Stjernerne var så smukke den nat med festen hos Jens og Birthe. Georg var nok blevet lidt fuld. Måske var det derfor han var noget melankolsk, eller det var fordi han og Ida havde skændtes på vej hertil. Herregud, det var ikke noget særligt, men nu hævnede hun sig ved at flirte til højre og venstre.
Han var ikke den eneste der havde fået lidt rigeligt. Snakken gik højt, og det måtte den gøre, for musikken var endnu højere. Flere naboer havde allerede ringet og klaget.
Han måtte have frisk luft, og gik ud på altanen, Det var som at træde ud i en stor rummelig stilhed, skønt han stadig havde festlarmen lige bag sig. Luften var kold og klar, stjernerne stod tindrende på himmelhvælvingen og byens lys strålede under ham som jordiske stjerner. Niende etage, det var højt, som at svæve i en kugle af stjerner.
Der stod en taburet, og han satte sig på den. Men rækværket spærrede for udsynet, så han steg op på den og satte sig på altanens rækværk.. Her var han kun omgivet af rummet, af den klare luft, af stjernerne og byens lys.
Det sejlede for ham, som om hele rummet drejede. Han ville gribe fat om gelænderet, men greb i den tomme luft. Det ene øjeblik sad han trygt der på altanens rækværk, det næste befandt han sig i frit fald.
Han nåede at tænke lidt på vejen ned: Nu dør jeg.
Det gjorde han så.
Da han rejste sig dernede i gårdens dyb, følte han sig noget omtåget. Til den ene side var der et mørkt buskads, som han kunne ane i mørket, til den anden side husets mure med mørke, slukkede vinduer. Højt der til vejrs var der en smule lys, og et svagt ekko fra festen nåede ned til ham. Og endnu højere oppe var stjernerne, nu var de meget fjerne.
Han gik hen til en dør. Om den var åben eller lukket vidste han ikke, men straks efter var han indenfor. Han tog ikke elevatoren, men trappen. Det var slet ingen sag at komme op til niende etage.
Det var køkkendøren han kom til, og i køkkenet stod et par og kyssede hinanden, men de lod sig ikke forstyrre af ham. Det var Kirsten og Peter ... næh, det var vist Søren. Nåja, al den kærlighed, tænkte han.
I stuen var stemningen høj, og ingen bemærkede, at han kom ind. Musikken var nu dæmpet lidt ned, og det var lyset også. Nogle par dansede, hvis det kunne kaldes dans, eller snarere stående samleje. Ida sad i en sofa i intens samtale med Flemming. Der var plads ved siden af hende, og der satte han sig, men det lod ikke til at afficere dem.
Den var altså så stor, sagde Ida, og den gik ud og ind hele tiden.
Hvad i alverden taler I om? spurgte Georg, men de ænsede ham ikke.
Det er da ikke så mærkeligt, sagde Flemming, det gør den slags jo,
Det stod et fyldt glas på et bord lige ved, og Georg ville tage det, men en anden tog det for næsen af ham. De to, Ida og Flemming, blev åbenbart stadig mere fortrolige, og krøb næsten ind i hinanden. En pige kom hen og var ved at sætte sig på skødet af Georg, men ombestemte sig og gik videre.
Gå nu med, hviskede Flemming.
Jeg ved ikke rigtigt, svarede Ida tøvende.
Jo, kom nu, sagde han overtalende og leende, så skal jeg vise dig noget der kan gå ud og ind.
Ih, hvor er du fræk, sagde hun, så vil jeg da slet ikke gå med dig.
Hold jer endelig ikke tilbage, sagde Georg. Nu kan det jo være lige meget.
Kom nu bare, sagde Flemming. Han rejste sig og tog hendes hånd, og hun fulgte med. De gik hen mod soveværelsesdøren, men kom straks tilbage. De have åbenbart forstyrret et andet par, som nu kom ud fra soveværelset noget forpjuskede i håret.
Hvor er Georg egentlig? spurgte en pige pludselig højt, måske som en finte til Ida og Flemming.
Jeg er da lige her, sagde Georg, men det var der ingen der tog notits af.
Gik han ikke ud på altanen? spurgte en.
Ida rejste sig brat og så sig forvildet omkring.
I en pause i musikken hørtes nu svage ekko af råb nede fra gården. Dørtelefonen begyndte at kime og nogen tog den. Pludselig var der en hektisk aktivitet, en helt anden uro end den for et øjeblik siden. Om det så var lyset syntes det at skifte karakter og blive gråligt. Musikken satte i med en lystig popmelodi, men nogen slukkede for den.
Nej, nej, nej, jamrede Ida, hun stod stadig midt på gulvet og vred hænderne. Bare han ikke..., bare han ikke...
Bare rolig, sagde Georg, alt er helt i orden. Han ville trøste Ida, men Flemming kom ham i forkøbet. Han lagde armen om hende. Så, så! sagde han og strøg hende over håret.
Folk løb om mellem hinanden i forvirring, og en skreg skingert: Georg er hoppet ud fra altanen! Der gik et unisont suk gennem stuen.
Det gjorde jeg aldeles ikke, protesterede Georg. Jeg faldt bare.
Det er også min skyld, hulkede Ida.
Vel er det da ej, sagde Georg. Jeg var bare lidt fuld, og så mistede jeg balancen.
Det er slet ikke din skyld, sagde Flemming. Det ordner sig nok.
Der var blevet stille i stuen. Alle syntes at være frosset i de stillinger de stod og sad i, og der lød bare spredt suk og klynken.
Men nu syntes Georg virkelig det kunne være nok. Man er vist tilovers, sagde han sarkastisk. Han var godt træt af at blive ignoreret. Altandøren stod åben, og han gik derud.
Stjernerne tindrede stadig, og det var som om de var rykket nærmere, klare og blanke, blink, blink, blink. Det var uendelig smukt, og luften smøg sig om ham kølig og mild.
Inde fra stuen hørtes stadig klynken, og eftersom han var årsagen, ville han gøre noget for at muntre dem op. I to skridt trådte han op først på taburetten og så på altanens rækværk.
Se! råbte han, uden hænder! Han løftede det ene ben. Se nu! råbte han igen, på et ben!
Ingen svarede eller syntes at bemærke det. Så tabte han tålmodigheden med dem, løftede det andet ben og trådte ud mellem stjernerne.