig i mine årer, og jeg mærker en dunken i tindingerne. Jeg er rastløs og kan ikke blive siddende på bænken, så jeg hiver filmen ud af kameraet og næsten løber hen til en fotoshop for at få billederne fremkaldt. Jeg kan ikke lade være med at smile åndsvagt til den lidt lækre butiksassistent, da han modtager min film. Jeg er helt oppe i skyerne og tænker, at nu er det slut med ture på flere måneder til Mexico og ekstraarbejde for min vært for at få udsat lejen. Men jeg må vente i en time inden, det er slut, før hr. Dejlig kommer og meddeler, at jeg ikke burde tage billeder af lamper, der lyser, mens han giver mig billederne. Jeg glor på dem. På billederne er der en bjælke og et kæmpestort lysglimt. Vreden stiger op i mig, og jeg er lige ved at rive billederne i stykker. Satan Hula-hula Frikadelle Bahamas har snydt mig! Han har frarøvet mig alt!!


Søndag den femtende Juni 2003
Er jeg en engel?
Det er lækkert ikke tænke på engle mere. Det er dejligt ikke at skulle undre sig over, hvad englen havde sagt, og det er helt dejligt at kunne sove. Det ved jeg, for jeg kan ikke gøre nogle af tingene. Og jeg har det forfærdeligt. Er jeg en engel? Er jeg en engel? Er jeg en engel? Hvis han ikke ved det, hvad så? Spørgsmålet holder mig vågen selv i de mange minutter det tager i undergrundsbanen. Er jeg en engel? Ved han ikke, at han er et mytologisk/religiøst væsen, der ikke findes, eller er det bare en tosse, der ikke aner, hvad han selv er klædt ud som. Er jeg en engel? Hvad er det også for et spørgsmål? Sankt Maria Katedralen er lige foran mig, og jeg hører bare den stemme spørge: Er jeg en engel? Jeg næsten tramper op til katedralen. Klokken er måske fem eller seks om morgenen. Er jeg en engel? Min bare røv. Det er noget man burde vide, når man sidder i en kirke med vinger på ryggen. Jeg tager vredt i døren, og til min forbløffelse er der ikke låst. Jeg tramper vredt ind i midt i katedralen. Naturligvis sidder han der. Med ryggen til mig. Han har naturligvis ryggen til mig bare for at trodse mig.
"Er jeg en engel?!" råber jeg skingert næsten sindssygt.
"JA!! Du er en engel, dit ulækre, gamle, rådne kadaver!"
Jeg er fuldstændig væk i fortvivlelse og irritation over den pokkers engel.
"Kom her ned så jeg kan ordne dig, dit arrogante vingedyr!!" råber jeg og gør klar til eventuelt selv at klatre op til ham for at give ham nogle bank. Englen rør på sig og slår vingerne ud, så jeg for sent indser, at de muligvis er en engels. Den vingede engel letter fra sin plads på bjælken og hænger i luften kun ved vingernes hjælp. Jeg bliver stum og falder næsten sammen med tårer på kinderne. Jeg ser op i englens ansigt og ser Englen. Jeg ser alt den godhed og lykke, som jeg og verden ikke har fået og som alle mangler. Jeg ser bare stumt på Englen, der pludselig udstråler et blidt og varmt lys, der varmer min krop og trøster mig. Englen lander foran mig, og knæler ned foran mig. Lyset fra Ham er så klart, at jeg ikke kan se på Ham. Jeg skammer mig, skammer mig over alt, hvad jeg har gjort hele mit liv. Da jeg brændte min mors bibel, og da jeg var min forlovede utro. Jeg græder over alle de frygtelige ting, jeg har gjort og over alle de ting, der er sket.
"Er jeg en engel?" spørger Englen med en blid stemme, og jeg nikker stumt, mens jeg føler, at Englen tørrer mine tårer væk. Varmen, der luner og trøster, stråler fra hans krop og jeg kravler ind i Hans favn for at få så meget trøst og varme som muligt. Jeg mærker varmen fra Englen mod min krop, da Han løfter mig op. Da jeg åbner det ene øje lidt og ser ned, sidder jeg på bjælken ved siden af Englen. Jeg føler, at med Englens hjælp kan verden blive bedre, og jeg ønsker, at jeg også kan gøre det. Englen aer mit hår og jeg lægger hovedet mod hans skulder og græder igen, fordi jeg ingen kraft har over verden. Jeg føler mit ønske om at hjælpe verden vokse i mig, mens Englen stadig aer mig. Aer mig på mine vinger. Jeg ser op og ser alt, føler alt og forstår alt. Næsten alt. Det eneste jeg må vide er:
"Er jeg en engel?"
Englen nikker stumt.