Det nordlige Ebis tæt ved byen Bry,
   år 435 – Den tredje tidsalder
   "Tal! Hvor er Caladhires skat?"
   Den unge væbner så træt op på ridderen. Ved ridderens højre skuldre i den sorte brystplade var indgraveret en drage, som slangede sig om et brændende sværd. Graveringen var de mørke ridderes mærke, et symbol på Guden Neckla, søn af Gudinden Narcissa.
   Ridderen hævede den behandskede hånd og gav væbneren endnu en lussing.
   "Rolig Prontus," sagde den anden ridder, som sad på sin hest og ventede på at væbneren talte. "Vi skal jo have ham i et stykke!"
   "Javel, Øverst Kommanderende Dalus," svarede Prontus grinende.
   Ridderen på hesten havde den obligatoriske indgravering i sin brystplade, og bar en purpurfarvet kappe, et symbol på hans rang af 5. grad.
   Den unge væbner, ikke mere end 16 år stirrede koldt på Prontus, men forholdte sig tavs. Det blødte fra hans næse og fra et sår i hans pande. Det var ikke noget alvorligt, men blodet strømmede ned over hans ansigt, og gjorde det svært for ham at se. I det lange hår hang kager af skidt, og det klæbede sig til hans ansigt.
   "Vi har din Øverst Kommanderendes notesbog. Din døde Øverst Kommanderendes notesbog," hvæssede Prontus.
   Væbneren så ned i jorden, og en enkelt tåre faldt den lange vej ned, ramte jorden og forsvandt. Han trak vejret dybt og forberedte sig på det værste.
   Dalus tog ordet. "Hvad er dit navn, knægt?"
   "Mig får i intet ud af!" Væbneren spyttede ned på jorden.
   I det samme lød der et højt smæld, da ridderen sendte en syngende lussing af sted. Væbneren væltede rundt, og blodet strømmede ud af hans mund og næse.
   Prontus vendte sig mod Dalus og gav ham notesbogen. Dalus bladrede i den, og stoppede på en af de bagerste sider. "Der står her, at der kun var en væbner i kolonnen. Du må være Dalyr, væbner til ridder Ulin af 3. grad af Gländenstad. Den afdøde ridder Ulin. Mine mænd har overmandet og dræbt hver og en af jer. På nær dig selvfølgelig," sluttede Dalus.
   Væbneren så op på Prontus og derefter Dalus. "Alle?"
   Dalus fortsatte uanfægtet. "Der stod i notesbogen, at I transporterede og vogtede over Caladhires skat. Hvad er det og hvor er den?!"
   "Min arm vejleder dig, mit skjold beskytter dig og mit sværd vil kvæle al uretfærdighed," svarede væbneren trodsigt og spyttede en blodig klat på ridderens brystplade. "Mig får du ikke et svar ud af!"
   Prontus smilede hånligt. "De Eldronske ridder, tapper til det sidste eller dumme til det sidste." Han lo kort før han fortsatte. "Du kan lige så vel fortælle os om skatten, der er ikke flere af dine kammerater tilbage."
   Øverst Kommanderende Dalus lænede sig frem i sadlen og studerede fangen. "Ja, knægt. Alle er døde," brummede han. "Red nu dig selv, tåbelige dreng!" snerrede Dalus. "Alle er døde, undtagen dig. Fortæl os, hvad vi vil vide og vi vil spare dit liv."
   "Hun var bagerst i kolonnen," sukkede Dalyr næsten lydløst.
   "Hun?!" Udbrød både Prontus og Dalus.
   Dalus vendte hesten rundt og galopperede tilbage til kampstedet. Flere af hans folk gik rundt og holdt udkig i tilfælde af, at der skulle komme flere Eldronske ridder. De bukkede, da han kom ridende forbi. Dalus stoppede foran en kraftig ridder. "Har du set en kvinde eller pige her omkring."
   Ridderen rystede forvirret på hovedet, men spurgte ikke ind til det. Irritationen brændte i Dalus og han skreg: "Gennemsøg området! Hun må stadig være her, hun kan ikke være langt væk." Han greb hårdt fat i tøjlerne, og satte i galop tilbage til Prontus.

Synet der ramte Dalus, da han kom tilbage var sindsoprivende. Prontus lå bevidstløs på jorden med blodet løbende fra et stort sår i panden, og væbneren var forsvundet. Dalus vendte og drejede sig i sadlen, men kunne ikke se Dalyr nogen steder. Han tog resolut det sorte drage horn, satte det for munden og blæste af sine lungers fulde kraft.

Dalyr stoppede op. Han hørte den rungende lyd rulle over jorden, og vidste at hans flugt var blevet opdaget. En klynken blandede sig med den buldrende lyd.
   Han så ned i sin favn og stirrende på et lille barneansigt, en lille pige. Jeg må se at få dig i sikkerhed, koste hvad det vil. Ridderne af Neckla må for alt i verden ikke få fingre i dig! De er ikke klar over, hvilken magt du besidder. Finder de ud af det og kommer du i de forkerte hænder, er hele Lyderia fortabt, tænkte Dalyr dystert.
   Det lille barn klynkede igen. Dalyr tyssede på hende. "Så så, lille Llyre, jeg skal nok beskytte og passe på dig, det lover jeg."