Der blev talt til hende fra alle sider synes hun, hele huset var fuld af mennesker i sort tøj der gik langsomt omkring og talte sagte til hinanden. De havde tallerkner i den venstre hånd og gav hinanden håndtryk med den højre, mens de på afstand, lod øjnene hvile sløvt på hende og hviskede tunge ord i hverandres ører om hende.
   Nogen behagelig situation befandt hun sig ikke i, trods de mange medlidende ord, og sympatiske blikke hun fra alle sider blev overdynget med. Hele atmosfæren i rummet var trist og trykket, lidt ligesom når man står på en eng og mærker den vandtunge, grå himmel ligger lige over hovedet på en og venter på at dens sluser skal åbnes. Sådan havde hun det for resten også selv, som om hun ventede på noget, hun ikke var helt sikker på hvad var.
   "Skal du have lidt mere mad, Mor?" var der en der sagde og hun var ikke i stand til at bedømme hvor lyden kom fra. Nu dukkede han imidlertid op foran hende og tog en beskidt tallerken hun havde stående på et bord foran sig, tænk at hun lagde først nu mærke til bordet.
   Han holdt tallerkenen op og smilede spørgende til hende.
   "Vil du have mere?" spurgte han igen og pegede over på et andet bord der var fyldt med mad.
   "Ja tak," svarede hun og pegede på den tallerken der havde stået på bordet foran hende.
   "Men jeg vil ikke have den der, som en eller anden har spist af," hun måtte hellere sige at den var beskidt, han havde tydeligvis ikke opdaget det, eller også troede han at hun ikke havde opdaget det og bare ville give hende mad fra sådan en ulækker en.
   "Har du det godt Astrid?" sagde en ny stemme ved siden af hende og afløste den anden, der gik over til maden, mens den nye tog en stol og satte sig ved siden af hende.
   "Har du set Mikael og Saras lille nye, han er kun en måned gammel?" sagde manden og smilede indforstået til hende, "så har du tre oldebørn hva',"
   "Ja" svarede hun og grinede fjantet over den mærkelige udtalelse der ligesom fløj ud i verdensrummet og blev væk i myldret af tabte tanker og uskarpe hukommelsesbilleder.
   "Jeg har ikke..." sagde hun og vendte sig om mod ham, da hun til sin store forskrækkelse opdagede at tanken, der for et øjeblik siden havde stået så klart for hende som Ga-Jol reklamen på runddelen, var pist væk. Og hvad kunne hun gøre andet end fnise lidt fjollet, lægge hovedet på skrå og ellers håbe på at de kunne tale om noget andet.
   Manden kiggede afventende på hende og hun synes at han blik ændrede sig fra at være afventende til decideret undrende, for derefter at glide over i et overbærende sødt smil.
   Hvad ville Jørgen ikke tænke, hvis han så hende sidde her og opføre sig så tåbeligt, som om hun var et lille barn der ikke vidste hvordan man tiltalte voksne mennesker, eller kunne konversere på et voksent plan.
   "Vi er her jo alle sammen," prøvede manden på ny og gik væk fra at stille spørgsmål.
   "Selv Martin og Søs er kommet helt fra Frankrig for at... øhh, være tilstede," sagde han og rømmede sig lidt som om der var noget han ikke ville sige. "Vi vil jo gerne være hos dig alle sammen så du får en god dag, trods alt, ikke sandt?" sagde han, og rejste sig med en bemærkning om han skulle have lidt mere mad.
   Hun fik øje på Niels der kom hen til hende med en tallerken med mad på, hun smilede imødekommende til ham og så hvordan han lyste op da deres blikke mødtes.
   "Nå, der er du Niels," sagde hun og løftede pegefingeren til en spøjs bemærkning og hun så hvordan Niels skyndte sig hen til hende, "jeg har lige.... kan du ikke sige til... øhh," sagde hun og kunne høre sig selv vrøvle og stamme.
   Hun havde det ellers lige på tungen og nu kom det ikke, åhh nej, tænkte hun og så hans forventningsfulde blik der fyldtes med desperation, som når man renser en beskidt pensel i et glas vand.
   "Hvad ville du sige Mor...?" sagde han og lagde stille sin hånd hen på hendes skulder.
   Men det var allerede for sent, hun havde fuldstændig mistet overblikket over sætningen, som hun ellers havde glædet sig til at sige ham.
