Jeg har et klunsergen. Det er vist ikke for meget sagt.
Det er ikke småting, jeg i tidens løb har hevet op af skraldespande, bugseret ned fra containere og fisket op af affaldsstativer.
Altså, jeg går ikke rundt og samler skrald. Men sjove ting.
På den måde har jeg fundet en virkelig dejlig havebænk, der efter kærlig pleje nu ligner en veritabel formue. En dækstol af hårdttræ, der koster en bondegård i forretningerne og en masse dejlige krukker til haven. For nu bare at nævne noget...
De fleste af planterne og blomsterne, der står rundt omkring er såmænd også klunset. Hvad folk dog ikke smider ud!

Jeg har det dejligste opstammede syrentræ, der blomster med de mest bedårende lyslilla blomster. Der står roser overalt, der bare skulle studses en smule, før de kom i jorden og et virkelig pænt mandeltræ, der åbenbart ikke måtte stå i den oprindelige have.

Når jeg går tur med hunden har jeg altid øjnene med mig. Hvad man dog ikke kan finde! Max er smaddergod til at få øje på de gode ting. Det var ham, der fandt den pragtfulde lænestol, som jeg slet ikke havde set, før han skulle til at markere den som hans med et lettet ben. Den fejler ikke det mindste og står nu og troner i stuen. Og sådan en manglede vi virkelig.

Forstå mig ret. Vi er ikke fattige. Jeg kunne formodentligt godt købe mig til de ting jeg finder. Det her er bare sjovere. Så føles det som gaver fra livet og når man selv sætter det i stand, får man et andet forhold til dem.

Jeg fandt også engang et marsvin, der var smidt ud. Det er en del år siden. Nu hviler han under syrentræet og blev meget gammel.
Hvad folk dog ikke smider ud!