Lørdag, kl. 01.34 - Vågner pludselig.

Når jeg er ked af det, er månen også sørgelig, selvom du smiler fra alle dine billeder.
   Hvad det end var, der var glemt i mit indre, vågner pludselig op...

Jeg åbner vinduet, har brug for noget frisk luft. En regndråbe rammer mit svedige ansigt og jeg tænker at himlen nok også græder over vores forelskelses uopnåelige drøm af et fællesskab blandt de dødelige.

Ser igen dit smilende billede. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tror mit hjerte synger håbets sang, hver gang jeg ser på dette billede. Det er som om dit fortryllende ansigt er brændt fast på min nethinde, og blot et enkelt, kaldende blik vil fuldende mit savn.

Jeg finder det kort frem, du engang skrev til min fødselsdag, og læser dine sætninger igen og igen i måneskæret. Går hen til vinduet og indånder den frisk luft. Jeg føler en beruselse igen og tænker at det fra nu af kan være ligegyldigt, hvilket oprør morgendagen føder. Det kan være ligegyldigt hvilke smerter jeg må igennem og selvom tusinde af pinsler gennemborer mit hjerte, tusinder af gange, kan det være lige meget, blot blæsten som nu, fylder mit indre med dit ansigt.

Lukker for vinduet, og må se at få noget søvn, for i morgen vil jeg derud, hvor jeg for alvor føler din nærhed.


* * *
   Lørdag, kl. 07.00 - Vækkeuret ringer.

Jeg skynder mig op, og finder vej til badeværelset. Det første jeg ser på spejlet er de grå hår, der efterhånden vokser mere og mere. Jeg smiler for engangsskyld ved tanken om, at ethvert gråt hår jeg har, bevidner mit troskab...

Efter jeg har været i bad, kan jeg se at spejlet er dugget til. Pludselig vil jeg bare skrive noget på spejlet. Uden at tænke yderligere, skriver jeg:

"Skriv din sjæl
   stavelse for stavelse
   i min sjæl"
   
* * *
   Lørdag, kl. 08.30 - På vej til stedet.

Jeg ser lige en sidste gang i min kurv. Ja, jeg har husket dit kort, og billedet hvor du har din røde bluse på. Når jeg ser dig igen strømmer blodet voldsomt og det prikker i hænderne. Jeg slukker lyset i entréen og låser døren.

Jeg cykler i et roligt tempo. Jo tættere jeg er der, jo mere føler jeg spændingen stige. Sorgen bliver et sår, på vej til at heles og jeg er på vej til at glemme mit savn. Jeg bliver ligesom fri af skyggen af - på én tid beskrivelig og ubeskrivelig - smerte.

Jeg lægger cyklen fra mig et stykke derfra...

Når jeg er på vej til dig, dufter jorden af regn, og gaderne af et stumt savn. Vejen der fører til dig, er som pyntet af rosenblade. Mine fødder drukner i bloden af dem. Min ene side er en dyb skråning og min anden side dit afsavn, men jeg trodser alt, og er på vej til dig. Det er tåget, og alt er indhyllet i stilhed.


* * *
   Lørdag, kl. 09.30 - På stedet.

Når jeg er der, finder jeg dit kort frem igen, og læser dine sætninger igen og igen i vinden fra havet. Jeg indånder den friske luft og føler beruselsen igen og tænker at det fra nu af kan være ligegyldigt, hvilke lidelser der vil pålægge mig deres duft. Det kan være ligegyldigt hvilke veje der vil nægte min færden og selvom hagl splintes i tusinde af stykker og gennemborer mit hjerte ethvert øjeblik og jerntunge bjerge vælter over mig, føler jeg, at jeg vil genskabes i dit hjertes tårn. Jeg vil være en å, der får liv fra dit hav.

Jeg går lidt tilbage og finder bænken. Du ved bænken, vi plejede at sidde på, som duer der sidder på et rosentræ. Du ved, den blå bænk. Nu jeg sidder her, ser jeg at solen også skinner blåt. Stranden er blå, buskene er blå, selv skyggerne er blå. Siden den dag, jeg så dig her for første gang, har blå været min farve. Mit håbs farve, dine øjnes farve.


* * *
   Lørdag, kl. 13.00 - På vej hjem.

På vej hjem kører jeg forbi bageriet og køber lagkagen, som jeg havde bestilt i går. Jeg kører også forbi interflora og vil købe dine ynglings blomster. Ekspedienten spørger om jeg vil skrive et kort i anledningen. Jeg svarer nej tak, og kan se hun kigger undrende på mig. Jeg vil til at forklare, men tænker, at det kan være lige meget: enhver der er uvidende om dig, vil ikke kende til mig...

Mens efteråret nærmer sig, er jeg på vej til din fødselsdag. Jeg har intet fra dig i mine hænder, og med din stilhed i mit hjerte, kommer jeg til dig min kære. En halvkold oktober dag, cykler jeg på byens trætte stier og leder efter kendte ord. Ord der kan tilknyttes min kærlighed til dig.

Udover lagkagen og de blå violer har jeg i min ene hånd et mildt forår - som jeg har listet fra årstidernes seng - og i min anden hånd vinden - som jeg har lokket fra skyernes bløde hår - med til dig. Jeg er på vej til din fødselsdag, fra et 26 år gammelt liv, og har et genskabt minde med til dig, som du forhåbentlig kan bruge som en varmende sol, når vinterens kulde kommer uinviteret.


* * *
   Lørdag, kl. 14.30 - Derhjemme.

Det har lige regnet, men nu stråler solen gennem vinduet og jeg ønsker inderligt at se regnbuen male himlen. Jeg husker at vi havde vasket vores hjerters opkogte længsel under regnbuen den første dag, og regnbuen har været vores hvilested lige siden.

Selvom regnbuen kommer til syne, gir den mig ikke min tidligere styrke. Mister fokus et øjeblik, og ser en spurv hoppe rundt i haven. I det øjeblik jeg kan se, at der er noget galt med den, ringer en forudinstalleret melodi: "happy birthday...". Måske er det skæbnen, at jeg går dit fødselstidspunkt i møde på vingerne af en såret spurv. Kiggende på spurven, puster jeg lysene ud og ønsker dig tillykke, og i det samme bliver spurven taget af katten...