   Ordene forsvandt et efter et, som levende fisk man slipper løs i en sø og som lystigt forsvinder i alle retninger og hun var ude af stand til at gøre noget for at samle tankerne. Der var så meget hun gerne ville sige, men hun følte sig som en forgænger på en motorvej, hvor ordene fløj forbi hende i så høj fart, at hun kun fik fat i ganske få af dem og desværre kun var i stand til at fastholde dem i meget kort tid af gangen.
   "Det regnede og paraplyerne..." sagde hun uden at hun selv havde nogen anelse om hvorfor ordene kom ud på den måde eller hvad det nu var hun ville sige, og så nu bedrøvelsen stå i ansigtet på ham. Og mens hun sad der og stirrede på ham, fortabtes endog hans ansigt udi glemselens grå skydække og hun undrede sig atter over hvem manden med det fortrolige men bedrøvede ansigt var.

Senere blev hun kørt over til et værelse, og de fortalte hende at her boede hun, og selvom hun ikke genkendte stedet, var det var hendes og Jørgens ting, som stod rundt omkring og billederne som Jørgen havde malet dengang de boede på Bornholm, der hang på væggene.
   Hun var imidlertid i stærk vildrede med det hele og havde vanskeligt ved at forstå hvad der foregik omkring hende, hun synes lige hun havde set Jørgen i et andet rum, men havde siden ledt efter ham. En dag var Niels dukket op med en masse unge mennesker hun ikke kendte, der havde sat sig i en kreds omkring hende og snakket om alt muligt hun ikke havde den ringeste anelse om. De var meget søde og hun smilede høfligt og lo hjerteligt af en ung mand der pjattede rundt i en kørestol, til store latter for hele forsamlingen.
   Men det var blevet sværere for hende at opfatte og sympatisere, som om der var blevet slået en usynlig ring, omkring hende som ikke tillod hendes følelser at række længere end til kanten af den cirkel. Verdenen udenfor cirklen var en anden og tiden derude gik hurtigere, end inde i hendes egen og for hver dag der gik føltes det som om cirkelens radius blev mindre og mindre. Hun forstod ikke det der foregik omkring hende og smilede bare når nogen kom tilbød hende varm mad eller en kop kaffe med kage og lagde en stabel ugeblade foran hende.
   En morgen vågnede hun og lagde mærke til at ringen omkring hende i nattens løb havde skrumpet ind til en lysende cirkel om hendes hals, det var ikke ubehageligt, nærmest beroligende og varmt. Derudover bemærkede hun at man havde lagt hende i seng og sat en slange til hendes næse
   "Hvor er Jørgen, jeg vil gerne have at han kommer nu?" sagde hun da hun opdagede at der stod et menneske ved siden af sengen.
   "Far kommer ikke, han er jo død, Mor," svarede manden og hun undrede sig over hvorfor en fremmed ville kalde hende mor.
   "Husker du det ikke?" sagde stemmen og det lød som om han havde besvær med at få ordene ud, "husker du ikke at Far døde sidste år og hele familien var der," stemmen var ked af det og kunne ved nærmere eftertanke, godt lyde lidt anklagende.
   "Sikke noget skidt," svarede hun og smilede medfølende til manden og synes oprigtigt at det var synd for ham, at hans fader var død.
   "Du faldt om," sagde han og tog hendes hånd og nussede hende blidt hen over håndryggen med tommelfingeren. "Vi blev så bange, vi troede vi skulle miste dig."
   "Men nu er du heldigvis hos mig igen" sagde han og klappede hende på kinden og hun fik lyst til at røre sit eget ansigt, om hun virkelig var så hård som det føltes.

Hun lukkede øjnene, og vågnede ved at der var uro og leben omkring hende, hun havde en hånd på hvert sengegærde og så en masse mennesker omkring sin seng, deres ansigter var mørke og deres legemer, uklare.
   De var skygger i hendes verden, ukendte fremmede der ikke længere kunne trænge ind til hende, hendes aura var lukket nu, og hun var alene, uden dog at være bange. Måske ville hun være mere bange, for at træde uden for cirklen, eller bare bevæge sig lidt så en hånd eller fod kom uden for, så de kunne gribe efter hende og trække hende tilbage, hun ville have fred nu.
   Lidt efter var den lysende ring, skrumpet helt ind til størrelsen af hendes luftrør, og sad nu der og lod sit lys fylde hende, og mens hun bare følte, lyset brede sin behagelige energi inde i hovedet på hende, blev rummet hun befandt sig i mørkere og mørkere. Inden hun lukkede øjnene helt, og med en synkebevægelse, gav lyset adgang til hendes krops indre, synes hun bunden røg ud af verden og hun genkendte Niels´ stemme der sagde,
   "Vi ses, Mor."