"Slip mig I svin," skreg han, mens han forgæves forsøgte at vride sig fri af de to mænds brutale greb. Om det så skulle lykkes ham at vriste sig fri, ville det ikke hjælpe meget, idet en vest af læder forhindrede ham i at bevæge sig ret meget. Vesten var udstyret med to korte lænker på brystet og var forsynet med kraftige læderremme, der var strammet hårdt om hvert håndled. Fra vestens livrem gik yderligere en lænke, der delte sig til to korte lænker, også forsynet med samme kraftige remme, som var fastgjort til hver ankel. På grund af den korte skridtlængde, snublede han flere gange, men de to mænd fortsatte bare i samme tempo med at slæbe ham ned ad den dunkle gang.
   "Hvad fanden vil I mig, det er jo jeres skyld, jeres skyld alt sammen!" Mændene svarede ikke, de fortsatte bare hen ad gangen til de nåede en åben dør.
   "Stå stille!" kommanderede den ene, mens de pressede ham op mod den kolde mur. Den anden lagde sin knippel mod hans nakke og pressede hans hoved ind mod væggen, så det smertede. Han stønnede lavmælt og mærkede, hvordan den ukontrollable vrede igen begyndte at blusse op i ham. Nu fjernede de remmene fra hans ben, men trak samtidig hans hoved bagover så han ikke kunne sparke fra sig. Hans håndled blev også løsnet, men inden han kunne nå at gøre modstand, blev han hårdt og brutalt skubbet ind gennem døren med en sådan kraft, at han ramte ind i et bord, der stod op at en af væggene. Det gav et smertefuldt jag i hoften, da han ramte kanten, og han ænsede kun lige, at døren blev smækket i efter ham. Han hørte et klik, og det gik op for ham, at de havde låst døren.
   Nej, det her kunne ikke ske. Han hastede over til døren, så hurtigt som den dunkende smerte tillod.
   "Luk mig ud, hvorfor fanden gør I det her? Det er jo jeres skyld!" råbte han ud gennem et lille firkantet hul i døren, der var placeret i øjenhøjde.
   "Luk mig så ud for helvede I forbandede svin, Må I brænde i helvede I forbandede håndlangere." Ederne ville ingen ende tage, som han stod der og skreg desperat efter de to mænd. Han hørte ekkoet fra sin egen stemme, mens lyden af skridt langsomt døde hen!
   Hvordan var han egentlig endt her? Hvornår var dette mareridt begyndt? Og hvor var I virkeligheden begyndelsen???

Han erindrede at have arbejdet over. Han havde været træt, da det i forvejen havde været en hård dag. Det var den dag, de endelig havde fået tilpasset serumet til tvillingernes deling... Det var den dag han arbejdede alene, fordi Petersen var syg...

Nej, det var før det, længe før det.