Havde du spurgt mig for et halvt aar siden, havde jeg svaret at jeg skriver fordi jeg kan lide det, fordi jeg ikke kan lade være. En af tidens egenskaber er at den bringer indsigt, ligegyldigt om det er en indsigt man vil have eller ej.

Jeg skriver dette fordi jeg mener at have faaet en dybere indsigt i hvorfor jeg skriver.
Jeg skriver fordi jeg vil gøre en forskel, jeg vil ikke være stereotyp, jeg skriver fordi jeg mener der er nogle grundlæggende ting i denne verden som skal ændres. Du må endelig ikke tro at jeg gør mig utopiske forhåbninger for fremtiden, bare fordi jeg er socialist. En af de ting som skal ændres er den nedprioritering af individet som har fundet sted siden romantikken. Det er især blevet tydeligt i takt med at vi har fået en kapitalistisk, højre-orienteret regering i Danmark. Vi fokuserer for meget på materielle værdier, og vi tvinges af samfundet ind i denne fokusering. Det som definerer mennesket er evnen til at stille spørgsmål, men det som definerer vores eksistentielle muligheder er evnen til at stille de rette spørgsmål. Det kræver mod at stille spørgsmål, for visse spørgsmål har farlige svar. Jeg spørger ofte mig selv hvad jeg egentlig laver i Gymnasiet. Heldigvis er svaret enkelt: Gymnasiet fungerer som et sikkerhedsnet, og kostskolen giver mig mulighed for at lære folk at kende på en måde som ellers havde været vanskelig.

Man kender først folk, når man kommer ind i det jeg vælger at betegne som "dybe samtaler". Herved forstås egentlige meningsudvekslinger, når du taler med folk om ting de virkelig brænder for, kommer deres holdning, deres personlighed til syne. Vores personlighed er ikke bare vores holdninger. Den er en sum af vores holdninger, vores erfaringer, og måden hvorpå vi vælger at begå os. Jeg skriver ikke for at retfærdiggøre eller for at dømme, jeg skriver for at forstaa.