Vi har været på stranden i dag, Hunden, manden og jeg til den nærmeste strandpark, hvor der er så dejligt.
Der er rigtige klitter og den skønneste strandbred med sand, muslingeskaller og sten. Mange måger. Vi samlede en hel pose med smukke sten til haven og Max, vores kæmpestore vovse, som ellers ikke er en vandhund, syntes alligevel det med bølger var meget spændende, men blev frygteligt forskrækket, når de slog op om fødderne på ham, og skyndte sig ind i sikkerhed igen.

Han var også helt sandet i hovedet af at grave efter drivtømmer og trampe rundt i det rådne tang, der desværre også lå der, men der var skønt alligevel. Det blæste en smule, men selvom det regnede, da vi kørte derud, og regnede hele vejen hjem, holdt det tørt, den time vi gik langs stranden. Så blev det også for koldt - og så var det rart, at vende næsen hjemad til varmen. Det bør vi gøre noget oftere.

De sidste par dage har vi gået her og kigget på tomme, knækkede nøddeskaller på gulvtæppet. Kunne ikke forstå, hvem der gik og smed med den slags? Hmm, de var heller ikke rare at træde på med bare tæer. Lå sådan rundt omkring. Én nød dér og en her.

"Knæk," lød det så ovre fra sofaen og: "Knas." Og der lå tykke Max og gnaskede nødder. Ind mellem hjørnetænderne og et klem, og så var den nød afbarket.
"Pft-spyyt" - ud med skallen, gnaske-gnaske - og så det søgende blik... – "Hvor var det nu, jeg lagde resten?"
- Så havde han altså hentet nødder i en skål i soveværelset og taget dem med ind i stuen, for at fortære dem i ro og mag her... Anede ikke at han spiste nødder i smug, men nu er de væk. Læste på nettet at hunde ikke så godt tåler nødder og at de også risikerer at få dem galt i halsen. Men valnødder skulle være de værste, trods alt og det er ikke dem han tager, men de små hasselnødder. Kunne ikke lade være med at grine lidt af ham, at han lå der, midt i alle skallerne og gnaskede...