- Jeg skriver. De ord kommer en smule tøvende og alligevel en smule stolt. Lidt ret har man vel altid til at føle sig speciel og de ord vækker da også den vante reaktion. Store, forundrede øjne, et hurtigt forbavset smil og så de alt for velkendte ord: - Jamen dog. Skal du have noget udgivet?

Hvorfor er det, at folk helt automatisk tror, man skriver godt? Ikke at man er dårlig, nej selvfølgelig ikke, men min første tanke er altid, at de må da være fra en anden plant end min. Hvem fanden har lyst til at læse mit lort? Ingen ud over mig. Jeg mener.. De kalder mig sær i forvejen. Halløjsa hvorfor smide mere brænde på det bål? Ja undskyld klichéen, men hvis en kommer og fortæller mig, at hun strikker, er mit første ord sgu da ikke: - Jamen dog. Hvornår kan jeg købe din bluse i butikkerne? Det kunne da ikke falde mig ind. Lidt takt og tone har man vel altid i sig.

Nu ikke forhaste dig og tro, at jeg ikke kunne drømme om at blive udgivet en dag. Selvfølgelig ville jeg ikke takke nej, hvis jeg fik tilbudet. Helt lam i nakken er jeg jo ikke. Er det ikke alle forfatters drøm? At få sine ord på tryk og ud i de danske familiers reoler? Hey jeg tager gerne hele verden og samtlige reolsystemer med, hvis jeg skal være ærlig, men min indre trold har ikke selvtillid nok til, at jeg tør tage chancen. Måske er det grunden til, at jeg mister pusten, hver gang folk stiller mig det samme spørgsmål om og om igen: - Hvornår ser vi din bog i butikken?

Jeg ved, det hele render ned i en frygt for afslag. Tænk sig nu, hvis jeg ikke er god nok. Tænk sig nu, hvis jeg sender noget ind til et forlag og bliver brugt som lokumslæsning i deres pause. Bare det mentale billede om, at der står en flok fremmed væsner og læser mine ord, giver mig sved på panden og klamme håndflader. Jeg mener.. Tænk sig, hvis de kaster hovedet tilbage og griner i ren og skær vantro over, at der findes folk, der skriver på den måde. Min måde. Den er sikkert ikke meget anderledes end din måde at skrive på og så alligevel en lille smule. Absolut ikke bedre, men sikkert heller ikke værre. Bare en lille, bitte smule anderledes.

Skal jeg være ærlig, så tror jeg næppe, de vil grine. De vil højest bruge mit arbejde som wc-papir, da de opdager, de er rendt tør og så alligevel. Måske var der en chance for, at de ville tage det alvorligt, læse det og.. uhhh.. godtage det. Hvad så? Hvad skal jeg så gøre? Smile og sige: - Jamen lille ven, jeg er skam udkommet. Gå ned i boghandlen og brug dine penge på min fantasi. Køb også en til Svigermor. Hun vil elske den og husk en til din Tante. Den er lige noget for hende. Sig til din mand at han skal springe ind i midten. Der er et kapitel han vil nyde at læse.

Min drøm er som din drøm. Luk øjnene (når du har læst dette ellers mister vi ligesom det morsomme i ideen), se for dig, hvordan du træder ind i boghandleren og det første du ser er en bog. Ikke bare en hvilken som helst bog. Nej det er din bog og dit navn stråler dig i møde fra rækkerne. Det er drømmen. At blive udødeliggjort igennem fantasiens verden. En verden vi ved, du og jeg, at rigtig mange mennesker udnytter for at slippe hverdagens stress og jag. De er kritiske. Kræsende og forvent. Det mærker de store, kendte forfattere alt til. Deres bøger bliver revet ned fra hylderne. Nogen gange gider folk end ikke at læse bagsiden. Forklaringen på bogen. Det er ikke nødvendigt. De kender forfatteren. Ved hvad hun/han skriver om og hvordan. Det er betryggende på den måde. Ren og skær afslapning og underholdning for alle pengene og er der en dårlig bog imellem.. Skidt. Alle kan lave en fejl.

Alle kan lave en fejl. Ja det er sandt, men ikke den første bog. Heller ikke den næste eller den næste. Min fornemmelse er, at du skal have kastet en masse gode bøger over disken, før du kan tillade dig at lave den fejl. Hvad så? Hvad sker der så, hvis de forvente mennesker mener, at din første bog er rædsom? For anderledes? For normal? Skræk: For kedelig? Tja du vil aldrig mere høre spørgsmålet:
- Skal du have noget udgivet?